Alle gode gange … fire?
Det her er fjerde gang, jeg sidder med en ny udgivelse fra Lamentari. Når jeg ser på, hvordan jeg indledte de sidste to anmeldelser, aner jeg et tydeligt mønster. Mønstre kan være behagelige og betryggende, men også ret kedelige, så lad os se, om ikke jeg kan forsøge at lege mønsterbryder? Lamentari var et af de meget få danske bands, der valgte ikke at udgive nye sager sidste år. Det var nok en rigtig god ide, for det kunne nemt være druknet blandt alle de andre udgivelser. For hvor 2026 har vist sig at være et fremragende udgivelsesår i forhold til musik fra den store vide verden, ja, så halter den danske godt nok efter.
Jeg tror, at antallet af nye danske plader, jeg har hørt i år, kan tælles på én hånd. Når jeg spørger mine kolleger, om de sidder med samme oplevelse, er svaret et rungende ‘ja’. Derfor lander Ante Auroram jo på et helt perfekt tidspunkt! Bandets debut, Ex Umbra In Lucem, var en udmærket plade – den står da også på vinylhylden. Men af forskellige årsager ramte den mig slet ikke lige så hårdt som de to forrige EP’er, hvoraf Missa Pro Defunctis nok altid vil være min absolutte favorit fra deres hånd. Man taler tit om den svære toer, men hvis den første ikke sad helt i skabet, så er efterfølgeren vel ikke helt så svær, vel?
Mozart var faktisk ret mædl!
Mit primære klagepunkt vedrørende Ex Umbra In Lucem var produktionen. For selvom musikken i sig selv var eminent, så lød det simpelthen ikke ret godt, og vi ved jo alle, at ’bad sound kills good music’. Heldigvis er Lamentari gået tilbage til at benytte sig af produceren Stefano Morabito, som producerede både Clavis Aurea og Nihilitatis og derudover har produceret en af verdens bedste plader, nemlig King af Fleshgod Apocalypse. Så nu hvor det problem er løst, er alt vel godt?
Her ville det jo være markant sjovere at sige ‘nej’ og så gå i gang med at banke 95 andre problemer op som en anden Martin Luther ved Wittenberg. Men … det kan jeg ikke. Ante Auroram er god. Den er rigtig, rigtig god!
Det er gennemarbejdet, det er gennemført, det er gennemtænkt, og det er fortsat lige så dejligt udansk, som det altid har været. Bandet har ikke genopfundet den dybe tallerken, i stedet har de taget alt det, de altid har gjort, og bare gjort det lidt bedre. Tag nu bare klaver-guitar duellen i ”Ante Auroram”. Det er jo genialt og får mig til at tænke på Luca Turilli og Alex Staropolis dueller på ”Dawn of Victory”.
Især har Daniel Lønberg lagt sig i selen for at lyde mere som en ekstremmetal-vokalist i stedet for en hardcore/deathcore-vokalist. På pladen her lyder han som en mere hæs og gespenst-klingende Jon Nödtveidt, hvilket jo er ganske oplagt, når man spiller Dissection-gone-Mozart-metal. Apropos Mozart, så understreger Lamentari også fra første moment af på Ante Auroram, at deres inspirationskilder findes lige så meget i den klassiske verden som i metallens verden. Titel- og åbningsnummeret er nemlig en direkte hyldest til Mozarts ”Lacrimosa”, hvilket kan høres både qua klaveret og strygerne, men også fordi Lønberg netop skriger ‘LACRIMOSA!’ gentagne gange – alle skal jo have en chance for at være med.
Et grandiost blæsevejr
Når nu Ante Auroram er så god, hvorfor får den så ikke pladen fuld? Godt spørgsmål! Selvom der ikke er nogle enorme problemer eller fejl ved albummet her, så er der stadig nogle elementer og valg, jeg undrer mig gevaldigt over. Bassoloen i ”Venia” virker underligt malplaceret. Det instrumentelle nummer, ”Ex Favilla”, giver heller ikke megen mening, og det minder mig meget om ”Spiritus Noctis” og ”Spiritus Diurnus” fra Ex Umbra In Lucem. Med andre ord ligegyldigt fyld, som – formentlig – er blevet klippet ud af andre numre, og gjort til et selvstændigt nummer, for at undgå at andre sange blev for lange.
Men selv med den kritik i mente, så ender vi med, at det måske er under fire minutter ud af den samlede spilletid på små 40 minutter. Det er jo ikke ligefrem nogen katastrofe. I tidernes morgen beskrev jeg Lamentari som ‘et frisk pust på den danske metalscene’. Det pust er måske ikke helt så friskt længere. Bandet har jo så småt et par år på bagen. Men ikke desto mindre, så er der fortsat ingen andre i det her land, der laver musik som Lamentari – eller med de samme ambitioner og grandiose tankesæt som dem. Så for tredje gang må jeg udråbe et ’da capo’ til Lamentari.
