Konvent og Implore

VoxHall, Aarhus C

For ganske få uger siden var Heavymetal.dk en tur i det aarhusianske til Royal Metal Fest 2022, og fredag den 13. maj skulle der atter spilles op til bal på Voxhall, hvor Konvent & Friends lagde vejen forbi. Ukrainske 1914 havde ulykkeligvis været nødt til at melde afbud grundet de tragiske omstændigheder i hjemlandet, men med en kold øl i hånden og med forårssolen tittende frem bag skydækket var forventningerne til aftenens forestilling intakte. Dagen markerede også starten på undertegnedes 33. tur rundt om solen, så efter mange timer med høflige grimasser, familiebesøg og gavekort til det lokale byggemarked glædede jeg mig til at hoppe i metaluniformen og flå papiret af nogle hårdere pakker.

(0)

(0)_Voxhall

Da (0) (”parentes-nul-parentes”) entrerede scenen, var der knap halvt fyldt i salen, med langt størstedelen af de fremmødte stående med pæn afstand til hinanden. Det osede ikke just af hoppestemning fra start. Der blev lagt fra land med en sorgfuld guitarintro, der langsomt bringes op i tempo af trommerne, hvilket virkede til at pirre publikums interesse. Da vokalen trådte ind i lydbilledet, kvitteredes der med anerkendende nik fra de fleste på gulvet, men det ville være synd at sige, at hverken salen eller scenen emmede af energi under koncerten. (0)’s stil er meget introvert og reflekterende, og det passer jo sådan set udmærket til musikken. Men der er simpelthen nødt til at ske et eller andet for at få engageret publikum, og her fik (0) ikke megen hjælp af hverken sig selv eller lysteknikken. Frontmanden headbangede lidt for sig selv på scenen, mens de øvrige bandmedlemmer velsagtens bevægede sig sammenlagt seks skridt i løbet af den halve time. Lysshowet var begrænset til et par mælkehvide kegler, der dovent bevægede sig rundt på scenen.

Rent musikalsk var der dog ikke mange fingre at sætte på præstationen; det skulle da lige være stortrommen, der i de første 10 minutter hamrede derudad og druknede guitarerne fuldstændigt, hvilket gjorde det svært for alvor at lade sig nedsynke i melankolien. Efterhånden som koncerten skred frem, virkede det dog til, at band og publikum havde fået set hinanden bedre an, hvilket fik flere fremmødte til at rykke tættere på scenen under den sidste tredjedel. På højdepunktet ”Skarntyder” var stortrommen fikset, og (0) kom endelig udover rampen på både lyden og sceneshowet. Det klædte generelt bandet at slippe håndbremsen en gang imellem, og med ganske få, men effektfulde virkemidler – lidt mere gestikuleren fra frontmanden, lidt mere varieret lys – fik musikken en helt anden kommanderende appel. Det var desværre bare for sent, og da hele seancen kort efter var overstået, forlod de scenen uden et ord.

”Det var som at være til en jazzkoncert”, sagde en anden koncertgænger efterfølgende til mig ude ved pissoiret, og så langt vil jeg trods alt ikke gå. Men der er en pointe i, at metal – i alle sine afskygninger – bliver nødt til at have noget schwung over sig, hvis det skal sætte både nakkehvirvlerne og sjælen i brand. Det savnede jeg fra (0), og derfor blev slutresultatet en ærgerlig uforløst fornemmelse. Der er ingen tvivl om, at der er tale om en flok pivdygtige musikere, men formidlingen haltede noget.

4/10

Implore

Implore

Efter en kort pause var det blevet tid til næste levende billede i form af tyske Implore. Bandet stod i kulissen og lignede en flok glubske sjakaler allerede et par minutter, før de gik på, og løb nærmest ind på scenen for at få sat fut i tingene Da de endelig blev sluppet løs, tog det da heller ikke mange sekunder at konstatere, at denne fredag den 13. ville blive kontrasternes aften mere end noget andet. Det stille, sårbare prog-black blev afløst af en kompakt, kompromisløs omgang grindcoreslager, hvor frontmand Gabriel Dubko havde helt fat i kraverne på publikum fra første sekund. Badet i blodrødt lys blev der spillet på alle de klassiske grind-/ekstremmetaltangenter: Der blev slået knob på mikrofonledningen i bedste Randy Blythe-stil, nikket synkront på bækkenslagene, spyttet squeals i vildskab og serveret pivfrække breakdowns, der kunne få selv den mest forstokkede koncertgænger til at rødme. ”Let’s have a fucking party!”, blev der råbt, og det var ikke et spørgsmål. Folk rykkede da også tættere på scenen og virkede til at være taknemmelige for at blive taget i hånd og få at vide, at nu var det okay at give los.

Alligevel formåede publikum ikke rigtigt at komme helt op i samme gear som aktørerne på scenen. Der blev spillet en del koncerter rundtom i Østjylland denne aften, og jeg kunne ikke lade være med at få tanken, at mange af ”the usual suspects” fra pitten i Aarhus havde valgt at bruge deres fredag aften andetsteds. Selvom der i glimt var hoppestemning og mild moshing, var det en fesen omgang, og koncerten udmærkede sig da også med den ringeste wall of death, jeg til dato har bevidnet. Da Herr Dubko endelig havde fået et par stykker stillet op på hver sin side, sprang de fuldstændigt præmaturt ind i hinanden, så snart trommeslageren strejfede hi-hatten første gang, til bandets store græmmelse. Håbløst akavet. Men det ændrer ikke på, at Hamborg-drengene spillede overbevisende, og navnlig ”Parallax” fra det seneste album Alienated Despair gav prøver på bandets exceptionelle showmanship og musikalske håndelag. Synd, at det ikke blev honoreret med mere end et par fadølsbøvser fra publikumsrækkerne.

