Flamingoen skal også kunne høres
Da Trollfest indtog Copenhell tidligere på året, var konklusionen omtrent lige så farvestrålende som bandets kostumer: Flamingoen skulle ses, men ikke nødvendigvis høres. For bag fjerpragt, fadøl og kollektive fjollerier gemte der sig ganske vist et habilt metalband; musikken havde bare svært ved at konkurrere med staffagen omkring den. På Trollywood får nordmændene derfor en oplagt mulighed for at udfordre netop den opfattelse. Deres tiende album sender troldene mod underholdningsindustriens glitrende sump af berømmelse, kapitalisme og illusioner samtidig med, at bandet selv lover mere tyngde, aggression og True Norwegian Balkan Metal … (?!). Spørgsmålet er således ikke, hvorvidt Trollfest stadig kan opføre sig komplet åndssvage. Det synes efterhånden hævet over enhver tvivl. Næh, spørgsmålet er snarere, om flamingoen også er værd at høre på, når man ikke har en lille fjer på.
Episk idioti
Det første svar falder prompte. Trollywood går direkte i struben med polka fra helvedes forgård, galsindet growl og en energi, der får slægtskabet med Finntroll til at træde langt tydeligere frem end på en festivalplads fuld af oppusteligt fjerkræ. “Troll Brigade” fortsætter med stort anlagt kor, metallisk tyngde og heroisk fremdrift, som konstant punkteres af overlagt tåbelighed. Episk idioti, sagt med størst mulig affektion. Og netop her opdager man, at Trollfest er langt dygtigere til at kontrollere kaosset, end deres visuelle udtryk umiddelbart antyder. “Claiming the Walk of Fame” er ligefrem fængende, båret frem af en grundrytme, der konstant truer med at stikke af i galoperende Inspector Gadget. Det er svært ikke at konkludere, at de kompetente musikere er langt lettere at få færten af, når man ikke samtidig har en flamingoflok frenetisk flagrende om ørerne.
Men albummet bliver interessant, fordi bandet ikke nøjes med at gentage den samme vittighed elleve gange. “Bar of Mud” åbner i en svulmende symfonisk ouverture, og harmonikaens pludselige fravær får os næsten til at tro, at Trollfest faktisk mener det … tør man ligefrem tage ordet ’alvorligt’ i sin mund? ’Can I have another breakfast beer?’ spørger bandet sidenhen, og mere kompliceret behøver det faktisk ikke være. ”Day Drinking” er Trollfest i fuld festivalmodus: øl, solskin og højt humør uden skjult dagsorden. Kort efter lægger “Prügelknabe” næsten thrashet fra land, før harmonikaen atter dukker op og forsikrer os om, at vi stadig leger. Et gennemgående træk på Trollywood: Trollfest sår lige præcis nok tvivl om, hvor grænsen mellem parodi og oprigtig ambition går til, at man bliver ved med at lytte efter svaret.
Og svaret er egentlig, at grænsen ikke interesserer dem synderligt. “ConTroll” kan eksempelvis byde på både harmonika og blastbeats i samme komposition uden at bryde sammen under vægten af sin egen absurditet. Det er et nummer, der samtidig forklarer, hvorfor Trollfest faktisk var korrekt castet til Copenhell, selv om deres folkemetalliske schwung nok ville falde endnu mere naturligt ind i et format som Epic Fest. Endnu mere outreret bliver det på “Get on the Offbeat”, der omtrent lyder som Ace of Base og Safri Duo efter et frontalt sammenstød med basguitar, forstærker og dårlig dømmekraft. Galt eller genialt? Vanskeligt at afgøre. Med fare for at lyde som Gnavensmølf hader jeg næsten, at jeg ikke hader det. Og når finalen “The Troll Oscars” så skødesløst boltrer sig i Balkanmelodik, skæve taktarter, violin og andet vanvid ved samme prisuddeling, bliver resultatet så spraglet, at Hollywoods normalt så mangfoldige farvepalet pludselig fremstår ligeså sindsoprivende som kontrasten mellem knækket hvid og elfenben.
Og prisen går til …
Der er dog en pris for den hysteriske overstimulering. Med en pistol for panden ville jeg næppe kunne nævne halvdelen af sangene alene ud fra deres titler kort efter gennemlytningen. Trollfest er stadig langt stærkere som samlet univers end som leverandør af elleve individuelt uudslettelige kompositioner. Men dilettanter? Aldrig i livet! Når det gælder kunsten at overspule den sagesløse lytter med en perlerække af det herligste nonsens, findes der ikke mange, der excellerer på samme niveau. Trollywood lykkes samtidig med noget vigtigere: Det blotlægger håndværket under gøglet. Bag harmonika, bizarre indfald og morgenbajere står et band, der både kan være tungt, teknisk, melodisk og oprigtigt eventyrlystent. Flamingoen skal stadig ses. Men denne gang er den bestemt også værd at høre på.
