Progressiv rock med stoner-agtig meditation, så er jeg med!

Elder er lidt svær at proppe i en genremæssig kasse. Hen over de tyve år, de har eksisteret, har deres lyd udviklet sig meget fra den selvbetitlede debuts blanding af stoner, sludge og lidt psych-rock. Deres lyd er blidnet med årene og blevet mere eksperimentel samtidig. Kernen af meditative rytmer og lange jam-sektioner har dog altid været et af de centrale elementer. Sidste plade, 2022’s Innate Passage, var et af deres blideste til dato. Med sin vekslen mellem groovy tung og opløftende smuk, der var bøjet langt mere i retningen af skønheden end udyret. I 2026 udgiver de nu deres syvende plade, Through Zero, og forventningerne er sat højt med singlerne, der peger på en endnu blidere og langt mere progressiv rytmisk og kompositorisk kant, end vi endnu har hørt fra dem.

Gennem nul og helt op til skyerne…

Allerede fra første sang af Through Zero er det tydeligt at mærke, at dette er Elders mest kompositionelt ambitiøse plade indtil videre. På ”Sigil to Ruin” bliver let ambience med en truende kant overdøvet af en bastone, der langsomt bliver tilføjet flere melodiske lag henover. Dette før alt dør hen igen og efterlader et smukt og nedtonet groove-baseret vers, der skifter mellem 6/8 og 9/8. Resten af sangen bliver der tilføjet en takt her og der og trukket fra andre steder, imens andre sektioner bygges op som polymetriske lagkager med forskellige modstridende rytmer. Det vigtige er dog, at det aldrig bliver til kaos, der er altid en retning, et mål i sigte og, vigtigst, en følelse af intention bag musikken. Man får faktisk lidt lyst til at danse, trods de rytmiske tricks.

Det lader også til at have været intentionen for Elder, når ”Capture/Release” starter med, hvad man kunne kalde for en utrolig lavmeldt klub-synthesizer. I tredje sektion veksles der mellem nogle episke pulsbevarende taktusmodulationer, hvor tempoet forbliver det samme, men den følte rytmik ændrer sig. Der er dog intet udyr på denne plade, selv når der trædes på distortionpedalen, er det melodiske og harmoniske udtryk næsten altid smukt, og ikke mindst håbefuldt. Keyboard og guitar-soloer flyder ind og ud af hinanden med fuldstændig opløftende melodier, og forsanger Nick Disalvo lyder, som om han tager det helt stille og roligt. Mit favoritpunkt på pladen er dog hovedriffet på titelnummeret ”Through Zero”, der i en smuk og næsten poppet dur føles som en kæmpe vægt, der bliver løftet fra ens skuldre. De første tre numre på pladen skelner smukt imellem en lys fremmedhed og en varm familiærhed, der føles som en lang vandretur hjemmefra og ud at se noget nyt.

Men pladens magi varer ikke evigt. Under det hele er Disalvos vokalmelodier, i modsætning til de andre melodiske elementer, lige lovligt statiske og mangelfulde i følelsesafdelingen, og man savner noget kant. Halvvejs igennem pladen, på ”Strata” og ”Sight Unseen”, begynder de lavmeldte jam-sektioner også at blive for langtrukne, og ens tanker begynder at vandre i søgen på noget mere stimulerende. ”Sight Unseen” tager sig også alt for god tid til at gå rigtigt i gang, og man når at undre sig, om nummeret nogensinde gør. Sidste nummer, ”Blighted Age”, er det svageste på pladen og afslutter Through Zero på en lidt skuffende maner. Det er ikke som sådan, fordi det akustiske riff, som sangen er bygget op omkring, fejler noget, men behøvede det virkelig at optage fem af de næsten seks minutter, som sangen varer? Sangen bliver kedelig i længden, og som afslutningsnummer besudler det derfor lidt helhedsoplevelsen.

… og desværre tilbage igen

Through Zero starter på en dybt imponerende måde med rytmisk magi, der giver en lyst til at danse. Brugen af alternativ harmoni kombineret med dette giver en spacy og fremmed fornemmelse, der alligevel er voldsomt inviterende. Desværre, desto tættere man når vejs ende med pladen, desto mere finder man sig selv distraheret af diverse tilbagevendende svagheder, og man bliver mindre og mindre engageret i oplevelsen. Der er stadig fede øjeblikke at hente, men givet hvor stærkt Through Zero startede, så bliver man lidt skuffet, når Elder ikke kan holde niveauet. Dette især med ”Blighted Age”, der nager som en irriterende skimmelsvamp på helhedsoplevelsen til sidst. Som Elders blideste plade, og som en af deres mest kompositionelt ambitiøse, er der dog stadig masser af skønhed og magi at hente, det er blot en skam, at det skulle besmittes af et par fejltrin.