Profet i egen forstad
Fødselsattesten lyver (desværre) ikke: Kongens Lyngby, 1986. Alligevel skulle der gå hele fire fulde årtier, førend denne anmelder fandt vej til Templet på Jernbanevej. Kald det timing, kald det tilfældighedernes spil. Eller måske krævede besøget bare den rette lokkemad: En aften hvor tre forskellige stadier af den danske metalscene skulle repræsenteres i et lokale med kapacitet til blot 160 gæster. I den ene ende af skalaen stod Torement, en næsten ubeskrevet thrashtrio med så beskedent et fodaftryk, at forventningerne reelt måtte bygges fra nul. I den anden ventede to co-headlinere med markant mere ballast. Kōya kom med spritnye Pendula i ryggen, netop præmieret med ni kranier her på siden, mens Persecutor skulle lukke aftenen med materiale mestendels fra henholdsvis Vendetta og Casualties of Violence – to på hinanden følgende udgivelser ligeledes med ni kranier i kufferten. Begge hovednavne havde allerede prøvet kræfter med væsentligt større festivalflader, men denne lørdag var formatet skåret helt ind til benet. Dermed var spørgsmålet ikke kun, hvorvidt Templets trange kår kunne rumme de tårnhøje ambitioner. Det var også, om vores egen begejstring for begge aftenens æresgæster kunne tåle mødet med scenelyset.
Torement
Så bliver det ikke mere undergrund
Et skingert piv gennem højttalerne hilste nærmest Torement velkommen, inden “Amber Insect” overhovedet var nået ud af startblokken. Mere undergrund bliver det næppe. Forinden havde især bassist Emil Vilner med sin prægtige manke af krøllede lokker fanget mit blik, som han stod dér iført Venom-trøje. En passende subtil honnør for nyligt afdøde Cronos? Tja, hvem ved? Klip tilbage til koncertstart, hvor både trio og publikum næsten stod lige så stille som inventaret. Heldigvis havde et par af Persecutors folk taget plads bag scenen som moralsk opbakning, og allerede under “Malice” skiftede stemningen brat. En mindre pit manifesterede sig nærmest ud af ingenting, og pludselig begyndte Templets begrænsede gulvareal at arbejde med bandet i stedet for imod det.
Usleben med masser af bund
Herfra blev det tydeligt, hvorfor Torement var værd at komme tidligt efter. De spillede stramt, tungt og med overraskende meget bund, hvor især Vilners bas stod særdeles skarpt i lydbilledet. “Momentary State of Satisfaction” sendte trioen helt frem til scenekanten, selvom der omtrent var albuerum nok til at føre fadøllen op til munden. Materialet fremstod fortrinsvist stadig ufærdigt i den positive betydning: som en usleben diamant, hvor gentagne koncerter sandsynligvis vil file de fleste ujævnheder væk. Publikumskontakten haltede mere. Før “Sick and Evil” forsøgte bandet endelig at tale lidt mere direkte til salen, men skinger mikrofonfeedback endte desværre med at strangulere budskabet. Ak ja, timing er alt. Også når teknikken beslutter sig for at udgøre aftenens fjerde medlem.
Fem tricks var rigeligt
Det officielt unavngivne afslutningsnummer, internt døbt “Blastbeat Sang”, opsummerede meget passende Torements nuværende position. Rå, hurtig og uden behov for alt for meget pynt. Bassistens backingvokal havde ganske vist haft bedre arbejdsbetingelser, hvis munden og mikrofonen havde befundet sig i samme kommune, men nummeret kulminerede ikke desto mindre i både taktfaste klap og endnu en miniature-mosh. Efter omtrent 25 minutter var det også klogt at stoppe. Torement havde ikke flere kort på hånden, men de fem, der blev smidt på bordet, viste et band med både teknisk talent og den nødvendige sult. Der mangler scenisk rutine, større publikumskontakt og naturligvis flere sange, men forventningerne var som bekendt bygget fra nul. De endte et ganske andet sted.
Sætliste:
1. Amber Insect
2. Malice
3. Momentary State of Satisfaction
4. Sick and Evil
5. Untitled (arbejdstitel: ”Blastbeat Sang”)
Kōya
Fem mand på et frimærke
Torement havde lagt et overraskende solidt fundament, men fra første øjeblik af “Mountain” kunne forskellen på et purungt vækstlagsband og en mere etableret størrelse både ses og høres. Kōya lignede til gengæld fem mennesker fanget i et Tetrisspil. Templets scene gav ikke meget albuerum, og bandets normalt enorme bevægelser måtte undertiden presses gennem sprækkerne. Alligevel havde de hurtigt fat i hovedparten af salen. “Charmer” og “Grave” viste et band, der ikke blot leverede energien mekanisk, men aktivt opsøgte publikum med smil, øjenkontakt og konstant bevægelse. Der var dog fortsat øjeblikke, hvor det affekterede og teatralske fik den indre skepticisme til at knirke, men det blev stadig vanskeligere at benægte, at Kōya ganske enkelt er blevet enormt dygtige til at få et lokale til at makke ret.
