Den umulige treer

Persecutor imponerede stort med debuten Rebirth i 2019 og tog senere endnu flere kegler på opfølgeren Vendetta fra 2023. I samme tidsrum har bandet slået sit navn ypperligt fast inden for dansk thrash i live-sammenhæng målt på kvalitet såvel som karisma.

På deres tredje udgivelse, Casualties of Violence, er besætningen identisk med tidligere. Christian Andrés Almanza står i front med vokal og bas, Benjamin Stage og Stefan Sørensen udgør en lead- og rytmeguitarduo, og bag tønderne ses Christopher Hejgaard.

Den baggrund og stabilitet burde skabe grobund for udvikling, og personligt har jeg set frem til dette album med lige dele forventnings glæde og bange anelser. Det første fordi det musikalske niveau hidtil har været tårnhøjt, det sidste fordi der er dybt at falde, hvis de først falder. Den svære toer blev bestået med superlativer til følge. Hvor lander den umulige treer?

Velkommen til, bekymring væk

Der går lige omkring tre minutter af min første gennemlytning, før jeg konstaterer, at jeg godt kan pakke de bange anelser sammen.

Introer og mellemstykker føles tit som ligegyldige seancer eller afbrydelser. Men dette korte indspil betitlet som albummet fungerer som stemningsfyldt, nærmest ildevarslende opvarmning og fører direkte over i ”Born in Blood”, der samler stafetten op og fyrer op for kedlerne. Stemningen og rytmen slår dommedag an med både tunge riffs, solid bas på bunden og rasende rytmearbejde med salver af stortromme. Persecutor strør om sig med thrashy tempo og tunge, groovy stykker i fin balance.

Fra starten er det også tydeligt, at der er tale om en udvikling for bandet. Almanza er mere gutturalt growlende end tidligere, og sammenlignet med specielt debut-LP’en er hele det samlede udtryk rykket fra klassisk 80’er-thrash mod langt mere melodisk dødsmetal af nyere dato. Der er mindre Slayer/Araya og mere Dark Tranquillity/Stanne over Casualties of Violence.
Og en masse mere. På ”A Way in Life” løber tankerne mod melodikompositioner a la hjemlige Livløs, ”Iron Tide of Nassau” med sine tunge, groovy riffs emmer af Pantera-vibes, mens den distortede bas på ”Acta Est Fabula” buldrer som maniske Muse. Alt sammen krydderi, der gør den samlede servering meget mere interessant.

Konkret er det, som om Persecutor har sat en streg i sandet ved ”Veil of Despair” fra Vendetta og er gået videre derfra. Og det klæder dem. Det er ikke sådan, at der er tale om et paradigmeskifte, Persecutor er stadig Persecutor, men det er bare tydeligt, at balancen mellem thrash/død justeres.

Derudover er bandet blevet spillet endnu bedre sammen. De arbejder med og for hinanden i musikken. Og det er en fornøjelse, når vokal, rytmeskift, anslag og betoninger fungerer som en sammentømret helhed. Dette understøttes yderligere af en fremragende produktion. Andreas Linnemann styrer stadig og har gjort lyden endnu mere klar end tidligere. Skarp og tung på samme tid og med plads til alle elementer.

Og så må jeg lige dvæle ved førnævnte ”Acta Est Fabula”. Skivens højdepunkt og bedste eksempel på et band, der arbejder sammen. Det virker udforskende, grænsende mod en leg. Nummeret lever og bevæger sig konstant med et let progget udtryk, som gør, at det i al sin tunge substans alligevel bliver holdt oppe af en musikalsk lethed. I rytmesektion, melodilinje, i guitarsolo, you name it – suppleret af dundrende dobbeltpedal, som Hejgaard igennem flere skæringer anvender til stadigt imponerende niveau. Udtrykket ”Acta est Fabula” stammer fra det antikke Rom og betyder 'stykket er forbi' eller 'historien er slut', hvor det blev brugt som teaterforestillingers ende. Dermed kunne det have været et klimaks af en albumlukker, men nu er det skæring nummer tre. Så nej tak til en afslutning, mere af det.

Måske er det derfor, at ”The Hangman”, som følger efter, mest af alt føles som en langsom mavepuster, i øvrigt pladens eneste. Det sprudlende og legesyge bliver trukket ned i en anden boldgade – i et nummer som Metallica i en senere forudsigelig æra med sin tostemmige guitarlinje i øvrigt godt kunne have skrevet og derfor nok appellerer til sit publikum. Det kan med sit insisterende groove sikkert være godt live, men i rækkefølgen her skiller den sig ud på en mere kedelig, antiklimatisk facon.

Der kommer dog hurtigt gang i løjerne igen, og ”1984” fremstår som det nummer, der, også musikalsk, peger mest tilbage mod den hurtige thrash, Persecutor er opstået af. Hurtige riffs og tempofyldt thrash – med kor og overskud på omkvædet.

B-siden foregår i det hele taget i et højt tempo. Et sted, hvor Persecutor også fungerer bedst. Med attitude og ambition, hvor det også understreges, at de tekniske kompetencer har fået et nyk opad med ”Broken Arrow” som stærkeste kort og ” To Hold Hands With Death” som en værdig afrunding. Tempoet generelt betyder dog også, at hele oplevelsen er overstået på lidt mere end en halv time, hvilket føles lidt til den korte side.

Acta est fabula, plaudite!

Persecutor har med Casualties of Violence taget et vellykket skridt i en evolution fra klassisk thrash til et mere melodisk dødsmetaludtryk. Der er dog masser af thrashy elementer, tonsvis af fede riffs, fremragende vokal, dunderbas og en rytmesektion i international klasse. Men der er også noget andet og noget mere, der bærer musikken videre.

Selvom der er få små irritationsmomenter, fremstår Casualties of Violence som Persecutors mest helstøbte fulde udgivelse, og jeg glæder mig stort til at høre og mærke numrene komme til udtryk live, første gang jeg får mulighed for det. Det kan faktisk kun blive godt. Umiddelbar forventning hermed sat. Højt.

En fortælling er, at ”Acta est fabula” skulle være kejser Augustus’ sidste ord på sit dødsleje. Han anvendte dog den udvidede version, også brugt i teatralsk sammenhæng, passende som finale her: 'Acta est fabula, plaudite!'

Historien er slut, klap!