7/10

Konvent

Konvent

Grundet lidt omrokeringer i tourplanen og udfordringer med transporttiden gik aftenens hovednavn, Konvent, på scenen allerede kvart over ni. Til lyden af en fantastisk foruroligende korversion af ”Solen er så rød, mor” gik de fire københavnere på scenen ledsaget af store klapsalver fra publikum. Der virkede endelig til at være en forventningens glæde i luften, som bandet ikke var sene til at indfri. Og så var der i hvert fald mindst én person til stede til aftenens koncert, som ikke havde været presset igennem Konvent-stempelkanden før: min sidemand, der i ren forbavselse over dybden i Rikke Lists vokal hoppede en halv meter og tabte en hel frisk fadøl udover sig selv. Det var der dog ikke lang tid til at more sig over, for vi kom over knæet med det samme og fik serveret alle perlerne fra det seneste udspil, Call Down the Sun, samt enkelte numre fra den ”gamle” 2020-udgivelse, Puritan Masochism. I modsætning til andre af aftenens aktører så var Konvent rigtig skarpe til at spille på egne styrker og få fremhævet dem med stor effekt. Frontkvinde Rikke List spiller selvfølgelig en stor rolle i den forbindelse, og det er altid en ærefrygtindgydende oplevelse, når hun tænder for den benzingurglende Chevy, hun må have fået indopereret i stemmebåndet, og tryllebinder publikum med sin gestikuleren. Men den helt store øjenåbner var for mig Heidi Brink, som spiller den bas, der er hovedkranspulsåren i Konvents mørteltykke dødsdoomunivers. En helt uhørt flair, teknik og ekstrovertisme, der ikke normalt associeres med instrumentet, og som i min optik er den væsentligste katalysator for den klaustrofobiske energi, som er blevet bandets varemærke. Dette nu ikke for at sige, at resten af bandet ikke spillede godt, for sandt at sige var det en gennemført professionel præstation af hele flokken, og det er tydeligt, at de nyder at spille sammen.

Konvents største lod er, at når man har hørt den første tredjedel af deres koncert, har man hørt det hele. For dem, der ikke er doomconnaisseurer, kan det godt blive en smule ensformigt. Men det gør knap så meget, når det er så godt, og der trods alt bliver smidt lidt semibreakdowns og stor varians på vokalen ind i ny og næ. Det er majestætisk, men også mættende. Jeg kan ikke forestille mig, hvad det ikke kunne blive til, hvis der blev smidt lidt melodi ind i mikset også – men ville det så stadig være Konvent? Hvorom alting er, så er der ingen tvivl om, at Konvent var aftenens højdepunkt, og publikum labbede det i sig.

8/10

Livløs

Livløs

Aftenens sidste indslag stod bysbørnene fra Livløs for. De gik på scenen med fuld appel og med den energi, der er blevet synonymt med bandet henover de senere år. Publikum var blevet sparket lidt mere op i gear af Konvent-showet, men det var alligevel, som om de stadig lige skulle varme leddene op til en sidste omgang halbalsdød. Selvom frontmand Niklas Lykkes vokal var mærket af et par intense tourdage, gik der dog ikke lang tid, før bandets smittende energi fik sænket paraderne og sat gang i danseskoene hos publikum, og der blev headbanget til den store guldmedalje. Sætlisten kredsede af naturlige årsager om deres seneste udspil, den glimrende And Then There Were None, og findes der et band i Danmark, der serverer så letfordøjelig og tight melodisk død som Lykke & co.? Jeg tror det ikke.

I virkeligheden er det dybt utaknemmeligt at skulle anmelde Livløs, for der er jo efterhånden ingen i Kongeriget Danmark, som ikke ved, at drengene leverer, hver evigt eneste gang de går på en scene. Der blev løftet mikrofonstativ, svinget med parykken og inviteret til moshpit. Scenografien, lysteknikken, de indstuderede bevægelser, soloerne og selvfølgelig Lykkes enestående showmanship præsenterede sig snorlige. Det hele spillede til UG, og publikum elskede det uden at være ekstatiske. Men det stod i gårsdagens avis, at det var sådan, aftenens koncert ville forløbe. Det var nærmest 1:1 det samme show, som jeg senest overværede på Voxhall tilbage i november. Personligt vil jeg gerne snart se noget mere substans – sårbarhed måske? – og eventuelt en teknisk opgradering af den (i øvrigt velfungerende) grundopskrift, hvis de skal fortsætte med at være relevante. Livløs har et ufatteligt højt bundniveau, men jeg savner tinderne. Hvornår rejser hårene sig? Hvornår bliver øjnene blanke? Hvornår bliver den her toptunede Mazda til en driftssikker Corvette? Ikke denne fredag aften i Aarhus, hvor vi fik en overbevisende, men rutinepræget indsats.

6/10

Tilføj kommentar