Fri os fra ligegyldigheden!

Apati er betegnelsen for en tilstand af ligegyldighed, hvor den pågældende person er ligeglad og uden lyst til at foretage sig noget, om det så er socialt, følelsesmæssigt eller fysisk. Dermed har en apatisk person manglende motivation og målrettethed, hvilket fører til yderligere forfald i individets liv. I stedet for at tie disse samfundsmæssige og emotionelle dilemmaer ihjel påtaler og bearbejder den aarhusianske progrockkvintet Apathist dem på deres debutplade, Bred In Captivity, der indeholder 11 sange og har en spillelængde på knap 45 minutter.   

Sådan finder du styrke i apatien

Rent stilistisk bevæger Bred In Captivity sig inden for samme melodiske, proggede rockområde som EP’en Tabula Rasa, der udkom i 2022. På den nye plade er der dog mere målrettethed at spore – hvis man altså ser bort fra den halvandet minut lange syver, “Numbness”, der med sit lave tempo og sin nedtonethed stikker i en helt anden retning end de øvrige sange, der auditivt passer godt sammen. Sidstnævnte hører vi allerede på pladens første regulære sang, “Apathy”, hvor bandet beskriver en følelse af usikkerhed og tvivl, som mange af os kender alt for godt. Alt dette er dog finurligt indpakket i en velafstemt ørehænger, der indledes af harmonisk guitararbejde fra Daniel Jonassen og Jonas Mattrup, som underbygger melodien båret af Lauritz Pedersens letdansende vokal for så at blive brudt op af et energimættet mellemstykke, der intensiveres af Pedersens gutturale growls. Også på pladens fjerde track, “Break These Chains”, formår Apathist at kombinere en lyttevenlig melodi og et huskværdigt omkvæd med musikalsk interessante og nytænkende passager. På denne sang er det særligt samspillet mellem rytmesektionen, med Jonas Sartou og Frederik Weile på henholdsvis bas og trommer, og guitaren, der tilsammen skaber et tungt og nærmest doomet udtryk, der står i skærende kontrast til omkvædets energiske og nærmest opløftende melodi. Efterfølgende sang, “End And Begin", er med sin meget skrabede intro, hvor man kun kan høre vokalen og de mange gentagelser, imidlertid en af pladens svagere sange. Afgørende for denne anmelder er især den tykke danske accent, der bliver tydelig på grund af instrumenternes udeblivelse. Det er dog en mindre anke, for nummer ni, “We Are The Warriors”, er også særdeles vellykket, hvor det endnu en gang specielt er omkvædet, bandet brillerer på. Men hele sangen emmer af energi og dybde, så man ikke kan undgå at synge med senest ved anden gennemlytning. Alt i alt har Apathist fået sat nogle virkelig flotte sange sammen, men – for der er et lille men – produktionen er meget clean og kan for nogle måske blive lidt kedelig i længden.

Ikke så ligegyldigt endda

Samlet set er Bred In Captivity et rigtig vellykket debutalbum, hvis produktion er helt i top. Sangene har syng-med-kvalitet og bliver ikke kedelige – selv efter flere gennemlytninger i streg. Det lyriske univers kan nok ikke begejstre alle, men det er helt klart et album, der fortjener et lyt.