Godset i Kolding dannede rammerne for de amerikanske psych/stonerrockere Earthless’ endestation på deres syv stop lange Europaturne. Dem, som kender bandet, vil vide, at ingen af disse syv koncerter sandsynligvis har været ens, da bandet har for vane at improvisere og jamme en hel del over deres numre. Hvordan koncerten denne aften ville lyde, var derfor ikke til at vide, men når det originale materiale er af den høje kvalitet, det er, så kunne man nemt gå hen og glæde sig. Opvarmningen denne aften stod københavnske Bite the Bullet for.
Bite the Bullet
Bite the Bullet beskriver sig selv som en lektion i spilleglæde, fuzzguitar og rendyrket kærlighed til musikken. En beskrivelse, der lover ganske godt for aftenens koncert. Lidt efter ni indtog bandet scenen, og specielt vokalist Thomas Christensen vakte opmærksomhed, da han i bar overkrop og langt, lyst, krøllet hår og jeans nærmest lignede Robert Plant. Der var ingen tvivl om, hvilken æra af rockmusikken, der blev kigget tilbage til hos Bite the Bullet. Bandet lagde bestemt heller ikke dårligt fra land med numre, der på en simpel, men solid bund af tromme og basrytmer virkelig gav plads til, at guitaren kunne trække os tilbage til 70’erne. Kiggede man rundt blandt publikum var der også en del, hvor soundtracket til teenageårene netop var denne type rock. Det kunne ikke have passet meget bedre. Guitarist Paw Eriksen kunne man måske mene var lidt overbebyrdet, da han foruden guitar også skulle håndtere keyboard og maracas. Maracas blev dog hurtigt kylet ad helvede til, og så var det problem ligesom løst. Et par numre inde i koncerten kom der også lidt mere gang i numrene, og allerede i tredje nummer midt under en solo kravlede guitaristen op på en forstærker, hvilket på forunderlig vis gjorde soloen og nummeret endnu federe, og hvad skulle det så ikke ende med, når vi kun var halvvejs i sættet?
Tydeligvis noget ganske ganske andet. For meget sigende blev næste del af koncerten indledt med ordene: ”Vi er Bite the Bullet, og vi smadrer jer, eller det gør vi ikke”. Hvilket han havde så evig ret i, da det var nummeret ”Any Other Way” vi blev introduceret for. Nummeret var totalt blottet for den tidligere retrorock stemning. Det var poppet, elektronisk og et totalt stilskifte, der bestemt ikke var for det bedre. Et stilskifte, der desværre skulle vise sig at dominere den sidste del af koncerten. Bedre blev det ikke, da der blev introduceret en keyboardtechnosolo og helt skidt, ja nærmest pinligt blev det, da der blev forsøgt med fællessang. Det faldt totalt til jorden, da det ikke lige var den type musik, publikum var kommet for at høre denne aften. Efter dette mislykkede forsøg var koncerten da også slut, hvilket nok var det bedste. Hvad der ellers startede ganske lovende og som en perfekt opvarmning til Earthless, endte desværre i noget, der bedst kan beskrives som en middelmådig imitation af Turboweekend tilsat et strejf af fuzzguitar og en lidt for desperat jagt efter dansable popmelodier.
