10 i år i skærsilden

Stockholmske Hyperion blev dannet helt tilbage i 2007, men har ikke just været blandt de mest pilne bands. Debuten, Seraphical Euphony, landede først på hylderne i 2016, og med Elysia er der nok engang gået et helt årti mellem udgivelserne. Materialet er indspillet ad flere omgange i perioden 2020 til 2023, så der er næppe tale om et værk, der er blevet smidt ud under omstigningen mellem to turnébusser. Det er samtidig første gang, vi her på Heavymetal.dk har valgt at sætte Hyperion under lup. Stilmæssigt befinder svenskerne sig i grænselandet mellem melodisk black og death metal, hvor navne som Dissection og Necrophobic synes at være oplagte pejlemærker, mens bandets orkestrale armbevægelser, harmoniske kor og mørkt melodiske guitarkroge trækker stiplede linjer mod landsmændene i Tribulation. Albumcoveret portrætterer antikke ruiner, futuristiske krigsscenarier, mens kosmiske udsyn gør resten af arbejdet: Elysia ligner allerede på afstand en plade om menneskets hang til at bygge noget ophøjet … og derefter finde en forhammer!

Guldrandet galde

Vi åbner med regn, kor og en orkestrering så svulmende, at man næsten forventer biorulleteksterne til sommerens obligatoriske katastrofefilm. “Rapturous Overture” når dog knap at klinge af, førend “Nefarious Sacrament of the Immorals” kommer væltende ind med fråde om munden. Harry Lauraéus flænser fra skinger rasp over bidende mellemleje til guttural bund, alt imens blastbeatsene går til stålet. Det virkelig interessante er dog kontrasten: Midt i al den blasfemiske spy og galde manifesterer et behageligt melodisk mellemspil sig, som om nummeret et øjeblik husker, hvordan skønhed lyder. “Fides Novem” arbejder videre med samme spænding mellem orden og kaos. Drilske riffs, harmoniske kor og en stram produktion sørger for, at de mange lag ikke klumper sammen til sort grød. Selv når Hyperion pakker arrangementerne tæt, kan man stadig høre, hvem der slår, flår og synger hvor.

På “Iliou Persis” bliver pladens undergangstema konkret med Trojas fald. Nummeret sniger sig ind, før hele huset står i brand, og den melodiske linje lokker hele tiden videre uden at afsløre, hvor den vil hen. Det er et effektivt billede på katastrofen, man kan ane, længe før byens mure slår revner. Endnu mere uregerlig virker “Paraphrosynia”, hvor en mørkt melodisk riffsignatur med strejf af Tribulation åbner for et hav af brud og temposkift. Hyperion pendulerer mellem arrig højoktan black og fodslæbende doom, så titlens forrykthed nærmest bliver et kompositorisk princip. Det kunne let være endt som et kort over alle de afkørsler, bandet kunne finde, men de holder mærkværdigvis stadig fast i rattet. “Perennial Transcendence” vender derpå kontrasten indad: Lauraéus giver hidsigt hals, mens afdæmpede passager med akustiske anstrøg lader noget næsten ophøjet vokse frem af det hæslige.

Det korte, akustiske “Vigil of Longing” fungerer derfor som en tiltrængt ganerenser, inden “Epic of Tribulation” lægger sig til rette med sarte strygere og havets brusen, næsten som et malplaceret spor fra en No Stress-kompilation. Freden varer naturligvis ikke ved, men bølgerne vender tilbage i outroen og skænker prøvelsen en fin cirkulær ramme. Her bliver albummets største svaghed samtidig tydelig: Hyperion skriver så farvemættet og insisterende, at selv de bedste idéer kan nå at blive hængende lidt for længe. “Epoch’s Eventide” har melodiske drops, hvor Hecate Enthroneds sorte finesse ligger lige for, mens de svulmende arrangementer sender små ekkoer mod Cradle of Filth og Dimmu Borgir fra deres velmagtsdage. Men når tapetet allerede er brokade, behøver man ikke nødvendigvis også guldramme. Elysia belønner fordybelse, men kræver samtidig en lytter, der synes om at blive ført ad alle sideveje, før destinationen dukker frem.

Til Paradis ad omveje

Det er netop derfor, Elysia lander på otte kranier og ikke ni. Hyperion kan skrive lange, komplekse kompositioner uden at miste overblikket, og produktionen er så præcis, at både kor, strenge, blastbeats og vokallag får lov til at stå skarpt selv i de mest tætpakkede passager. Men pladen er også kompromisløs på en måde, der kan føles ekskluderende. For genrens feinschmeckere er der rigeligt at pille fra hinanden; for den mere utålmodige lytter kan menukortet virke større end appetitten. Afrundende “The Primordial Wellspring” viser til gengæld, hvor effektivt Hyperion kan ramme balancen. Lauraéus lader den velkendte rasp møde enkelte rene passager, næsten som en duet med sig selv, og nummeret finder både splittelse og forløsning uden at blive hængende efter sidste drink. Elysia er ambitiøs, voldsom og ofte forrygende smuk. Paradiset findes måske, men Hyperion insisterer på, at man tager den lange vej derhen.