Lige ved og næsten for stoner-rockens redningsmænd

Black Sabbath, Corrosion of Conformity og Mastodon går ind på en bar …

Jeg har altid haft det sådan – og jeg tør godt vove den påstand, at jeg ikke er den eneste – at når jeg skal høre noget rigtig god stoner-rock, er det altid et ældre album, jeg graver frem; Deliverance af Corrosion of Conformity som min favorit. Den søvndyssende stoner-rock, der oftest er til den mere doomede og meget sløve side, findes der rigeligt af, og den er fin nok, men siden de glade sen-90’ere har der været langt imellem de rigtig gode energiske stoner-udgivelser med lidt mere spræl i. Det er, som om den punkede og til tider thrashede stoner-rock har oplevet sin storhedstid og efterhånden er et overstået kapitel. Eller hvad?

Næ, nej. Trioen Restless Spirit fra Long Island med den umådeligt talentfulde Paul Aloisio i front er dejligt aktive i den kategori og har netop udgivet sin tredje langspiller, Afterimage. Her er riffs a la Sabbath, unikke grooves, som COC kan skabe, og progressive elementer, som vi kender dem fra Mastodon. Hvad mere kan en stoner-fan forlange?

Alle gode gange tre

Restless Spirit, der før har heddet både Witchtripper og DMP, blev officielt til i 2018. Deres to første plader er et par oversete perler inden for stoner-genren, og derfor har undertegnede glædet sig uhyre meget til at høre gruppens nyeste værk. Og jeg er bestemt ikke skuffet. I hvert fald ikke på det musikalske plan.

“Marrow” er en skøn og stemningsfuld åbner, der sætter barren højt, og efterfølgeren, “Shadow Command”, følger trop med et medrivende riff i verset og en vokal, der leder tankerne tilbage på Pepper Keenan i førnævnte COC. Det er mere skrig end skønsang, men attitude og indlevelse kompenserer flot for den af og til manglende sangteknik. Allerede her efter to numre kan man godt fornemme, at denne plade bliver en fed oplevelse. På “All Furies” sættes tempoet i vejret, hvilket bidrager til variationen, da albummets groove indtil nu har været en anelse monotont. Det høres på denne skæring, at Aloisio og hans medsammensvorne kan noget med medrivende og lækre c-stykker, men desværre er det også her, at den noget mangelfulde produktion bliver tydelig. Bassen er tilsat for meget distortion, og det er kun sjældent, at instrumenterne er tilstrækkeligt adskilt i mixet. Bevares, denne slags stoner-rock, der periodevis tenderer progressiv sludge, må hjertens gerne have et skrabet garageudtryk, men på Afterimage er lyden desværre lige lovlig mudret.

Efter “Brutalized”, der er et komplet ligegyldigt instrumentalnummer, forkæles lytteren med den suveræne slow burner “The Fatalist”. Nummeret er så tilbagelænet og cool, at det næsten vælter, og er man passioneret kender af det klassiske COC-hit “Albatross”, er denne skæring et must. Det samme er tilfældet med afslutteren, “From the Dust Returned”. Den er så syret, tung og slæbende, at den sætter et perfekt punktum. Pladen rummer udover en sublim indsats fra den alsidige guitarist og vokalist Paul Aloisio også numre, hvis kvalitet vi skal meget langt tilbage i stoner-rockhistorien for at finde lige så velskrevne og veludførte.

So close

Det er på mange måder ærgerligt, at et så solidt album som Afterimage ikke har en produktion, der er musikken værdig. Havde den været på et bare lidt bedre niveau, ville denne skønne plade være manges nye stoner-favorit, og måske kunne man endda også placere den på samme hylde som Sleep-mesterværket Dopesmoker og den eponyme klassiker fra Shrinebuilder. Men ak. Pladen skal dog have en kæmpe en anbefaling med på vejen, for kan man abstrahere fra det åbenlyse, fremmane sin noget mere ukritiske indre 15-årige og fokusere på albummets andre lag, er her stadig masser af guf at komme efter. Nemlig sublim sangskrivning, sprøde riffs og skønne grooves.