Tredje gang er …
Yoth Iria har bestemt fart på. Efter to relativt fine udgivelser har kvintetten nu skrevet kontrakt med Metal Blade. Læser man presseteksten, ja, så er det ikke småting, dette ægteskab vil føre til – og det er måske meget godt, for sidst jeg sad med en Yoth Iria plade, konkluderede jeg, at det var, som om gassen var ved at sive ud af ballonen. Men har de græske krigere genfundet lysten til at slås igen, eller lokker ouzoen på tavernaen mere?
Store drømme er godt, realisme er endnu bedre
Man skal ikke mange sekunder ind, før man kan høre, at Yoth Iria nu har et markant mere professionelt pladeselskab i ryggen. Gone with the Devil lyder kæmpestort, især er der kommet ekstra meget bund og dybde i stortrommerne – det klæder faktisk bandet ret fint, for det matcher deres visioner om at være store og mægtige.
Bortset fra det, ja, så lyder det jo fortsat som så meget andet hellensk black metal. Det er fortsat utrolig nemt at drage paralleller mellem Yoth Iria og Rotting Christ, hvilket jo ikke er sært, når man tænker på, hvem der står bag Yoth Iria. Hvor de to forrige plader lød som henholdsvis Thy Mighty Contract og Non Serviam, ja, så minder Gone with the Devil mere om Triarchy of the Lost Lovers – ergo plagierer Mutilator stadig sig selv. Men bevares, man skal jo også gøre det, man er bedst til.
Det ændrer dog ikke på, at alt det de gør, fortsat er noget, man har hørt mange gange før – så trods de store løfter kører Yoth Iria altså i ring rent kreativt. Når det så er sagt, er Gone with the Devil klart en forbedring i forhold til Blazing Inferno. Den største forbedring er så afgjort, at Rustam 'He' Shakirzianov er mixet betydeligt bedre. Hvor hans vokal på Blazing Inferno lød ganske flad, er der kommet gevaldigt meget mere schwung i den her.
Jeg er tilbøjelig til at mene, at det her er det bedste, Yoth Iria endnu har præsenteret os for. Selvom det hele lyder ganske genkendeligt, så er det klart det album, hvor bandet tør mest. Numrene er markant mere varierede, end de plejer, og de viser os rent faktisk nye sider af sig selv – at det så også helt overordnet slet og ret lyder bedre end noget, de tidligere har udgivet, hjælper også. Der er dog en række numre, jeg snildt kunne have levet uden, deriblandt det håbløst navngivne, ”3am”. Heldigvis er der dog også numre som ”Dare to Rebel”, ”Woven Spells of a Demon” og ”The Blind Eye of Antichrist”, som virkelig viser, at Yoth Iria faktisk kan andet end at prale af egne bedrifter og ambitioner.
Så tæt på, og alligevel så langt fra
Min største anke er dog stadig, at der er for meget snak og for lidt handling. Yoth Irias ambitioner og drømme matcher stadig ikke helt det produkt, de præsenterer lytterne for. De er dog tættere på, end de nogensinde har været før, men vi er ikke helt i mål endnu. Jeg ville også virkelig ønske, at de – som minimum – kunne levere ét, bare ét virkeligt godt nummer, det, som de unge kalder for en ”banger”. Den slags nummer, der overbeviser alle om, at det er derfor, de skal høre Yoth Iria. Sådan et nummer er endnu ikke at finde i bandets diskografi. Desværre. Men som sagt, vi er tættere på end før.
