Ud med det gamle, ind med det nye
Da jeg tilbage i 2021 anmeldte Steel Infernos forrige album, And the Earth Stood Still, gik min kritik primært på, at den forrige sanger, Karen Collantz, ærligt talt var en elendig sanger. Hendes negle-på-en-tavle-/kattejammervokal ødelagde, hvad der ellers var en charmerende og naiv omgang retrometal. Men nu er Karen ude, og Chris Rostoff er inde – og tak Satan for det skift! Han var præcis, hvad bandet stod og manglede – ikke kun fordi han rent faktisk har en tålelig vokal, men også fordi hans stil matcher musikken som fod i kampstøvle. Så nu, hvor vokalen er på plads, burde Evil Reign jo være helt perfekt, eller …?
Soundtracket til den ultimative 80’er-actionfilm
Evil Reign er overraskende god og et seriøst step op fra alt, bandet har lavet tidligere. Ikke kun fordi de har Chris bag mikrofonen, men også fordi produktionen er markant bedre end før – selvom trommerne skiftevis lyder som enten hule træstammer eller våde papkasser. Når der er tale om proto-thrash, eller speedmetal, om man vil, er guitarerne det absolutte fokus, og de kære herrer Lars og Jens har oppet sig siden sidst – de høvler afsted med en fart og aggression, der ikke er set siden starten af 80’erne. De to gør stadig alt, hvad de kan for at emulere klassiske guitarduoer som Denner/Shermann eller Hanneman/King – og denne gang er de tættere på end nogensinde før. Denne omgang guitarfræs kombineret med Chris’ vokal, der minder om en blanding af Rob Halford, Joey Belladonna og Bruce Dickinson, er måske nok alarmerende uoriginal, men for helvede, hvor er det dog charmerende.
Der er stadig enkelte fejl her og der, en tone, der er lidt for høj, en guitar, der er hurtigere end den anden, men disse fejl giver musikken en herlig ungdommelig naivitet (selvom Chris er den eneste i bandet under 50), som igen er så forfriskende – for moderne metal, uanset genre, er blevet en utrolig professionel genre, hvor der ikke er plads til den slags fejl, og alt der minder om, bliver fjernet i studiet.
Evil Reign er nok også bandets tungeste og ondeste udgivelse. Tag et nummer som ”Breakout”, hvor mellemstykket nærmest er en kopi af midtersektionen fra Slayers ”Angel of Death”, eller ”Jaws of Evil”, som er en konstant barrage af riffs. Hvis man er i tvivl om, hvordan albummet lyder, så behøver man faktisk blot at beskue coveret – det siger vitterligt alt, hvad man behøver vide. Tunge maskiner, ørkenlandskab, den onde industrielle pendant til Barad-dûr og vor helt i stramt, sort læder bevæbnet med en hvid, flying V og stort hår – som en slags Snake Plissken møder Eddie Riggs . Det skriger 1980’er-actionfilm, og det er præcis den film, som Steel Inferno har lavet soundtracket til.
Aldrig været tættere på målstregen
Hvis nogen havde fortalt mig, da jeg anmeldte And the Earth Stood Still, at bandet kort tid efter ville lave en skive, der sad lige i skabet – og som nok ender med at være en af mine danske favoritmetaludgivelser i 2022 – ville jeg have kvitteret med en hånlatter. Ikke desto mindre er det præcis, hvad der skete. Nej, Evil Reign er ikke en perfekt udgivelse, og det er samtidig også den mindst originale skive, jeg længe har hørt, men det er umuligt ikke at knuselske den alligevel – for magen til charmerende omgang retro-metal skal man sgu lede længe efter. ”Ergo er jeg spændt på at høre, hvordan deres næste og tredje udspil vil lyde, og ligeledes er jeg spændt på at se, hvor lang tid der så går efter udgivelsesdatoen, til vi får det i ørene.” – således afsluttede jeg min forrige anmeldelse af Steel Inferno, og jeg må sige, at den spænding jeg følte, var godt givet ud, for aldrig har de været tættere på målstregen.