Pendula med pulsen i det røde
Det mest interessante spørgsmål var naturligvis, hvordan det spritnye Pendula ville tage sig ud få dage efter vores dissekering. Her gav især “Glass Mind” og “Burn” svar på tiltale. Førstnævnte lod forsangeren forlade scenen og gav plads til et instrumentalt stemningsskift, der bremsede den ellers massive mur af bro-core og breakdowns. Pausen var tiltrængt og viste, at Kōya har flere værktøjer end den bastante betonhammer. Så blev “Burn” til gengæld brugt til at slå sømmet helt igennem gulvet. Højoktan aggression og et publikum, der minsandten fik stablet en kandidat til danmarkshistoriens mindste wall of death på benene. At albummet faktisk stod distancen live, syntes efterhånden hævet over rimelig tvivl.
Sænk paraderne
Det afgørende blev dog, at klubformatet aldrig kvalte Kōyas voldsomme tilstedeværelse, hverken i egentlig eller overført betydning. Tværtimod føltes energiudladningen fra scenekanten blot endnu mere intens. Da “Pig Wine” inviterede til two-step, måtte selv denne lejlighedsvis mavesure anmelder erkende, at underholdningsværdien efterhånden var vanskelig at argumentere helhjertet imod. Og måske er det netop dér, nøglen til Kōya ligger: Sænk skuldrene, parker fordommene i garderoben og accepter, at alting ikke behøver gennemgå en intellektuel stresstest. “Webbed” satte sidenhen punktum med den efterhånden obligatoriske omgang ’dødsbold’, hvor en amerikansk fodbold blev sendt på rundtur, og den sidste indehaver kunne kalde sig vinder af en gratis omgang i souvenirshoppen. Opfordringen lød blandt andet på at få de gamle hoveder med. Budskabet var modtaget. Der blev leget, der blev moshet og der blev kastet, indtil kun én dom gav mening: Touch-fucking-down!
Sætliste:
1. Mountain
2. Ruiner
3. Effigy
4. Charmer
5. Grave
6. Glass Mind
7. Burn
8. End
9. Tempest
10. Spiraling
11. Pig Wine
12. Webbed
Persecutor
Showet må fortsætte
Med to stærke indslag i ryggen havde Persecutor absolut ikke fået finalepladsen foræret. Christian Almanza nåede imidlertid knap at sige godaften til Lyngby, før “Born in Blood” havde fremmanet en gedigen mosh foran scenen. Hvor Kōya måtte arbejde aktivt for publikumsreaktionen, behøvede Persecutor knap nok gestikulere. “Iron Tide of Nassau” fortsatte angrebet, selv om leadguitarist Benjamin Stage undervejs måtte skifte stik efter vrøvl med det elektriske. Det kunne have kostet momentum, men bandet fortsatte nærmest uden at blinke. Netop dér lå måske den tydeligste forskel på Persecutor anno 2026 og et ellers yderst lovende vækstlagsband: Problemer håndteres, mens showet ruller videre. “Cannibal Island” fulgte som en gammel traver og demonstrerede samtidig værdien af at holde rødderne i hævd, når nyt materiale skal sælges til os notoriske vanedyr.
Fakta er fabulous
De obligatoriske “spil noget med Slayer”-tilråb nægter åbenbart at dø, men til gengæld fik vi “Fakta is Fabulous”, som den gode Christopher Hejgaard havde omtalt “Acta Est Fabula” i humoristiske vendinger under en uformel snak tidligere på aftenen. Og fakta var da også, at nummeret fungerede lige så fremragende på scenen som på Casualties of Violence. “Narcissus” fulgte med stærk dynamisk tempovariation, mens “The Hangman” viste, at Persecutor heller ikke behøver permanent pedaltryk for at ramme plet. På “A Way in Life” trådte de melodiske brud i riffstrukturen igen frem som en af de detaljer, der har gjort bandets nyere materiale mere nuanceret uden at bore unødige huller i thrashfundamentet. Der blev dog plads til enkelte indvendinger. “One Final Victim” kunne efter min smag fint være barberet af listen, og da Almanza bad os om at lave noget larm for Kōya, havde det klædt ham at sende Torement samme anerkendelse. Men når et band omvendt spiller så overbevisende, bliver petitesserne hurtigt netop dét.
Niveauet blev sat
Luftsirenerne før “The Blitz” understregede, at Templets begrænsede scene heller ikke kunne holde Persecutor tilbage. Tværtimod lagde den kompakte ramme et ekstra lag tryk omkring et i forvejen stærkt lydbillede og et publikum, der stadig havde energi tilbage efter mere end to timers metal. “Legacy” udløste aftenens klart stærkeste unisone fællessang, båret af det umiskendelige leadriff, der efterhånden nærmer sig større status end både nummeret og Persecutor selv. Da “To Hold Hands With Death” siden viste sig at være sidste punktum, var der derfor ingen grund til at savne det mulige ekstranummer “Four More Beers”. Persecutor havde allerede gjort arbejdet. Den nyere udvikling fungerede, de gamle numre holdt forbindelsen til rødderne intakt, og klubbens beskedne dimensioner havde blot koncentreret slagkraften yderligere. Sidenhen blev lyden slukket, lysene gik ud, og aftenen gik på hæld. Tilbage stod tre bands, der hver især havde trodset Templets trange kår. Torement viste potentialet, Kōya formatet og Persecutor niveauet. Mere kompliceret behøvede regnestykket sådan set ikke at være.
Sætliste:
1. Born in Blood
2. Iron Tide of Nassau
3. Cannibal Island
4. Acta Est Fabula
5. Narcissus
6. The Hangman
7. The Reaper
8. 1984
9. One Final Victim
10. Broken Arrow
11. A Way in Life
12. The Blitz
13. Legacy
14. To Hold Hands with Death
