Kongerne af punk-rock er tilbage i storform.

Der gror ikke mos…

Det er de færreste bands, der med 37 år og 13 studiealbummer bag sig stadig besidder en så uforlignelig og ungdommelig energi som amerikanske Green Day. Diverse medier har, såvel som dele af fanscenen, i flere omgange meldt bandet pensionsmodent, hvorefter den californiske trio blot har overrasket alt og alle med en sublim plade og en perlerække af fantastiske koncerter.

Efter det helt store kommercielle gennembrud med albummet Dookie i 1994 fulgte en række udgivelser, der, trods fine salgstal, på ingen måde blev lige så succesfulde, og omkring årtusindskiftet havde man dermed glemt alt om Green Day. Det gigantiske comeback blev dog en realitet med storsællerten American Idiot i 2004. Siden da har gruppen været et stort livenavn, men med plader af mildest talt svingende kvalitet. Med fuldkommen rædderlige Father of All Motherfuckers som seneste eksempel, har de fleste nok igen troet, at Green Days bedste udgivelser lå bag dem. Men, som bandet har bevist før, gør man klogt i aldrig at afskrive dem helt.

Green Day som de bør lyde

Saviors er Green Days 14. plade, og lad det være sagt med det samme: Det er uden sammenligning det bedste fra bandet siden American Idiot. Som det var tilfældet for to årtier siden, er hyperaktive Billie Joe Armstrong og hans medsammensvorne, Tré Cool og Mike Dirnt, endnu en gang gået tilbage til udgangspunktet efter at have fjumret rundt med diverse eksperimenter. Både de rent musikalske, men også hvad gælder de mere euforiserende af slagsen. Den rene og klare poppede punk-rock med de stærke riffs, fængende melodier og tydelige budskaber om glæde og næstekærlighed – og en hel del politik og samfundskritik, bevares – er opskriften, Green Day er gået tilbage til. Og endnu en gang virker den.

Åbneren “The American Dream Is Killing Me” og den meget ligefremme og vanvittigt medrivende “Living in the ‘20s” er denne plades suverænt største anti-Trump-baskere. Med vanligt højt drive og knivskarpe tekster fra Armstrong spidder de den nutidige amerikanske kultur og dens politiske tendenser. Den slags er der mange, der gør sig i. Men få gør det så overbevisende som Green Day.

“Bobby Sox” og “Susie Chapstick” er de obligatoriske 50’er- og 60’er-inspirerede skæringer, men igen er det så overbevisende leveret, at man som lytter ser gennem fingre med alle de genkendelige harmonier, man unægteligt altid støder på, når trioen fra San Francisco leverer ørehængere. Det er næsten umuligt ikke at sætte numre som disse på repeat og skrue helt op for bilens sløve anlæg samt rulle vinduerne ned trods vådt og koldt januarvejr i Dannevang. Og så er der skønne “Strange Days Are Here to Stay”. Uden tvivl pladens stærkeste nummer, der på enorm catchy vis indfanger alle de styrker, Green Day har. Den melankolske punk med det klare budskab og den maniske undren over ikke at kunne genkende sit eget land er noget af det bedste, de har skrevet meget længe. Meget få kan som Green Day give tårer i øjenkrogen og et smil på læben i ét og samme nummer.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen, selvom Saviors er en dejlig plade. Powerballaderne “Goodnight Adeline” og “Father to a Son” er ret så flade og temmelig banale. Særligt sidstnævnte er i bedste fald en halvhjertet og lettere intetsigende omskrivning af hittet “When September Ends”, og titelnummeret samt afslutteren “Fancy Sauce” er næsten heller ikke værd at nævne. Ærgerligt med en noget tam afslutning, der desværre trækker helhedsindtrykket lidt ned på en ellers fremragende plade.

Tilbage til en opskrift, der virker

De tre herrer i Green Day er ifølge deres respektive dåbsattester fyldt 51 år, men lyder 14 langspillere inde i karrieren stadig som dengang, de var i 20’erne. Saviors er uden diskussion deres bedste plade siden American Idiot, og tiden vil muligvis også vise, at den kan snige sig ind i den øverste tredjedel af bandets diskografi. Og hvordan kan det så være, fristes man til at spørge? Det mest indlysende svar må være, at de er gået tilbage til det, der altid har virket for dem: producer Rob Cavallo bag pulten og den sangskrivningsproces, der altid er faldet dem naturligt. Ingen mærkelige eksperimenter, ingen skæve forsøg på at ændre image og ingen forcerede ambitioner om at være noget andet, end de altid har været. Så længe Green Day er som Green Day, skal det nok gå, og trods et par svipsere er det præcis det, man får her. Nu kan man kun glæde sig til at opleve dem live igen, og rygterne siger, at de på næstkommende turné vil spille hele Dookie og American Idiot i fuld længde. Læg da lige ruten omkring Danmark, hva’?