Killing

På vej mod Paletten stoppede en pamfletfamlende frikirkemissionær mig på gaden. Den dåb, de ville tvætte mit sortkultilsværtede hjerte med, så nok lidt anderledes ud end på bagtæppet til Killing. En folkekirkepræst stod klar til at øksemyrde en grædende baby, hvilket i alle fald ikke er en hensigtsmæssig måde at få dåbsprocenten op på. Hvis man ikke havde gættet det ud fra bagtæppet, var Killing klar til at åbne ballet med killer fucking thrash. Det var de da også særdeles leveringsdygtige på, og inspirationen fra klassiske thrashmastodonter som Kreator og Exodus stod tydeligt frem. Guitaren fræsede derudad i overhalingsbanen, og for en gangs skyld manglede der ingenlunde nogen basbund i thrashens skramlede lydbillede. Forsanger Rasmus Soelberg bad på et tidspunkt lydteknikerne om mere guitar og mindre vokal. Det gav dog ikke så meget mening, for hans vokal måtte gerne have stået stærkere. Den var klassisk thrash-fladtromlet, og selvom man kunne se, at han skreg af karsken bælg med åben mund og polypper, så kunne man ikke altid høre de høje toner forrest ved scenen, omend de gik bedre igennem længere bagude. “Snake Church” var et af højdepunkterne, og jeg er helt enig i Soelbergs kommentarer om, at der burde være flere slanger i kirken. 

Den døde baby tabte lidt sutten mod koncertens afslutning. Killing samlede dog sutten op, tørrede snavset af og proppede den tilbage i barnekæften på “Don’T Get Mad, Get Evil”, idet de genvandt en del af energien. Slutteligt er spørgsmålet så: Did Killing kill it? Og ja, det gjorde de da, omend med enkelte skønhedsfejl. 

Sætliste:

1. KILL EVERYONE
2. RAISE YOUR ANGER
3. MARCH OF REAPERS
4. LEGION OF HATE
5. KATTEGAT 
6. NIGHT TERROR
7. DON’T GET MAD - GET
8. SEWER PEOPLE

6/10

Smertegrænsens Toldere

Publikum fik indstuderet tungebrækkeren “Vi bor ikke i Viborg, vi bor i Aarhus”, for den kørte ubønhørligt i loop, inden Smertegrænsens Toldere mageligt luskede på scenen. Mens ordspillet flækkede tungerne, var det nu tid til at kvase kranierne med tonstung, derudadtonsende hardcore. Og hvis musikken ikke var hård nok til at knuse hovedskallen, så skulle forsanger Mads Stobberup da nok være mand for det. Det oplevede jeg på første hånd, da han greb fat i mit hoved fra scenen – det har jeg sgu ikke prøvet før. Det er publikumkontakt af tredje grad, og bandet havde et lige så solidt greb om resten af publikum, da de fik svinget moshpitten i omdrejninger. Sætlistens lange dosmerseddel var håndskrevet på bagsiden af en kvittering, og det er et meget rammende billede på koncertens punkede DIY-præg. Det er utroligt, at så relativt monotont et musikalsk udtryk kunne fastholde min koncentration koncerten igennem. Smertegrænsens Toldere er musik af ADHD-børn for ADHD-børn, og jeg var således godt underholdt. Alle i bandet fremstod i forskellige stadier af utilpassethed, og Stobberups øjne var nær poppet ud, mens guitarist Jacob Bredahl lyste af en spilleglæde, som også kunne høres i hans strengeleg. Trommeslager Frederik Nybo Veile eksekverede fint de mange til tider minimalistiske temposkift. Efter koncerten satte mine sidemakkere sig udmattet på hug og udbrød forpustet: ‘Vi er blevet for gamle til det her!’ Det var hæsblæsende, og selvom Smertegrænsens Toldere er vant til en mindre scene, så udfyldte de Paletten fuldkommen.

