Onkel Syre er tilbage i den sorte gryde
Back to basics
På Uncle Acid & The Deadbeats’ syvende album, Shapes Of Midnight, tager Kevin Starrs og hans dødbidere udgangspunkt i Edgar Allan Poes ’The Masque Of The Red Death’, hvor en flok privilegerede overklassetyper forskanser sig fra en dødelig epidemi, mens verden udenfor går i opløsning. Det lyder jo næsten bekendt. Denne gang er historien henlagt til en lille by befolket af herrer, tjenere og svindlere, mens magthaverne har lukket sig inde og overladt resten af verden til forurening, kaos og død. En ganske munter omgang, med andre ord.
Musikalsk er der til gengæld kommet mere lys i mørket. Efter den temmeligt markante afstikker til italiensk giallo-horror på konceptalbummet Nell’ Ora Blu vender Uncle Acid tilbage til den mere velkendte blanding af tung retrorock, doom, psykedeliske guitarer og fængende melodier. Synthesizere og saxofon har dog fået lov til at blive hængende, og resultatet er et album, der mest lyder som det Uncle Acid, man kender, men også som et band, der har fået udvidet værktøjskassen en smule.
En tur i den sorte tidsmaskine
”House By The Grave” lægger fra land med et alletiders smitsomt riff. Den slags, der er så simpelt og effektivt, at man straks får lyst til at gribe ud efter guitaren og forsøge at spille det efter gehør. Det er tungt, melodisk og komplet uimodståeligt, og allerede her er der lagt ganske solidt beslag på både nakke og fødder. Titelnummeret fortsætter i samme spor og indbyder ligeledes til den slags lette stampen med foden og vippen med nakken, som er svær at undgå, når riffet rammer rigtigt. ”Don’t Let It Control You” skruer lidt op for tempoet og har samtidig en dejlig snert af noget ældre Queens Of The Stone Age over sig. Endnu en af pladens rigtigt fede guitarsoli gør bestemt ikke sagen dårligere, og skønne ”Psycho On The Loose”, der lyder utroligt meget som Ghost, er heller ikke så ringe. Det er enormt catchy; strukturen er næsten irriterende simpel, men det ændrer ikke på, at man efter endt afspilning har lyst til at høre den igen. Og igen.
Således er man godt halvvejs på et album, der umiskendeligt lyder, som Uncle Acid plejer. I og for sig er det jo fedt nok, men det er også en lettelse, når der bliver skruet lidt mere på eksperimentknapperne på ”I Won’t Sleep (’Til You’re Gone).” Guitaren får ekstra-ekstra meget fuzz, mens saxofonen fylder betydeligt mere. Det er bestemt spøjst, men også spændende, og nummeret bidrager med en tiltrængt variation på en plade, der ellers kunne være i fare for at stagnere en smule i sin egen velkendte lyd. Til gengæld er det ikke en af de skæringer, man nødvendigvis har behov for at høre voldsomt mange gange. Der bliver det en anelse for, ja… Syret.
På ”The Other Side Of The Sky” er bandet hurtigt tilbage i endnu et fedt, tilbagelænet nummer med endnu et aldeles ørehængende riff. Uncle Acid har efterhånden demonstreret så mange gange, at de kan skrive den slags riffs, der kravler ind i hovedet og nægter at flytte ud, at det næsten er blevet en del af deres jobbeskrivelse. Er det så godt eller skidt? Tja, det er rigtig fedt, hvis man er fan. Knap så interessant, hvis man forventer et band, der pludselig overrasker.
Festen lukker og slukker med ”Sleep No More”, som er et bluesy og medrivende nummer, der samtidig lyder så meget som størstedelen af bandets øvrige materiale, at man på dette tidspunkt godt begynder at kunne mærke pladens begrænsninger. Otte numre på 45 minutter er ikke ligefrem verdens længste album, men mod slutningen er man faktisk ganske tilfreds med, at det ikke varer længere. Det er ikke mange bands, der mestrer kunsten at stoppe i tide, så det skal Uncle Acid bestemt roses for.
Onkel Syre har stadig saften i behold
Jeg har altid plæderet for, at der findes alt for mange retrorockbands i forhold til, hvor mange af dem der rent faktisk er gode. Men her seksten år efter debuten hersker der stadig ingen tvivl om, at Onkel Syre og hans dødbidere er at regne blandt de allerbedste. Stilen er som sædvanligt gyngende, riffstærk og melodisk retrorock med solide bånd til det tidligste Black Sabbath, men Shapes Of Midnight viser samtidig, at Uncle Acid ikke blot har sat sig fast i en tidsmaskine og nægter at komme ud igen, før epidemien er overstået. Erfaringerne fra de senere års musikalske udflugter har tydeligvis smittet af, uden at bandet har mistet det, der gjorde dem interessante i første omgang.
Shapes Of Midnight er måske ikke det album, der revolutionerer bandets lyd, men det behøver det heller ikke at være. Når man kan levere riffs som dem på ”House By The Grave” og ”Don’t Let It Control You”, er det stadig rigeligt at være rigtig, rigtig god til det, man allerede kan. Og det er Onkel Syre stadig.