Djævlen, man kender
Da jeg tilbage i februar 2022, som grøn anmelderspire, skulle vælge den første plade at kaste min kærlighed på i Heavymetal.dk-regi, kom Creeping Fleshs … And Then the Bombs Came som sendt fra himlen. Genremæssigt var det lige min boldgade: old school dødsmetal iblandet lidt svensk melodiøsitet. Nemt, harmløst og genkendeligt. Dengang kvitterede jeg med otte kranier, så da den göteborgensiske kvintet i marts annoncerede, at de var klar med endnu et udspil i form af God’s Acres Rife with Flesh Adorned, var jeg i sagens natur nødt til at se, hvad de havde brugt de seneste fire år på at udvikle.
En guddommelig komedie eller bare en menneskelig tragedie?
God’s Acres Rife with Flesh Adorned – ja, det lyder jo til forveksling som titlen på et Dante-værk, men ikke helt. Albummet byder på 40 minutters old school svensk dødsmetal om 2. verdenskrigs rædsler, sådan som disse udspillede sig i Stillehavsområdet, og det lyder jo immervæk som et lyd- og temabillede, vi er stødt på før. Efter den korte akustiske intro ”A Portent of Defeat” åbner Creeping Flesh for alvor ballet på ”Five Yards Apart”, hvor signaturlyden i form af den klassiske grynede motorsavslyd, der blev udødeliggjort af landsfællerne Entombed og Dismember tilbage i 1990’erne, får plads på første parket. På ”Upon the Altar of Peace” er der skruet helt ned for tempoet, og de knap fire minutter, som nummeret varer, flyver ikke just afsted. Det samme er tilfældet på ”Through the Reddening Surf”, der mestendels virker som syv minutters sneglefart gennem kviksandet i Slaget ved Peleliu. På ”Verdure Shift” bliver posen langt om længe rystet en smule, med en industriel rammsteinsk intro, der glider over i den punkede svenske død, en glimrende guitarsolo og et vokalt indslag fra Mortal Torment-frontmanden Gianni Nakos. De gode takter fortsætter på ”They Died Facing Forward” og i særdeleshed på ”The Horrors That Befell Them”, der er albummets bedste. Perfekt temposætning, perfekt balancering mellem groove, doom og punk. Nummeret har den der primitive, grimme energi, som kan give selv den mest kontrollerede koncertgænger lyst til at gå krabbegang i pitten og knuse et fadølsglas i hovedet på sig selv. Festen fiser dog igen helt ud på de tre sidste numre, som jeg har svært ved at adskille fra hinanden, men som alle udmærker sig ved at være lige så dødkedelige og intetsigende som den første tredjedel af pladen. Skal jeg gribe efter halmstrå, så sidder mikset lige i skabet, hvilket måske ikke er overraskende, når manden bag mikserpulten er den legendariske Dan Swanö, der har stået fadder til mange ikoniske udgivelser fra hinsidan. Så dét er der da.
Ørkenvandring i Stillehavet
I min anmeldelse af Creeping Fleshs forrige album var jeg noget efter dem for ikke altid at give ordentlig slip, når de skulle. På God’s Acres virker det til, at de har stillet sig på bremsen. En ren anekdotisk analyse herfra er, at det synes at være blevet en genresygdom blandt old school death metal-bands, at der på plade nr. 2-3 pludselig skal eksperimenteres med doom. Jeg kan ikke fortænke nogen i at forsøge at ”lave en Asphyx”, hvis man kan bruge det udtryk om en succesfuld transition fra death til death-doom – jeg noterer mig blot i al stilfærdighed, at det sjældent er vellykket. Derudover er den ukomfortable sandhed også, at man kan fodre svin med bands, der lyder som Creeping Flesh. Stil dig på ethvert bytorv i Göteborg eller Stockholm med armene ud til siden og drej en omgang rundt om dig selv, så rammer du et par stykker. It’s a dog-eat-dog-world, og på God’s Acres er Creeping Flesh omtrent lige så intimiderende som en tandløs chihuahua.
