Interview med Lightchapter
Lightchapter
Aarhusianske Lightchapter debuterede fredag den 15. oktober med den spændende ep 'It All Ends Tonight'. Læs med her, hvor bandet blandt andet fortæller om pladens tilblivelse, titlens betydning – og hvordan de blev booket til årets Aalborg Metal Festival, inden de overhovedet havde udgivet deres ep.
Der sidder måske et par stykker derude, som endnu ikke kender Lightchapter. Vil I kort præsentere jer selv og måske også fortælle, hvordan bandet opstod?
Bandet startede vel op for et par år siden, men der gik en rum tid, før vi var fuldtallige. Mikkel spiller guitar og growler, Kalle høvler bas, Anders spiller guitar, og Tobias straffer tønder. Vi startede egentlig fra et fuldstændig blankt stykke papir. Derfor har det også taget en del eksperimenteren, før vi faktisk fandt ud af, hvad vi ville sammen. Vi elsker alle et godt gedigent breakdown og et omkvæd, der kilder lidt de rigtige steder. Men det kan hurtigt blive lidt forudsigeligt og kedeligt. Ærligt opfinder vi ikke noget nyt. Vi kombinerer måske elementer på tværs af subgenrer. Man kunne også sige, at vi ikke lader os begrænse af en stil, men helt ærligt, det er fanme også noget pis at fyre af. Vi spiller den slags metal, vi elsker, og det håber vi, andre også vil!
Fredag den 15. oktober debuterede I med ep’en It All Ends Tonight. Kan I sætte et par ord på den plade – er der et særligt tema, en bestemt stemning eller noget tredje, I bevidst har forsøgt at skabe?
Omkvædet i sangen ”It All Ends Tonight” skrev Mikkel faktisk for mere end 10 år siden. Da vi startede med skriveprocessen i Lightchapter, poppede det omkvæd lige pludselig op igen. Titlen har Mikkel altid været lidt vild med, da den er ret mørk og dystopisk, men der er lidt mere bag det. Resten af teksten blev skrevet i samme ånd, som den oprindelig var tænkt. Den omhandler et lidt klassisk emne, nemlig det med at bryde med fortidens dårlige vaner. Det kunne være et forhold, eller det kunne være misbrug. Det er op til lytterne selv at vurdere, hvor den kan give mening. Det skal lige understreges, at den ikke handler om selvmordstanker, og det er ikke en opfordring til at gøre en ende på det i aften.
Det skal ses som et positivt budskab: at erkende sine fejl og genvinde kræfter til at tage det endelige opgør med forhindringerne i livet og komme videre. Lidt det samme, som vi har tænkt med vores bandnavn: et nyt og positivt kapitel i vores musikalske liv.
Ep’en er en kulmination på, hvilken retning vi gerne vil med vores musik. Det er jo den spæde start, og jeg tror, vi kommer til at skrue op for en række elementer på den næste ep. Vi er nok typerne, der hele tiden kommer til at lægge til på vores stil. Det er dejligt at lytte til et band, hvor man ved, hvad der kommer, men det kan også gå hen at blive forudsigeligt og kedeligt. Så det er vel vores største frygt: at vi ikke udvikler os. Men det skal helst ikke tage overhånd. Og dog? En gang hollandsk tramper-trance har vel ikke skadet nogen!
Apropos originalitet: Karakteristisk for jeres musik er, at I indarbejder elektroniske effekter. Hvad kan det elektroniske sammen med metallen, synes I?
Vi er jo alle børn fra 80’erne og er vokset op med den elektroniske bølge gennem 80’erne og 90’erne. Det har nok sat et ufravigeligt og ubevidst aftryk på os alle. Så vi slipper vel nok bare den indre Blade Runner løs og skaber et skønt mix af tungt hegn, et catchy omkvæd og masser af oversized skulderpudefyldte habitjakker. Vi er vilde med den ekstra dimension, det elektroniske giver. Det er nyt for os, og vi eksperimenterer stadig meget med det femte element i vores musik.
I indspillede It All Ends Tonight i september sidste år sammen med Tue Madsen i Antfarm Studio. Hvordan gik den proces?
Vi kender alle Tue fra tidligere, og jeg, Toby, har indspillet den sidste The Burning-plade i den gamle notoriske pool, hvor Tue tidligere havde studie i Åbyhøj. Den flotte mand er nu rejst til Djursland og har fået verdens største have. Den er virkelig gigantisk! Tue har for os den perfekte blanding af det, vi forbinder med en god metallyd, hvor man stadig kan høre, det er mennesker, der spiller, og ikke en milliard drum replacements. Kunsten er, at metal skal være stramt og lettere mekanisk, men stadig levende og dynamisk i lyden. Det synes vi, Tue fanger på It All Ends Tonight.
Hvad synes I, er lykkedes allerbedst på ep’en?
At lyden er så levende og in your face. Tue har skruet forbavsende lidt på knapperne. Det synes vi, er ret vildt. Og så var det naturligvis en fantastisk følelse at få det, man har høvlet i øveren i så lang tid, på noget fedt bånd! Pludselig fandt vi jo ud af, hvad Kalle faktisk spillede på bassen, he he. Det var egentlig rart nok. Derudover var vi nervøse for, om numrene var for forskellige, men det hele faldt bare på plads ude ved Tue. Vi er virkelig tilfredse med den røde tråd gennem de fire sange.
Er der nogen bands eller artister, I har været særlig inspireret af?
Nej, ikke decideret. Vi lytter til meget forskellig musik alle sammen. Og så er det nok også ret periodisk, altså at en tripper over en eller anden plade, og det tager man så med sig i sangskrivningen.
I har fortid i blandt andet The Burning, Diamond Drive, The Hive Mind og The Silent Low. Hvordan har I kunnet trække på nogle af de erfaringer?
Vi er jo ikke belastede af ungdoms sløvsind eller kådhed. Det er jo godt og skidt. Men vi omfavner roen og at vi ved, hvad vi vil, og hvad vi kan. Det handler jo om at spille på de forcer, man har, i stedet for at forsøge at kopiere noget, der bare ikke ligger naturligt til en. Jeg tror sgu aldrig, jeg kommer over 150 BPM på dobbeltpedalen, og det er sgu ok. Så en begrænsning kan faktisk være med til at skærpe kreativiteten. Det bilder vi os i hvert fald ind.
I blev for nylig annonceret til dette års Aalborg Metal Festival – og det er ovenikøbet jeres debutkoncert. Hvordan kom den aftale i stand?
Vi havde lagt billet ind, og så kom der et afbud. Så det var bare optur, og vi er superbeærede over at blive valgt til, for der er bare rigtig mange om buddet her post-covid-19.
Kan vi forvente flere koncerter med Lightchapter i den nærmeste fremtid?
Det kan man. Vi er i gang med at planlægge noget med vores venner i SLET DET. De er lige så gamle og slatne som os, så det er helt perfekt. Men det bliver lidt mere en punket, smadret tour, hvor vi går efter de helt små steder. Vi er et nyt navn, og vi er faktisk ultraydmyge. Så vi glæder os bare til at komme derud og se folk i øjnene og smadre det hele!
Og så det store spørgsmål: Hvor er Lightchapter om fem år?
Vi har købt royalties på alle HateSpheres plader og indspiller en liveplade på Wacken!
Det, øh, ser vi frem til! Mange tak for jeres tid og jeres svar.