Apathist. Foto: Lasse Lindhartdt Jacobsen
Breakdowns født af lockdown
Det var meget forskelligt, hvad folk fik tiden til at gå med under coronatidens lockdown i 2020: Nogle begyndte at hækle, andre bagte surdejsbrød, og så var der en flok unge gutter fra Aarhus, der besluttede sig for at gå i studiet. Det band var Apathist, der trods medlemmernes ungdommelige udseende spillede thrash som et 80’erband med gråsprængt hår og hold i nakken. Kært band har mange navne, for vi har kastet en del forskellige genreprædikater efter deres EP, Tabula Rasa, P, og debutalbum, Bred in Captivity: Rock, heavy og prog. Selv kalder de sig thrash, og i aften var det også præcis det, de leverede - dog tilsat et skvæt melodisk metal. Men kan ungdommen nu til dags stadig spille thrash, der er lige så farligt, som da det lød fra teenageværelsernes D&D-sessioner i 80’erne? Det måtte komme an på en prøve!
Apathist
En hest kan godt blive for høj
“I skal med mig hjem, jeg putter jer i tasken!” proklamerede en ældre herre i 70-80’erne, der havde sin helt egen fest og satte resten af publikum til skamme. Han sendte bandet mange rosende ord undervejs og koreograferede sin helt egen pendant til two-step. Apathists reaktion svarede dog til deres navn: De var komplet apatiske og virkede generelt, som om den energiske fan i højere grad var en gene end en gevinst. Det er ærgerligt, for det er netop fans som ham, der har fulgt genren fra dens vugge og støttet den gennem generationer. Den slags dedikation fortjener en respekt, som bandet nægtede at give. Selvhøjtideligheden stod malet i ansigtet på forsanger Lauritz Pedersen, og selvom man ikke skal håndhæve jantelovens nakkeknækkende domshammer, så var hans stemme ikke stor nok til at bære den tårnhøje hest, han havde sat sig op på. Mens Pedersens melodiske skønsang var aldeles velklingende, manglede growlsene bundklang og dybde. Generelt var bandet bedst, når de blandede thrashen med melodiske, proggede passager, der brød overfladen som sten, der smuttede over det ellers lidt monotone lydbilledes musikalske pøl af pølletrommer og spredte ringe af velklingende riffs over vandspejlet. Guitaristerne Jonas Mattrup og Daniel Jonassen leverede upåklageligt klassiske riffs. De spillede sig særligt varme under sidste del af showet, hvor der landede flere soloer, som sad lige i skabet og højnede koncertens samlede kvalitet. Der var ej heller noget at udsætte på bassist Jonas Sartous bundklang. Dog måtte den gerne have optrådt mere prominent i lydbilledet, da den ofte druknede i det soniske virvar fra trommeslager Frederik Weiles bækkenhamrende tonsning af trommesættet. Muligvis skyldtes den noget mudrede lyd tekniske udfordringer, som var ude af Apathists hænder, men i alle fald påvirkede det den samlede koncertoplevelse negativt.
Mentalt hentehår
Kan man være både apatisk og følsom? De to sindstilstande fremstår som diametrale modsætninger, men ikke desto mindre forsøgte Apathist begge dele. Bandet lagde undervejs i koncerten an til at ville spille på følelsernes hjertestrenge med flere proggede thrashballader, men de manglede indlevelse og autenticitet. Apathist kom således langt, men ikke helt ud over scenen, fordi de glemte deres publikum. Når man står foran en så energisk fan, der roser en til skyerne og egenhændigt forsøger at hive det ellers højst apatiske publikums spredte grupperinger med i pitten, kunne man i det mindste sende et lille anerkendende nik i hans retning. Dog må man give de unge gutter, at de forstod at finde deres indre gamle mand med hentehår frem af gemmerne og levere klassisk thrash, fra da far var knægt. Det er forfriskende med de melodiske og proggede elementer som citronsaft i den ellers klassiske kødsovs, og hvis bandet fremover skeler mere i den retning, er der fin grobund for forbedring. Eller også kunne det være, at de skulle forsøge at hækle eller starte en surdej.