Travlhed über alles

Det er lige akkurat over to år siden, Servant sidst udgav en plade. Derfor er det passende at citere et udsnit fra sidst, jeg anmeldte dem: “Men når man nu har så travlt med at udgive musik, glemmer man så at kvalitetstjekke det? Det må vi hellere lige undersøge!” Fire fuldlængdealbum på fem år er imponerende – og måske også forhastet? Det er ikke nogen hemmelighed, at bandet endnu ikke har imponeret mig, men det til trods, så har jeg alligevel holdt øje med dem, for ensemblet fra Hannoversch Münden er hverken uden talent, ambition eller potentiale. Det de derimod mangler, er en god plade, men måske er det præcis det, de har skabt nu med Lux Ex Inferis?

Gør som alle de andre, det gør alle andre

Lux Ex Inferis fortsætter, hvor Death Devil Magick slap. Musikken er fortsat ultrapoleret, hypermoderne kalkuleret melo-black. Ganske lig mange andre bands, der også er at finde blandt AOP Records-artister, som Servant – sjovt nok – konstant turnerer og samarbejder med. Derfor kan det da også være svært at høre forskel på, om det nu er Servant, Groza, Karg eller Harakiri for the Sky, man egentlig lytter til. Det er dog ikke det eneste problem, som Servant roder med på pladen her. For på Lux Ex Inferis jagter de virkelig lyden af popularitet, faktisk så meget at vi nærmest ender over i samme lydbillede, som Gaerea har valgt at hoppe rundt i. Ergo lander vi i et underligt grænseland mellem melo-black, melo-død og metalcore. Musikken er ekstremt ufarlig og så nøjeregnende, at det fremstår decideret kynisk. Det er som noget, der er skabt i et klinisk og sterilt laboratorium med det formål at lave en plade, der vil ryge til tops, fordi den passer perfekt ind i den slipstrøm, som er moderne og populær lige nu.

Her er ingen vildskab, intet kaos, ingen originalitet – der er faktisk ikke engang nogen reel identitet. Hvis nogen spurgte mig, hvad der gør Servant til Servant, så ville jeg være nødsaget til at svare, at det er deres evne til at klippe-klistre sig til en tilværelse på ryggen af andre bands succes, ideer og kreativitet.

Det mest frustrerende ved Servant er dog, at de er ganske kapable musikere. De spiller og synger fremragende, og overordnet set er musikken også godkendt. Det er bare så hamrende uoriginalt, faktisk i en sådan grad at man næsten kan tale om plagiat.

Jeg er dog ikke i tvivl om, at denne plade nok skal klare sig godt, og at Servant helt klart bliver en succes. Musikken er præcis så poppet og letfordøjelig, at alle dem, som normalt ikke hører black metal, kan være med. Samtidig er den lige akkurat farlig nok til, at de så også kan føle sig som nogle fandens karle, når de sætter et nummer som “Hypnos I See You” på anlægget derhjemme. Havde Servant engang spillet musik, der var markant mere hidsig, ville man nok kunne tale om hele ‘sell-out’ præmissen oven på pladen her, men i og med at de altid har lydt, som de gør her, ja, så er den diskussion lagt i graven på forhånd. Men er det ikke næsten værre end det modsatte?

Lige så meget kant som en badebold

Det er jo heller ikke sådan, at hvis et band ikke lyder, som om de aktivt står og hælder søm og skruer direkte ned i en tændt blender, så er de nogle tøsedrenge og popprinsesser. Men når man nu spiller ekstremmetal, så skal der altså være noget kant, bare en lillebitte smule. Servant har absolut ingen kant, de er totalt ellipseformede. Men selv inden for metallens verden, så klarer bands uden kant sig fremragende – bare se, hvem der får lov til at headline Copenhell.