9/10

Blodmåne

Alle i Blodmåne tiggede om trigger under lydprøven. Det fik de også, og der sænkede sig en næsten andægtig stemning over salen, da de røde spots’ søsterplaneter begyndte at cirkle om bagtæppets blodmåne. Alle i bandet besidder et ufatteligt stort talent, særligt i betragtning af de fleste medlemmers unge alder. Trommeslager Anton Hansen spillede, til stikkerne knækkede, mens guitarerne spillede særdeles upåklageligt. Især bandets debut, “Collide”, var et af aftenens højdepunkter. De balancerede generelt fint mellem de melodiske stykkers sorte fløjl og metallens iturevne, kradsende hørklæde. Sammenvævet skabte de to musikalske tekstiler en smuk gobelin. Jeg talte med kammeraten til Elias Nybros far i baren, der lyste af ren stolthed over sin vens søn. Og hvor er den stolthed dog berettiget. Nybro fik da også flere rosende ord til sin vokal med efter koncerten, hvortil han svarede: ‘Ja, men der er ikke så meget af den tilbage’. Ved nærmere eftertanke kunne jeg godt høre, at der var mere brøl i ham, da jeg hørte dem på Rust. Så pas nu på stemmen, og lad være med at gå fra Blodmåne til Fuldmåne efter for mange øl, for vi er mange blandt publikum, der holder håbet højt for jeres fremtid.

Sætliste:

1. ETHEREAL
2. OBLIVION 
3. OBEY
4. COLLIDE
5. UENDELIGT
6. LUCTUS

8/10

Danefae

Der var en vis diskussion om Danefaes bandnavn bag mig inden koncerten. En blandt publikum spurgte, om der var tale om en dansk fe, hvortil hans makker bedrevidende forklarede: ‘Nej, sådan staves fe ikke. Det her betyder et dansk fæ…’ Verden må være et spændende sted, når man bare finder på fakta. I alle fald var der ingen fæ, der trådte frem på scenen. Forsanger Anne Olsen var nærværende, smilende og tog fint kontakt til publikum; heriblandt sin bror, der stod forrest på barrikaderne og heppede. Det var ægte søskendekærlighed, som særligt blev tydelig under “P.S. Far er død”, som Olsen afsluttede med en krammer til sin bror. Det var smukt, nært og ærligt. Sangen ramte durk i hjertekulen. Sandt at sige måtte jeg undervejs synke en klump, for at stenansigtsfacaden ikke skulle krakelere. Omend det melodiske fylder mere end metallen, rammer det alligevel en nerve. Man kan klart høre, at Danefae kommer mere eller mindre direkte fra konservatoriet, og særligt alten sang smukkere end svalerne. Det er igen noget diametralt anderledes end resten af det metalprægede program. Jeg er dog så småt ved at få øjnene op for, hvordan deres prog-inspirerede melodier kan indlejre sig blandt de noget tungere artister. Mens de stadig mangler at overvinde mine ører, har bandet mit hjerte i et jerngreb. Vi sluttede af med “Sang om håb”, som Danefae lige fik fire minutter mere til at lire af. Det var igen en sirlig kraftpræstation, der forenede sårbarhed og styrke. Hvem ved, hvilke danefæer Danefae fremover kan grave op af mulden – måske venter der nogle gyldne horn i fremtiden?

7/10

Lamentari

Et tungt scenetæppe blev trukket for, inden et endnu tungere lydtæppe udfoldede sig over salen. Duften (eller dunsten, alt efter hvem man spørger) af røgelse hang i luften, og scenen var således sat for Lamentaris totalteater. Den musikalske changeren mellem de klassiske symfoniers lysglimt og den mørke metal blandede Verdi med black i en rasende dies irae. Måske iblandet et skvæt svenskerprog fra Opeths Watershed-tid. Det var teatralsk, ja, men selv med det et indstuderede indslag af en rituel afmaskering besad musikken en ægte ærlighed. Forsanger Daniel Lønberg skuffer aldrig med sin vokal, og hans indlevelse i musikken trak i hjertestrengene, mens Emil Holst Partsch rev i guitarstrengene. Det resulterede i en henført elegi. Desværre haltede vokalen igen forrest, men var markant bedre længere tilbage. Publikumskontakten var rå og nærværende, da Lønberg blev båret brølende gennem salens første rækker. Lønberg greb masserne og blev ligeledes selv grebet af dem, både figurativt og bogstaveligt talt. Lyden var til tider en anelse mudret, og guitaren kunne have stået klarere frem, men ellers lå koncertens tæppefald i de helt rigtige folder.

