Rockinstitutionen, der ikke vil dø
Svenske Europe er måske ikke længere det første navn, man forbinder med hardrock og heavy metal. De fleste ville nok kalde det farrock for folk, der går med lædervest, permanent, og som stadig mener, at Whitesnake er modeikoner. Men man skal ikke kimse ad en institution. Siden 1980’erne har svenskerne leveret stadionrock, store omkvæd og solgt millioner af plader. Se blot ”The Final Countdown”, som er så indgroet i den kollektive bevidsthed, at selv folk, der får udslæt af at være i nærheden af en Marshall-forstærker, skråler ivrigt løs. Med Come This Madness vender Europe tilbage med deres første album i ni år. Et nyt kapitel for et band, der både har overlevet årtiers modefænomener, hårtrends og spandexgymnastik. Men spørgsmålet er, om svenskerne burde nyde pensionisttilværelsen i stedet for?
Én fod i fortiden
Næ. Det burde de ikke. Europe har stadig et vist tag i hardrockens verden, også selv om det er farvet af fortiden, og åbningsnummeret ”One on One” viser med sit fængende omkvæd, at svenskerne stadig kan skrive radiohits, som både gamle og unge kan nyde. Og netop dét har vel været en del af forklaringen på deres popularitet gennem tiden. For hvem kan ikke holde til en smule Europe-musik? Jeg kender ikke mange, der knuselsker dem, men omvendt har jeg endnu heller ikke mødt en fuld midtjyde, der har stået og knækket Europe-lp’er på Herning gågade iført kun underbukser. Og ja – det er sådan, vi måler ting i Midtjylland. Noget er først rigtig dårligt, når vi er så vrede, at tøjet ryger af.
Selvom puddelhåret er væk, kan man ikke komme udenom, at Joey Tempest stadig kan synge. Han lyder rigtig godt på Come This Madness, også på de høje toner, og generelt er albummet en smule stærkere end Walk the Earth fra 2017. Det ville være løgn at sige, at han lyder revitaliseret, for han har aldrig lydt dårligt, men der er mere energi i stemmen denne gang. Måske kan ni års passion for en udgivelse høres, hvem ved? ”The Cult of Ignorance” vil jeg sågar gå med til at kalde for et af bandets bedste numre det seneste årti, så Europe har helt sikkert fat i noget rigtigt. Men som du som læser måske allerede kan fornemme, kommer der et stort men.
På trods af nogle gode numre har Europes sidste par plader alle lydt, som om de har været fanget i en anden tid. Mere præcist datiden. Come This Madness lider af samme problem, og derfor sidder man også med spørgsmålet: Hvorfor skal jeg egentlig sætte udgivelsen på? For ser vi bort fra tre-fire gode numre, er resten af pladen old school farrock med fuldt smadder på nitterne, luftguitaren og den imaginære motorcykel ude foran grillbaren. Ergo noget, vi har hørt et utal af gange før. Det er desuden utroligt synd, at titelnummeret ”Come This Madness” er så ensformigt og decideret kedeligt. Så skulle man have kaldt albummet noget andet!
Ikke færdige endnu
Selvom Come This Madness er Europes bedste skive i rigtig mange år, kan man ikke komme udenom, at der er visse skønhedsfejl. Det er en ujævn skive, som mister momentum undervejs med skabelonskårede numre, men samtidig rummer den nogle af Europes bedste skæringer i rigtigt mange år. Bandet lyder bestemt, som om de kunne fortsætte mange år endnu. Men ville det være nødvendigt? Det ville det ikke, nej.
