Blood, Speed & Leather
Blood, Speed & Leather
Over de sidste to weekender har de tre danske bands Pectora, Archangel og Steel Inferno været rundt i Danmark for at bringe noget hårdt tiltrængt oldschool heavy i tre forskellige afskygninger til den metal-hungrende befolkning. Denne lørdag aften var det det lettere slidte – men på sin vis charmerende – Huset i Esbjerg, der stod for skud.
I forbindelse med turnéopstarten har vi ført et interview med alle tre bands, hvor guitarist Søren Weiss fra Pectora udtalte følgende om det kommende gig i Esbjerg: “Esbjerg er virkelig et sats. Jeg mærker ildsjæle i byen, der er klar på ekstremmetal, men om publikum er klar på heavy metal, må tiden vise. Vi håber og glæder os til at komme til byen.” Fremmødet denne aften viste, at Esbjerg var klar, og vi endte med et slutprodukt, som alle kan være tilfredse med. For på trods af mindre kommunikationsmæssige udfordringer i forhold til garderobe og åbningstider samt toiletter, der nok ikke var blevet gjort rent inden arrangementet, var det en særdeles vellykket aften, hvor grupperne var i deres element, medarbejderne var flinke og imødekommende, og de fremmødte fik en masse god musik til billige penge.
Pectora
Pectora åbnede ballet denne lørdag aften med “Twilight Knights” fra deres spritnye langspiller af samme navn, og allerede dér blev det tydeligt, at roskildedrengene var max klar til at vise, hvad de kan. Undertegnede kunne da også høre en klar forbedring i forhold til deres optræden på Jailbreak, der er blevet omtalt her på sitet. Lyden sad lige i skabet, og på velafstemt vis tonsede kvintetten afsted, ført an af den riffspækkede dobbeltguitar leveret af Søren Weiss og Morten S. Nielsen. Gennemgående havde bandet en vindende udstråling på scenen og en god interaktion med både hinanden og publikum. Det var specielt på andet nummer, “Children of the Atom”, at samspillet var helt fortræffeligt, og særligt rytmesektionen med Nicolas Frandsen på trommer og Gustav Solberg på bas brillerede. Det var dog ikke de eneste to sange fra det nye album, som kvintetten havde taget med til den vestjyske havneby. “Cold Void”, der omtales indgående i vores interview med Pectora, hører ganske vist ikke just til mine favoritter på Twilight Knights, men den viste sig at være yderst egnet til livesammenhænge. Det, der gør sangen lidt anstrengende at lytte til på pladen – nemlig de mange elementer, der modarbejder hinanden – var slet at spore, og det samlede indtryk var mere kohærent og harmonisk. Også “Victory in Defeat” var med sin sagte guitarintro, der udarter sig til en sand heavy metal-stamper, et skønt live-nummer, og vokalist Philip Butler, der blev assisteret på kor af Weiss og Frandsen, leverede en stabil vokalperformance med nogle beundringsværdige high-pitch-sekvenser. Selv om det var det nye album, der stod i fokus, måtte inkarnerede fans ikke undvære “Untaken”, der med sit høje tempo krydret med masser af temposkift, melodi, skrål-med kor og det virkelig solide guitar-arbejde satte en fin sløjfe på denne omkring 45 minutter lange optræden.
Sætliste:
- Twilight Knights
- Children of the Atom
- Democracy in Disguise
- Cold Void
- Victory in Defeat
- Untaken
Archangel
Archangels musik er en helt særlig kombination af delelementer – også beskrevet i anmeldelsen af deres seneste plade Total Dark Sublime – der ikke findes i dansk metal i samme blanding. Sættet indledtes af “Dance Demon Dance”, hvor man allerede tydeligt kunne genkende, at bandets musikalske forbilleder er Samhain og Misfits. Dette gør sig i øvrigt gældende for alle aspekter af bandet – det lyriske, det auditive og det visuelle – hvilket undertegnede som lytter af store dele af Glenn Danzigs virke kun kan godkende. Yderligere formår bandet at kombinere det melodiøse med pulserende klassisk punk, hvilket blev særlig tydeligt på tredje nummer, “The New God”, hvor den svingende intensitet og skiftet mellem passagerne, hvor Søren Crawacks stemme står alene og er nærmest skrøbelig, og passagerne drevet af de bragende trommer leveret af Thor Birgisson illustrerer dette på sigende vis. Også “Nosferatu” fra bandets EP af samme navn er med sit punkede udtryk, men alligevel syng-med-venlige omkvæd en sand ørehænger – her bidrog Michael Gyldion, der løbende gjorde et flot arbejde på korfronten, med en virkelig huskværdig korindsats, som gav sangen det sidste pift. I det hele taget var han så dedikeret i sin optræden, at hans briller fløj af under showet.
Archangel er ikke et band, jeg havde beskæftiget mig med inden denne aften, men jeg må sige, at jeg var meget positivt overrasket. Noget, jeg synes er beundringsværdigt, er, at bandet formår at fremkalde en nostalgifaktor og gensynsglæde uden at være et plagiat af sine inspirationskilder. Andre kunne måske påstå, at materialet og hele den sceneoptræden, som bandet lægger for dagen, ikke er unikt nok, men efter denne anmelders mening var det et underholdende og fint eksekveret show.
Sætliste:
- Dance Demon Dance
- Take My Soul
- The New God
- Sunslayer
- The Violent Death
- Vidine
- Nosferatu
- Apollyon Vistas
- In My Dominion
- Total Darkness Sublime
Steel Inferno
Da klokken slog 22.30, indtog speedmetal-kvintetten Steel Inferno scenen og lagde ud med “No Escape”, der også er åbningsnummeret på deres seneste udgivelse, Evil Reign, fra 2022. Et tilbagevendende problem under denne koncert var den noget skramlende lyd, og at vokalen leveret af Chris Rostoff ikke altid gik lige godt igennem. Når det så er sagt, var der også meget, der fungerede, som det skulle. Tredje nummer, “Aesthetics of Decay”, for eksempel var med sin drønende guitarer spillet af Lars Krelskov og Jens Andersen kombineret med Rostoffs intense falsetskrig en garanti for en sand “SPEED METAL-FEST”. I det hele taget var bandets energi på scenen helt fortræffelig, og især frontmanden udnyttede hele scenen – og gulvet foran selvsamme, så der er absolut ingen tvivl om, at underholdningsværdien var i top. Rent lydmæssigt var det efter min mening “Queen”, der stak mest ud som et af de gode tracks, da guitarerne på dette nummer stod særlig skarpt. Publikum delte tilsyneladende denne anmelders holdning, da der blev skrålet højt med på omkvædet. Også ottende nummer, “Jaws of Evil”, der hverken omhandlede sild eller makrel på dåse, men en haj, hørte med sin massive lyd båret af trommer og bas til et af sættets højdepunkter. “First Strike” var sidste nummer i denne 45 minutter lange koncert, og det var nok en kombination af dette nummers intensitet og de fremmødtes viden om, at dette var absolut sidste sang denne aften, der gjorde, at folk gik helt amok, og aftenens eneste moshpit opstod på en stor del af arealet foran scenen. Således kunne publikum gå tilfredse og udkørte hjem efter en lang aften.
Sætliste:
- No Escape
- Breakout
- Aesthetics of Decay
- The Blitz
- Queen
- Caught by Her Web
- Siren of the Air
- Jaws of Evil
- The Abyss
- First Strike