Tid er relativ!
Tænk sig, jeg har det, som var det i går, jeg sad og morede mig gevaldigt over den bøvede tekst fra ”Dark Night (of the Soul)” på Storm the Gates. Det er så otte år siden. Av.
Det er da også den længste pause, bandet endnu har holdt, men det skyldes så også en kombination af covid og det faktum, at bandet selv var i tvivl om, hvorvidt pladen her nogensinde ville blive færdig. Men nu er Into Oblivion her så endelig – og jo jo, Lamb of God-fans vil nok mene, at den har været her noget tid, men … Fuck det, fordi … Venom!
Respect your elders!
Jeg skal ærligt indrømme, at mine forventninger til Into Oblivion ikke var ret høje. Dels fordi Storm the Gates var en slatten omgang, og dels fordi det virker urimeligt at forvente alt for meget af tre gamle gubber, der har været i gang siden 1979 (!), og som – legendestatus til trods – jo aldrig har været de bedste musikere eller sangskrivere.
Men Cronos & Co. har sgu taget mig med bukserne nede, for Into Oblivion er meget bedre, end den burde være. Bevares, 13 numre er alt for meget, der burde max have været syv numre på pladen her, for man kan hurtigt høre, at Venom anno 2026 slet ikke har kreativitet nok til at klaske så meget musik sammen, uden at det begynder at lyde utrolig ens. Men ser man bort fra det, så er albummet her alt, hvad man bør forvente af Venom: beskidt arbejderklassemetal specialdesignet til at være soundtracket til dit næste barslagsmål.
Man kan virkelig høre på albummet her, hvorfor Venom er et af de bands, som black, thrash og death-metal alle peger på som en af de vigtigste grundlæggere for deres respektive genrer. Tag nu bare det primære riff fra ”As Above, So Below”, det er jo et klassisk 80’er-dødsmetalriff, og prøv at lytte til ”Kicked Outtat Of Hell”-introriffet, og fortæl mig, at det ikke er et klassisk Bay Area-thrashriff!
Faktisk virker Into Oblivion som en slags kærlighedserklæring fra Venom TIL Venom. Kig på coveret, der jo ganske tydeligt er en homage til coveret på Black Metal, og så er der sangen ”Lay Down Your Soul”, som jo er et direkte citat fra, ja, igen ”Black Metal”.
Venom ved godt, hvilken rolle de har spillet, de ved godt, hvor vigtige de har været, og de er ikke bange for at skråle det faktum højt – og hvorfor skulle de dog også være det?
Men når alt det så er sagt, så er der som sagt langt fra nok kreative safter i Venom til at retfærdiggøre 13 numre. Mange af dem kunne nemt være blevet klippet ud, og så havde produktet være markant stærkere, for selvom der afgjort er noget af det bedste materiale på pladen her, som Venom har lavet i … MANGE år, så bliver det endelige resultat altså trukket ned af den massive omgang dødvægt, som albummet indeholder. ”Legend”, ”Dogs of War”, ”Deathwitch” og ”Live Loud” siger måske en hel del om, hvem Venom er som artist – altså rent lyrisk og tematisk – men numrene er decideret kedelige, og hvis man keder sig til Venom, ja, så er der altså noget helt galt. Heldigvis er der også numre som ”Unholy Mother”, ”Kicked Outta Hell” og ”Metal Bloody Metal”, som alle bare er superfede – de er simple, jovist, men det er den slags metal, der bare giver en lyst til at headbange og skabe sig åndssvagt, ergo ægte Venom.
Venom er stadig seje
På Into Oblivion beviser Venom i grove træk, at de altså stadig er relevante i 2026 – og ikke kun på grund af deres koryfæstatus. De tre seniorer spiller alle fremragende, og Cronos lyder bedre, end han har gjort i årevis, hans tunge Geordie-dialekt til trods (bemærk, hvordan han udtaler ’oblivion’ i titelsangen!), og det i sig selv er superfedt.
Jeg ville dog bare ønske, at der lige havde været en standhaftig manager til at fortælle dem, at pladen her altså godt kunne tåle at tabe et par kilo. Hvor fedt havde det ikke været, hvis Venom havde udgivet en af de bedste plader i 2026 og virkelig havde vist 'ungdommen', hvordan den ged skulle barberes? Det er desværre ikke tilfældet, men derfor er det sgu en sej nok plade, de har skruet sammen.