Earthless
Sidst Earthless gæstede landet var tilbage i april 2018 i Pumpehuset, hvilket kun var deres andet besøg siden deres første på Loppen i 2014. Bandet har eksisteret siden 2001 og med deres sjældne besøg var der ekstra god grund til at møde op denne aften. Kvart over ti gik de tre herrer Isaiah Mitchell, Mike Eginton og Mario Rubalcaba på scenen. De gjorde ikke meget væsen af sig og lignede mest af alt tre familiefædre, der skulle til at jamme ude i garagen. Ud af ingenting lagde bandet ud, med hvad der sandsynligvis var ”Uluru Rock”. Det er som oftest dette nummer, de starter en koncert med, men på grund af deres forkærlighed for improvisation er det kun kendere, der vil vide, om det reelt var dette nummer. Publikum var dog bedøvende ligeglade med, hvilket nummer det var. De var kommet for at høre Earthless, og der gik ikke mange sekunder, før gulvet foran scenen var fyldt. Bandet havde fra første sekund et solidt greb om publikum. Dette skyldtes i særhed Isaiah Mitchells guitarhåndværk, der var intet mindre end beundringsværdigt. Som var han besat af Jimi Hendrix, fremviste han noget af det mest eminente guitarspil, jeg har set til dato. Der var ikke det riff, den tone eller lyd, som den mand ikke kunne skabe, og det sad alt sammen lige i skabet og flød perfekt ind over Mario Rubalcabas trommespil og Mike Egintons lækre basgang. Når de tre medlemmer så ikke engang lignede nogen, der anstrengte sig, men ganske enkelt bare nød det, de spillede, så kunne jeg ikke andet end at blive ovenud imponeret.
Efter cirka en halv times opvisning i, hvordan man tryllebinder et publikum uden at sige et eneste ord, fik vi titelnummeret fra deres seneste plade Black Heaven. Det skal lige siges, at ”Uluru Rock” normalt varer et kvarter, så der var tilføjet omkring et kvarters improvisation. ”Black Heaven” fortsatte den totalt overlegne stil, dog dykkede niveauet en anelse, da Mitchell både skulle spille på guitar og synge (der er en joke om mænd og multitasking gemt her). Men det dyk svarede dog kun lidt til at vinde de 570 millioner i Eurojackpot og så skulle betale 2500 tilbage i skat. Man kunne fornemme det i niveauet, men det var så lidt, at det ikke varr værd at nævne. Det samme gjorde sig gældende, da vi ramte ”Electric Flame”; det måtte gerne have været fuldstændig instrumentalt, men når niveauet var så tårnhøjt, kunne ingen tillade sig at klage. Da slet ikke når man lige troede, at man var kommet sig over beundringen, men så igen tabte kæben, da hvad jeg formodede var ”Gifted by the Wind” gik i gang. De psykedeliske toner strakte sine fangarme endnu en gang for at trække os længere og længere ind i Earthless syrede univers. Kosmos blev vendt på vrangen af de utallige ormehulsriffs, der startede et sted og efter utallige kringlede improviserede riffs landede et andet sted, man ikke engang vidste fandtes. Alt sammen bygget på et fundament der er så bundsolidt, at ikke engang et sort hul ville kunne knuse det. Mitchells guitar var selvfølgelig den mest fremtrædende i lydbilledet, men der ville have været en verden til forskel, hvis det ikke var for de to andre. Egintons basgange var mindst lige så legesyge som Mitchells guitar, men sørgede hele tiden for at lægge en bund, der kunne holdes fast i. Alt imens Rubalcaba udnyttede enhver millimeter af sit trommesæt. Hvad der mest af alt så ud som tilfældigheder, gav en utrolig dynamik i showet, hvor alle medlemmer strålede om kap med hinanden. Afslutningsvis fik vi Led Zeppelins ”Communication Breakdown” - selvfølgelig ikke bare i standardudgaven, det havde været for nemt. Der blev ikke improviseret så meget over nummeret som ved de andre, men Earthless forsøgte nok at være bare en anelse tro mod originalen. Efter halvanden time i Earthless syrede univers var det slut, men der var nok ingen, der havde klaget, hvis de havde fortsat yderligere fem kvarter. Men ligegyldigt hvor godt noget er, må det have en ende. Men en regnorm, den har to.
Trods en noget ujævn start på aftenen var der ingen slinger i valsen at spore hos Earthless. Alt gik lige som det skulle, og bandet leverede muligvis en af de bedste koncerter på dansk jord i 2019. Der var langt fra fyldt op på Godset, men at tro dette, ville også have været utopi. Earthless er, trods deres latterligt høje niveau og evner hvis lige nærmest ikke findes, stadig et undergrundsband, og det vil de nok blive ved med noget tid endnu. Det er heller ikke så skidt, for så er der altid mulighed for at nyde en god omgang psykedelisk rock fra første parket.