Hvor der er vilje, er der vej
At overleve er én ting. At finde ud af, hvad man stiller op med tilværelsen bagefter, er noget ganske andet. I 21 år har amerikanske Carnifex slået kapital af personlig lidelse og gjort denne til deres levebrød. På More Than Misery, gruppens 10. studiealbum har Scott Ian Lewis tilsyneladende fundet et nyt perspektiv. Hvor lyrikken tidligere opstod midt i livets genvordigheder, betragtes lidelsen nu med en overlevers øjne. Musikalsk varsles samtidig en tilbagevenden til deathcorens brutale barndom dog med to årtiers erfaring og symfonisk udsmykning i bagagen. Efter den i nogen grad forudsigelige Necromanteum fra 2023 melder sig dog spørgsmålet: Har Carnifex fundet den videre vej fremad, eller er More Than Misery blot mere af den samme gamle elendighed?
Døden klæder detaljen
Det begynder nu ganske fredeligt. Eller rettere sagt ildevarslende. Den blot 69 sekunder lange instrumentalåbning, ”...and I Held Hands With Death”, vækker næsten associationer til Johnny Cashs dommedagsdunder, hvor døden ikke nødvendigvis kommer stormende, men snarere følger én ad en mørk, støvet landevej. Stilheden bliver dog brat afløst af titelnummerets veritable stormløb af balstyriske brøl, infernalske blastbeats og tonstunge breakdowns. Heldigvis gemmer der sig mere under overfladen end rendyrket aggression. Særligt de fængende riffstrukturer giver brutaliteten et tiltrængt modspil og demonstrerer, at Carnifex denne gang har gjort mere end blot at skrue op for guitarerne. Selve guitararbejdet fremstår ganske enkelt mere interessant og varieret, hvilket viser sig at være en af albummets helt store styrker.
Det betyder dog ikke, at amerikanerne har lagt deres forkærlighed for teatralske og symfoniske virkemidler på hylden. Tværtimod. På ”The Process Of Pain” bliver en sart, symfonisk åbning eksempelvis pulveriseret af en tonstung betonhammer. Det er nådesløst, ondskabsfuldt og alligevel sært dragende. Som et trafikuheld man ganske enkelt ikke kan få øjnene fra. Undervejs får Scott Ian Lewis selskab af Entheos-vokalisten Chaney Crabb, men de to præstationer smelter i vid udstrækning sammen. Faktisk fatter man næsten sympati for den hårdtprøvede Harald fra Gamle Mænd i Nye Biler, når det kommer til at kende forskel på mand og kvinde. Om det er tilsigtet, skal være usagt, men den vokale sammensmeltning fungerer glimrende. Andre steder integreres de teatralske indfald mere diskret, uden at kompromittere den grundlæggende brutalitet. Som fortaler for musikalsk fusion frem for rigid genrehygiejne kan undertegnede dog kun bifalde den udvikling.
Men selv de mest interessante virkemidler har deres begrænsninger, når de gentages tilstrækkeligt mange gange. Efter en særdeles lovende første halvdel begynder den insisterende ophobning af kompakte blastbeats og breakdowns således at slide på koncentrationen. Håndværket fejler fortsat ikke noget, men den umiddelbare begejstring afløses gradvist af en mere akademisk interesse. Og selvom singlerne typisk skal sælge et album, er det trods alt bundniveauet i de mindre profilerede skæringer, der afgør, om værket har potentiale til at ældes som vin eller mælk. Heldigvis har Carnifex gemt et es i ærmet til sidst. På det 7:42 minutter lange ”Licking Love From A Knife” får dystre klavertoner, akustiske guitarer og symfoniske arrangementer lov at udfolde sig i godt to et halvt minut, inden genrekonventionerne træder i kraft. Denne gang forsvinder de atmosfæriske elementer imidlertid ikke, men flettes sammen med brutaliteten til en både ambitiøs og helstøbt finale. En forskruet kærlighedserklæring til kernepublikummet og samtidig en håndsrækning til de mere forbeholdne tilhørere.
Tusind farver i mørket
More Than Misery er et overbevisende eksempel på, at Carnifex fortsat har mere på menuen end formularisk deathcore. Det mere opfindsomme guitararbejde og de velintegrerede symfoniske indfald løfter albummet betragteligt over forgængerens mere forudsigelige kvaliteter. Desværre udfordres langtidsholdbarheden af en vis genremæthed undervejs, hvor den konstante intensitet efterhånden bliver sin egen værste fjende. Heldigvis demonstrerer den fremragende finale, hvor meget amerikanerne kan udrette, når de slipper hestene løs og giver hele deres repertoire frit spil. Denne anmelder bliver næppe nogensinde en del af kernepublikummet, men Carnifex har ikke desto mindre formået at udfordre nogle fastgroede forestillinger om genrens begrænsninger. For hvorfor skal det hele være så trist og gråt, når døden kan være så levende og flot?