Et herligt gensyn
For et par uger siden skrev vi her på Heavymetal.dk begejstret om danske Ligfærds første koncert i fem år på Vendetta Festen i Vanløse. Det blev et herligt gensyn med de sjællandske black-veteraner, hvor også de nye sange fra albummet Salvator Mundi, der udkom for nylig, blev leveret med overbevisning. Faktisk lød de i visse tilfælde bedre end på den nye udgivelse – hvorfor det er tilfældet, skal vi kigge på i det følgende.
Infernalsk smadder og tomgang
Og lad os bare tage den med det samme: Der er ingen tvivl om, at trommeslager Marco Arent har nogle af kongerigets ledeste blastbeats med et bpm, der er langt højere end denne ydmyge anmelder kan tælle. Trommespillet er generelt imponerende på Salvator Mundi, men på ellers fremragende sange som ”Svaerdet og Bettelstaven” og ”Ingen Foer Ham” ligger trommerne alt, som i ALT, for højt i mixet. Det er en ret underlig beslutning, for Ligfærds styrke er jo normalt de onde og aggressive riffs, hvilket de nævnte sange egentlig også understreger – bare ikke med nær så meget eftertryk, som man kunne ønske sig. ”Svaerdet” har herligt onde riffs og vilde temposkift, som man, hvis man evner at se bort fra de overdrevne trommer, godt kan genkende som klassisk Ligfærd. På ”Ingen Foer Ham” er det faktisk endnu værre, selvom det geniale hoved-riff i glimt får lytteren til at glemme trommerne for en kort stund.
Singlen ”Hierusalem” hører til et af albummets tungere, og trommerne ligger nu tættere på det niveau, de bør, og man kan sågar høre bassen. Endnu et virkeligt solidt nummer, og det tredje i streg! Absolut en godkendt start altså, selvom det ikke er uden skønhedsfejl. Længere nede af tracklisten finder vi ”Den Tornede Krone”, der er endnu et højdepunkt. En lækker melodisk solo á la Dissection og et tungt c-stykke leder over i endnu mere vanvittigt tempo, og herligt uforfalsket, 100% infernalsk smadder! Sådan skal Ligfærd lyde!
Resten af Salvator Mundi er desværre præget af jævne præstationer primært på sangskriverfronten. Der er ikke rigtigt længere noget, der skiller sig ud, selvom Arents trommer stadig fræser derud af på fulde gardiner. På ”Min Vilje Ske” for eksempel spiller det slet ikke for rifferiet længere, og det bliver mest til tomgang med 250 slag i sekundet. Efterhånden bliver manglen på variation udtalt, også selv om Ligfærd rent faktisk prøver lidt med mere klassiske metal-riffs og melodiske elementer under ”I Mit Billede”. Det er bare ikke nok til at ændre billedet af et album, hvis sidste halvdel står i stampe.
Mindre begejstring end sidst
Der er altså både problemer med produktionen og så lidt for meget fyld her på Salvator Mundi. Det er jo sådan set klogt nok at lægge de mest medrivende momenter først på et album, og det er Ligfærd langt fra de første, der er skyldige i, men det betyder jo desværre i dette tilfælde, at albummet slutter som lidt af en fuser. Det er synd, for der er stadig elementer med tårnhøjt niveau. Det samlede indtryk er dog alligevel et pænt nøk under 2019s Den Ildrøde Konge, der begejstrede denne anmelder så meget.
