Spred mine ord i kuldskære mennesker
Jari Mäenpää fra Wintersun har sat tydelige spor i metalverdenen de sidste to årtier. Jeg kom en smule ind på dette i min anmeldelse af Time II, men det var Time I, der plantede frøene og spredte indflydelsen. Ikke kun indenlands, men langt ud over Europas grænser og helt til Canada. For Atavistia lyder så gennemført finske, at man næsten forventer, at de møder op i studiet forklædt som Mumitrolde efter en lang tur i saunaen. De leverer melodisk dødsmetal i højt tempo, spækket med folk, powermetal-galop og storladne symfoniske passager. Knap så nyskabende, men modsat Jari Mäenpääs udgivelser har det selvfølgelig heller ikke taget 10 år at justere lilletrommen. Old Gods Awaken er nemlig fjerde skive på ni år.
Vi rider ikke stormen af, vi rider sgu på den!
Old Gods Awaken er det, man bedst kan kalde en finurlig plade. Stemningen er høj, som om alle fire medlemmer af Atavistia har fået et par øl for meget, mens bombastiske akkorder og vilde trommer buldrer afsted, næsten fra start til slut. Originalitet er dog til diskussion. Der kigges flittigt mod Wintersun, Ensiferum og sågar Aether Realm og deres glimrende bonderøvsskive Redneck Vikings from Hell. Og ærligt talt: Hvem kan ikke finde lidt charme i fire mænd, der deler røverhistorier på en lummer kro som i musikvideoen til ”Mystic Tavern”. Netop ”Mystic Tavern” er et af albummets højdepunkter. Den blander genrer med stor appetit, men drukner aldrig i dem, lidt som Thor og hornet fra verdenshavet. Vokalist Matt Sippola leverer, trods det voldsomme tempo, en forbavsende klar vokal, der næsten indbyder til dans og hvem-kan-drikke-flest-shots-uden-at-kaste-op-konkurrence. Der er livsglæde i leveringen, som er svær at ignorere, og det er uden tvivl bandets største styrke, at de leger med sproget, genren og leveringen. På ”Seeker of Time” beviser bandet også, at de kan levere et stort syng-med-omkvæd, på en kortere tidsramme end de resterende numre. Man kan heller ikke komme udenom, at introriffet fra ”Ride the White Storm”, for at sige det simpelt, er pissefedt. Det må gerne genbruges.
Atavistia maler dog ofte sig selv op i et hjørne. Indimellem bliver strukturerne lige lovligt knudrede, og det kan være svært at skelne mellem vers, omkvæd, intermezzo og outtro. Sammenhængen er der heller ikke altid. Et godt eksempel er den instrumentale åbner ”Raise All Thy Horns”, der øjeblikkeligt lægger op til fællessang. Den bliver dog straks punkteret af det efterfølgende nummer, ”Mystic Tavern”, som gerne vil bruge tid på at bygge sig selv op som selvstændigt nummer. ’Hvorfor så introen?’, kan man frisk spørge. Produktionsmæssigt er der også plads til forbedringer. Growlen drukner fra tid til anden i lydbilledet, hvilket er ærgerligt, når resten sidder ret solidt.
Heldigvis slutter skiven glimrende af med det proggede titelnummer ”Old Gods Awaken”, der med sine 11 minutter er fyldt med guitarsoli, naturlige skift og fællessang, i en grad man ellers kun oplever fra en lettere skoletræt klasse til dimission.
Mjød, moshpits og Mumitrolde
Atavistia opfinder ikke den dybe tallerken, de fylder den bare med mjød og kaster den direkte i synet på dig, mens de kalder dig en dværg. Hov, det sidste var vist fra folkeskolen. Selvom de indimellem snubler lidt i deres egne episke strukturer, så er Old Gods Awaken en herlig modgift til en dårlig dag på kontoret. Det er ubehøvlet, det er storladent, og det er pisseskægt. Hasta la vistia til næste gang.