Verdens mest pålidelige band?
“Skal vi ikke prøve noget helt andet?”
Selv de allerstørste bands kan af og til tage tvivlsomme beslutninger og lave mindre gode plader. De følger en trend, tænker de vil udvikle sig i nye retninger, får nye medlemmer og har noget at bevise eller noget helt fjerde. Megadeth har eksempelvis Super Collider og Risk, Celtic Frost har Cold Lake, Kiss har Hot in the Shade og jeg kunne blive ved. Store navne der rammer helt ved siden af skiven.
Men der er nogle bands, der bare altid leverer varen. Har Mastodon nogensinde lavet en dårlig plade? Altså, noget rigtig møg? Har Tool? Death? Nej, sgu! Det er selvfølgelig meget subjektivt, men de har aldrig trådt helt ved siden af. Og det samme gælder death metal-veteranerne i Immolation.
“Nej da, vi er jo Immolation”
Den amerikanske kvartet Immolation albumdebuterede i 1991 med Dawn of Possession og har siden været yderst leveringsdygtige i knusende hård, atmosfærisk og teknisk funderet death metal. De har netop udgivet deres tolvte langspiller, og igen igen er der tale om solid musik af høj kvalitet. Okay, Descent er ikke den allerstærkeste plade, de nogensinde har udgivet, men den er pænt over middel og byder på skæringer, der er ekstremt gode. Det er primært på albummets første halvdel, at man som lytter kan lade sig blæse omkuld af et af genrens bedste bands. “These Vengeful Winds” lægger ud med hæsblæsende tempo og altomsluttende ondskab. Det er Immolation præcis, som vi kender dem, komplet med voldsomt brutal ondskab, imponerende enkeltmandspræstationer og en helt sublim produktion. Intet mindre end death metal på A-niveau. “The Ephemeral Curse” følger trop med et afsindigt stærkt riff, dystre vibes fra det mørkeste dyb og fede temposkift. “God’s Last Breath” og “Adversary” går lidt ned i tempo. En anelse til den doomede side, og det er fænomenalt underspillet ondskab. Det samme gælder “Attrition”, der snildt kunne være soundtracket til den march, man tager mod helvedes porte, hvis man har været rigtig slem.
Der, hvor Immolation peaker og virkelig skiller sig ud, er, når de balancerer benhård brutalitet med finesse, detaljerigdom og præcision. Desværre er det ikke alle numre på pladen, der kan levere denne balance, og det er en skam. “Bend Towards The Dark” og “Host” er temmelig generiske og virker som numre, Immolation kunne skrive i søvne. “False Ascent” er brutal og headbangindbydende og egentlig et glimrende nummer, men ikke nær så spændende som det, vi finder på pladens første halvdel. Det bliver i dén grad kørt hjem på rutinen, og når pladen i forvejen er en forholdsvis kort sag på 41 minutter, er der ikke plads til den slags. Men så er det heldigt, at titelnummeret er pokkers godt. “Descent” runder pladen af med sine seks minutter af ren infernalsk nydelse. Muligvis pladens bedste nummer og bestemt værd at vente på.
Ikke så meget pjat
Det er næsten 40 år siden, Immolation blev dannet, og selv nu – hele 12 langspillere inde i karrieren – har de endnu ikke udgivet noget, der er tilnærmelsesvis middelmådigt. De er simpelthen for dygtige til at lave noget lort. Descent er endnu en rigtig solid plade, der måske endda placerer sig i den bedste halvdel af bandets diskografi. Ikke alle numre er lige spændende, men de, der kan noget, er virkelig gode. Et must for fans af Immolation, men også fans af genren generelt. Descent lander på otte små kranier.
