Manden med leen er ankommet
Som første band på lørdagens program havde Persecutor en vendetta mod tømmermænd og ømme, stillestående kroppe. Jagten var sat ind, og de fire herrer fra Horsens havde ikke tænkt sig at begrave stridsøksen, før al dårligdom var udraderet blandt Mejerhells publikum. Bandet var også at finde på plakaten i 2024, og hverken festival eller band kunne åbenbart modstå fristelsen for at gentage succesen. Hatesphere har for nuværende titlen som husband, men skulle force majeure gøre en ende på den konstellation, så tør jeg næsten lægge hovedet på blokken for, at Persecutor er et oplagt bud på en arvtager. Så må de lade øksen falde, hvis der ikke er hold i den påstand …
Horsensiansk guitarlimbo à gogo
“The Reaper” er det kompromisløse åbningsnummer på Vendetta fra 2023, og meget passende åbnede Persecutor sættet med at slippe manden med leen løs. Indledningsvis var der rigelig plads til de store sving med høstredskabet, da festivalgængerne lige skulle på plads foran scenen. Allerede tidligt i programmet annoncerede forsanger og bassist Christian Almanza den første single fra det kommende album, nemlig “Acta Est Fabula”. Et nummer, som bød på en særdeles lækker solo fra leadguitarist Benjamin Stage.

Fredagens eskapader sad stadig i publikum. Om det var blå mærker, ømme led, tømmermænd eller måske endda alle tre på en gang, skal jeg ikke kunne sige, men indledningsvis vægrede folk sig ved at komme for tæt på området foran scenen. En situation, der truede med at lægge en dæmper på festlighederne. Heldigvis tog guitarister Benjamin Stage og Stefan Sørensen sagen i egne hænder, hoppede ned på gulvet og tilbragte en betragtelig del af koncerten dernede. Her blev der blandt mange løjer budt op til en improviseret guitarlimbo, hvor publikum under “World At War” på skift kravlede under det espalier, de to spillemænd dannede med deres instrumenter. En besynderlig dans, som de fleste næppe har set før, og som sikrede, at pitten forblev fyldt – ikke mindst med latter.
Et af Mejerhells salgsargumenter er drikkevarer ad libitum, og således passede “4 More Beers” lige ind i segmentet, der ikke var sene til at forstå, hvornår der skulle skråles med på omkvædet, og hvornår der skulle skåles. Fanfavoritten “The Blitz” fik atter salen op i galoptempo, og i hæsblæsende fart gelejdede Persecutor os mod den uundgåelige afslutning for et fremragende sæt. “Hangman” var endnu et nyt nummer, og her viste de glade drenge fra Horsens sig fra deres lidt langsommere, men særdeles tonstunge side. Hvis resten af det kommende album lever op til de to numre, vi blev præsenteret for denne lørdag, så er der grund til at glæde sig. Det er unægteligt mere af det, vi efterhånden kender Persecutor for, men det er lige, som det skal være.
“Legacy” er fast inventar og garant for en fællessang, der efterligner leadguitaren i det instrumentale omkvæd. Der blev sunget med i sådan en grad, at det kunne være svært at se, hvornår det reelt var passende at stoppe, og i stedet for at klinge af blev sangen afløst af en messen. Morud ville have et ekstranummer. Persecutor var i det gavmilde hjørne og efter hurtigt at afstemme tidsplanen med arrangøren blev det til hele to af slagsen i form af “Burn” og “Narcissus”. Sidstnævnte til stor glæde for især denne anmelder. Der var ingen tvivl: Lørdagen på Mejerhell blev fræset i gang med gevaldige startsving med leen.

Måske det perfekte åbningsband?
Man kan godt få ondt af et band, når man ser dem indtage uriasposten som det første band på programmet. Men måske har Persecutor gjort det til deres specialitet? Det er nu tredje gang, jeg oplever dem åbne ballet, og de har leveret hver gang. Hvis der lige skal hankes op i publikum, ja, så tager de hellere selv teten og fører dansen frem for at bræge kommandoer fra scenen. Persecutor forstår så absolut, hvad Mejerhell er for en størrelse. Et sted, der er perfekt til interaktion med publikum, og herrerne kunne ikke nære sig længe ad gangen for at komme publikum ved i pitten. Måske den koncert på årets Mejerhell, hvor der blev grinet mest ad og med hinanden i absolut godhjertethed.
Sætlise:
- The Reaper
- Cannibal Island
- Acta Est Fabula
- Sand of Sahara
- 4 More Beers
- The Blitz
- Hangman
- Nothing Remains
- World At War
- Legacy
Encore:
- Burn
- Narcissus