Når et navn bare er et navn

Det sker, at et band vælger et navn, som har et skjult og kryptisk budskab. Eller et navn med en dybere, personlig betydning for de involverede musikere. Og så er der bands som finske Satanic Warmaster – her er vitterligt tale om et ”what you see is what you get”-type navn. Her har at gøre med hårdtslående og frådende sataniske sortekunster – dog krydret med lidt melodi, atmosfære og spartansk keyboard, for man er vel fra Finland.

Kontroverser og kopier

Aamongandr er Satanic Warmasters sjette udgivelse. Som med så mange andre black metal-bands er dette også et soloprojekt. Manden bag har valgt kunstnernavnet Werwolfs, og lad os kort dvæle lidt ved manden bag projektet. For Satanic Warmaster er stadig et band, der skaber en vis kontrovers, men når nu man vælger at kalde sig for netop Werwolf  samt have andre bands med navne som Gestapo 666, så er den slags ret så forventeligt. Men altså, manden påstår selv, at det udelukkende drejer sig om musikken og satanisme og ikke en ideologi med tendens til støvletramp og stive armbevægelser. Men altså, den slags kontroversielle kunstnere er jo fortsat – desværre – forventelige, når vi taler om black metal, selv om genren er blevet noget mere stueren siden 90’erne. Men udmærket, det er altså Satan, der er i førersædet på Aamongandr, samt alverdens andre typiske klichéer for genren, deriblandt infernalske fyrster og varulve, vampyrer – egentligt kunne coveret lige så nemt være til det nyeste Castlevania-spil. Men det matcher nu perfekt Satanic Warmasters idé om, at materialet ikke behøver fortolkning eller dansklærerbriller. Albummets absolut stærkeste nummer må siges at være ”Duke’s Ride”. Her får de ellers så allestedsnærværende blastbeats lige en pause, og i stedet er det iskolde, episke og nærmest norske guitarriffs, der får lov at stå i rampelyset – hvis de resterende fem numre havde benyttet sig af samme fremgang, havde Aamongandr stået langt stærkere. Desværre er der gumpetunge numre som ”Darkness… Triumphator”, der mest er alt er en for form black metallisk hvid støj, eller den svært Burzum-influerede lukker, ”Barbas X Aamon”, der krampagtigt forsøger at kanalisere de samme energier som ”Dunkelheit” fra ‘94, men virkelig ikke lykkes. Faktisk fungerer Satanic Warmaster absolut bedst, når han stopper med at forsøge at emulere tidligere udgivelser, i stedet omfavner sin egen essens og bare riffer derudaf. For der er faktisk nogle ganske udmærkede guitardele på albummet. De har det dog med at forsvinde i et mix, der er af svingende kvalitet, samt trommer, der fylder alt for meget. ”Bafomet” og ”Berserk Death” er for eksempel udmærkede numre, og “The Eye of Satan” har da også en vis ”je ne sais quoi”.

Hverken A eller B

Men Aamongandr ender med at falde mellem to stole, for den lykkes hverken med at være storladen riffbaseret finsk black eller retrodyrkende atmosfærisk norsk black. Det er hverken fugl eller fisk, og forsøget på at spille på to heste resulterer i et rodet produkt.