Når selv det ondeste ikke er ondt nok

Huledød

Vi kender alle den afart af death metal, der er så grumset, ond og ulækker, at den kan gå ind under betegnelsen kælderdød. Med fuldt overlæg er produktionen som regel af tvivlsom kvalitet, og teksterne omhandler ofte død, ødelæggelse og alt, hvad der er ulækkert. Men man kan faktisk godt komme endnu længere ned i dybet. Så langt ned, at selv den dybeste kælder ikke er dyb nok. Helt dernede, hvor det er ekstra ondt og ulækkert. Hvis man hejser en mikrofon ned i et flere kilometer dybt hul mellem nogle klippesprækker i Madison, Wisconsin, kan man høre trioen Ossuary, når man lytter rigtig godt efter. De har viet deres liv til at spille ‘cavernous death metal’ – frit oversat til huledød – og det er satanfisemig ondt!

Simpelt, men stærkt

Ossuary udgav den første demo i 2015, og senere fulgte endnu en demo samt en ep. Det er først nu, ti år længere nede ad vejen, at de udgiver deres første langspiller, og den bærer titlen Abhorrent Worship.

Opskriften på trioens musik er relativt simpel. Numrene starter i et langsomt tempo med et tungt, atmosfærisk og aldeles ondt riff, hvorefter den ekstremt talentfulde supergrowler og guitarist Izzi Plunket stjæler fokus med sine imponerende, gutterale brøl. Så stiger tempoet fra den hårdtbankende grydetæsker Nick Johnson, og klimaks rammes efter yderligere et par minutter, suverænt båret af en tykt dominerende bas fra Matt Jacobs. Ikke så meget fis. På godt og lidt ondt holder Ossuary sig til en opskrift, der virker. Af og til varieret med et rytmeskift fra 4/4 til 6/8 og tilbage igen, men det er så også det.

Åbningsnummeret “Volitional Entropy” er en solid start, der fungerer fedt som introduktion til den kulsorte subgenre, og der bygges gradvist op herfra. Bedst er albummets fjerde skæring, “Instinctual Prostration”, hvor der, bortset fra vokalen, nærmest er tale om dyb og ond sludge, der leder tankerne hen på bands som Down og Crowbar. Her er suveræne riffs på en bund af en slæbende tung rytmesektion, der til at begynde med ligger langt tilbage på slaget, for så at gå over i yderst velplacerede temposkift. Fantastisk nummer! Herlighederne gentager sig på det absolutte klimaks, afslutteren “Barren Lamentation”, der trækker pladen flot ind over målstregen. Seks numre og i alt 37 minutters spilletid er dog ikke meget, når man tænker på, hvor ensformigt indholdet er. Men det, Ossuary kan, mestrer de til noget nær perfektion.

Stop, mens legen er god

Ideerne bag de seks kompositioner på Abhorrent Worship er gode og mange. Musikken er medrivende det meste af tiden, og sangene er flot skrevet. Det bliver dog lidt for meget af det gode, når alle seks skæringer er skåret over præcis samme skabelon. Det bliver simpelthen for trivielt. Trods et tårnhøjt bundniveau burde de tre kulsorte huledødsudøvere nok have skåret fedtet fra og udgivet endnu en ep i stedet for et decideret album. Eller i det mindste fyldt pladen ud med nogle andre ideer og soniske tiltag for variationens skyld. Men er man til death metal af den allermørkeste slags og går efter en bestemt stemning frem for musikalsk alsidighed, er der virkelig noget at hente på Abhorrent Worship.