@Mikkelsen.Photo
@Mikkelsen.Photo · Se flere billeder i galleriet

Green Day

Forum, Frederiksberg C

Officiel vurdering: 8/10

Skøn audiens hos kongerne af punkrock

Endelig!

Som så mange andre koncerter, der løber af stablen for tiden, var tirsdagens koncert med amerikanske Green Day omtrent to år forsinket. Derfor var stemning og forventninger i top, da ikke kun denne anmelder, men også alle de øvrige ca. 10.000 fans søgte mod den gamle arena på Frederiksberg.

En ret så lang kø og en koncertstart, der var tidligere end annonceret, var desværre skyld i, at supportnavnet Meet Me @ The Altar ikke får nogen fyldestgørende anmeldelse her. Men fra køen kunne man høre en alt for højt eksekveret omgang generisk punkrock tilsat ensformige breakdowns samt et tyndt cover af Limp Bizkits “Break Stuff”. Det lød bestemt ikke, som om man var gået glip af noget. Og det virkede absolut heller ikke sådan, da jeg målte stemningen efter ankomst.

Masser af guf til fans i alle aldre

Til tonerne af Queens udødelige “Bohemian Rhapsody” og fællessang hertil var det blevet tid til aftenens hovednavn. Eller det troede vi i hvert fald, men først skulle der lige en fyr i kaninkostume ind at lave ballade på scenen til tonerne af The Ramones’ “Blitzkrieg Bop”. Et temmelig skørt element, men ikke desto mindre med til at sætte endnu mere gang i løjerne. Og løjer skulle det vise sig, vi fik masser af! Et uhyre veloplagt band lagde hårdt ud med “American Idiot”, “Holiday” og “Know Your Enemy”, og hvad frontmand Billie Joe Armstrong måske ikke besidder i højdemål, mestrer han omvendt i performanceevner. Som en blanding af Tigerdyret og Duracell-kaninen stormer han rundt og får alle publikummer med på fællessang og lå-lå-lå i næsten hvert eneste nummer, og det er ganske enkelt umuligt ikke at blive revet med. Dette forekom til tider ret langtrukkent, og det var derfor forløsende, da gruppen efter fem-seks numre begyndte at skrue lidt ned for pjat og gevaldigt op for seriøse klassikere. Numre som “Longview” og “Welcome To Paradise” ville være synd at ødelægge med for meget ligegyldigt ‘singalong’, og det blev da heldigvis heller ikke aktuelt. De blev leveret uhyre dynamisk og fuldstændig, som de skulle, i særdeleshed på grund af særklassen hos ‘The Most Dangerous Drummer In The World’, Tre Cool.

Dookie fra 1994 var gruppens store kommercielle gennembrud, hvorefter næste store succes først kom ti år senere med American Idiot. Det ville derfor være naturligt, at størstedelen af aftenens numre kom fra netop disse to samt nyeste plade, Father of All…, men til glæde for alle os, der også elsker Nimrod, Warning og Insomniac, var der også masser af numre fra disse – og sjovt nok ikke et eneste fra gruppens seneste to plader! Pyt, skidt med det – de er alligevel ikke voldsomt ophidsende og kunne derfor tydeligvis ikke bruges i koncertens hyperenergiske program. Men til stor fryd for undertegnede bød det på den sjældent fremførte “Nice Guys Finish Last” fra kriminelt oversete Nimrod plus en kælen omgang “Careless Whisper” af bandets saxofonist. Begge skønne og uventede overraskelser.

Har vi ikke set det før? Jo, men pyt

Med gas, løjer, fis og ballade og de obligatoriske fans på scenen – hvoriblandt unge Annika fik lov at beholde den guitar, hun skulle spille på – leverede Green Day en fantastisk punkrockfest, omend det meste virkede meget bekendt. Har man set Green Day live inden for de sidste ti-femten år, vil man ikke have været overrasket over aftenens koncert, da den var temmelig meget magen til det, man har set fra dem efter American Idiot, og især deres gimmick med at forære en guitar til en fan er snart ikke en overraskelse mere. Men for pokker, hvor deres show virker!

Tilsat en sjat covernumre af Kiss, The Isley Brothers og Operation Ivy fik publikum alt det, de kom efter, og efter fællessang til tonerne af “Good Riddance (Time of Your Life)” kunne et storsvedende publikum forlade Forum i den behageligt kølige aftenluft. Tak for fed nostalgi og forrygende folkefest. Vi gik hjem med en dejlig fornemmelse i kroppen, der kildede alle de rigtige steder, men også en fornemmelse af, at Green Day skal forny deres show en del i nærmeste fremtid, hvis de ikke skal ende som de førnævnte gamle cirkusheste i Kiss. Og det håber vi sandelig ikke!

 

Sætliste:

  1. American Idiot
  2. Holiday
  3. Know Your Enemy
  4. Pollyanna
  5. Nice Guys Finish Last
  6. Boulevard of Broken Dreams
  7. Longview
  8. Welcome To Paradise
  9. Hitchin’ A Ride
  10. Rock and Roll All Nite (Kiss cover)
  11. Brain Stew
  12. St. Jimmy
  13. When I Come Around
  14. 21 Guns
  15. Minority
  16. Knowledge (Operation Ivy cover)
  17. Basket Case
  18. King For A Day
  19. Shout (The Isley Brothers cover)
  20. Wake Me Up When September Ends
  21. Jesus Of Suburbia
  22. Good Riddance (Time Of Your Life)