Der gror ikke mos på en rullesten
Nu også med sang
Earthless blev dannet i 2001 i San Diego og har siden debuten, Sonic Prayer, fra 2005 spillet instrumentale semi-improviserede psych rock-numre med rødder i den klassiske rock. Nu, på deres femte langspiller, smider guitaristen, Isaiah Mitchell, vokal på nogle af numrene, og det er en rigtig fed forbedring! Black Heaven er nemlig en fornøjelse at lytte til for alle os, der elsker gammel vin på gamle flasker.
Rock der rykker
Det er ikke mange sekunder, man skal lytte til åbningsnummeret, “Gifted By the Wind”, før man begynder at nikke med på rytmen. Den Jimi Hendrix’ske wah-pedal, der indledningsvis viser, hvor skabet skal stå, fører nænsomt lytteren over i et riff, der minder lidt om Ram Jam-klassikeren “Black Betty” og så er vi ellers i gang med en god omgang superfed og velskrevet rock, der gynger og rykker, lige som den skal.
For også at være tro mod sin fortid er to af numrene, det korte “Volt Rush” samt det otte minutter lange titelnummer, instrumentale. Det giver en fed variation på pladen, og får tilmed gamle fans til stadig at føle sig hjemme i Earthless-universet.
Inspirationen fra legender som førnævnte Hendrix, men også Cream og Led Zeppelin, er ikke til at tage fejl af. På en absurd lækker bund fra trommeslager Mario Rubalcaba og bassist Mike Eginton får Isaiah Mitchell oceaner af plads til at udfolde sin i øvrigt ret lækre vokal, men så sandelig også sine delikate, groovy riffs, der efterlader lytterens ansigt i fine, frydefulde folder. Her er absolut intet nyt under solen sammenlignet med bandets forbilleder, men hold da helt fast hvor det virker. Læg hertil at produktionen også er, lige som den skal være: helt knastør og uperfekt på den helt perfekte måde.
Medrivende og vellydende
Earthless, der nu er signet på Nuclear Blast sammen med genre-frænderne i blandt andre Graveyard og Blues Pills, har ofte fået psych rock-mærkatet klistret på sig. Dertil vil jeg dog skynde mig at tilføje, at der er mindst lige så meget stoner- og klassisk rock på paletten, og nyder man disse genrer, bør man ikke snyde sig selv for Black Heaven.
Skiven rummer desværre kun seks numre og er allerede overstået efter en spilletid på 40 minutter. Det er beklageligt, men når kvaliteten er, som den er, gør det ikke så meget. Musikken er uhyre vellydende og medrivende, og er det absolut lettest tilgængelige materiale, Earthless har udgivet.
Bandet kan i øvrigt opleves i Pumpehuset i København, torsdag d. 12. april – der er mødepligt for alle fans af klassisk guitarrock!