8/10

Illdisposed

Man går aldrig galt i byen med Illdisposed. Det var den generelle konsensus blandt festivalfolket, og enkelte hældede endda til at kalde deres sceneoptræden for ‘indstuderet’, selvom de forsøgte at værge sig mod at anvende netop det ord. Efter min første oplevelse af bandets liveoptræden denne aften hælder jeg dog til at give dem ret. Alt spillede: Guitarerne var i sync, trommen spillede strammere end støttestrømper, og vokalen ramte alle de rigtige toner. Særligt guitarist Jakob Battens ekvilibristiske strengeleg  med en fik fingerspidserne til at slå gnister. Selvom hele bandet spillede upåklageligt, befandt han sig alligevel på et helt særligt niveau. Spørgsmålet til oplevelsen af bandet som en samlet enhed er dog: Kan noget blive for perfekt? Kan man klandre nogen for at kunne sit kram i en sådan grad, at man næsten ikke behøver at øve? På den ene side: Nej, for der var ikke en eneste fedtfinger at sætte på bandets blankpolerede lydbillede. På den anden side: Ja, for der manglede en vis følelse af ægte, råt kaos og en løssluppenhed, som nok forstørrer fejlmarginen, men som samtidig gør oplevelsen mere levende. Jeg savnede dette kreative kaos i aften. Koncertens højdepunkt var den lille pige med det limegrønne høreværn, som fik sig en oplevelse for livet. Illdisposed er et særdeles habilt band, men de kunne trænge til at slå gækken løs og gøre noget nyt.

Sætliste:

1. I Believe In Me
2. I Walk Among The Living
3. With Hate
4. Weak Is Your God
5. Time To Dominate
6. Psychic Cyclus
7. Dark
8. Throw Your Bolts
9. Sense The Darkness
10. Let Go -> The Tension
11. Submit
12. Purity Of Sadness

7/10

Red Warszawa

Har du lyst til porresuppe? Det er bare ærgerligt, for mængden af porrer denne aften kunne tælles på mindre end en hånd. Ja, faktisk var nogle af de postulerede porrer, som folk postede mod scenen, nok i virkeligheden forårsløg. Forsanger Tobias Nørholm klagede gentagne gange over størrelsen på de slatne løg. På en måde var de komisk små ‘porrer’ en meget fin allegori for Red Warszawas optræden denne aften. En krøbet, forkrøblet efterligning af forgangne tiders storhed, der nok lignede og lugtede som Red Warszawa, men alligevel ikke helt var det samme. Nok solgte de drømmen om genforeningen af den oprindelige specialklasse, nu endda med den gamle bassist Henrik Holmstrøm tilbage på pinden, men det var til underpris. Man kunne ligeledes mærke det på publikum, hvoraf mange var tørnet hjem. Nok gav enkelte den gas med både rigtige porrer og polstrede attrapper, men de havde ikke drukket øl nok til at fylde hele salen med gas. Egentlig gør Nørholm det godt på pinden i lækre lærke-Jens’ fuglebur. Man kan mærke, at han gør sit ypperste, men samtidig er det tydeligt, at han ikke synger sit eget materiale, da der alligevel er en vis distance. Stemmen mangler ligeledes den rå runding, som Jens leverede. Dertil kommer, at de udelod sidste nummer på den selvskrevne liste. Muligvis skyldtes det tidspres, men desværre havde publikum opdaget det og råbte bedende om at høre “Brøndby Strand”. Dette ønske blev dog ikke eftergivet. En medkoncertgænger spurgte mig godmodigt efter koncerten, om jeg godt vidste, at det hele lidt var en joke. Og jo, det var tydeligt for enhver – både på godt og ondt. Energien var der ikke helt i aften, men måske hjælper det, når Nørholm selv får lov til at udfolde sig kreativt med bandet.

5/10