Grand Harvest - Home

Home

Udkom

Type:Album
Genrer:Black/Death Metal, Death/Doom Metal/Black
Antal numre:7

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 1 stemme.

Den sidste hjemkomst

Det er ikke hverdagskost at støde på en frontfigur med en doktorgrad i historie. End ikke inden for ekstremmetal. Men det er nu engang tilfældet hos svenske Grand Harvest, hvor Mikael Häll, bedre kendt som Dr. Häll, har forsket i hjemlandets forestillinger om naturvæsener og dæmoner. Han bidrog ydermere med recitationer på modersmålet samt gæstevokal på en sjælden split-7-tommer med Rotting Christ og Negative Plane fra 2012, der fungerede som musikalsk ledsager til hans doktorafhandling. De dystre motiver er altså ikke lutter staffage hos bandet fra Malmø, som siden 2017 har fusioneret black- og dødsmetallens rudimentære brutalitet med doomens drævende og sørgmodige væsen. På deres andet studiealbum, Home, udforsker svenskerne forestillingen om døden som en hellig og forløsende hjemkomst snarere end noget, der skal tabuiseres. Man må håbe, at evnerne til at omsætte de filosofiske ambitioner forekommer bare nogenlunde lige så vedkommende som de besnærende intentioner bag.

Mellem tremolo og trosbekendelse

Allerede fra første færd står det klart, at Dr. Hälls disciple ikke har tænkt sig at genopfinde den dybe tallerken. Åbningsnummeret ”Dawnwaster” trækker således tydelige tråde til institutioner som Dissection og Necrophobic, hvor galoperende tremoloriffs og tordnende trommer ledsages af en mørk, andægtig og nærmest sørgmodig atmosfære. Med omtrent samme fugtighed som en kamelhals i sandstorm fuldender Hälls knastørre vokal det dystre lydbillede. Kort sagt: Klassisk blå-gul blackened death, hvor den isnende brutalitet konstant får melodisk modspil. Originaliteten er altså til at overse, om end man intet kan udsætte på det instrumentale håndværk. Tværtimod demonstrerer svenskerne en imponerende forståelse for genrens virkemidler, hvor den melodiske sans og de stemningsmættede arrangementer får lige så stor betydning som den umiddelbare aggression. Her handler det ikke om at spille hurtigst muligt, men om at lade brutaliteten og melankolien naturligt harmonisere med hverandre.

Den organiske tilgang kommer for alvor til udtryk på ”Enter Azrael”, der med sin snigende, melodibårne opbygning fremmaner en ildevarslende højtidelighed. Musikken får her karakter af en mørk, religiøs procession, inden et spændende C-stykke med akustiske anslag, kor og markant percussion tilfører kompositionen yderligere dynamik. De ceremonielle undertoner videreføres i et kort, messende mellemspil, der leder lytteren dybere ind i ’høstfolkets’ dødsrige. Sidenhen tager ”The Abyss of Your Arms” over og bevæger sig ned i de mere fodslæbende, doom-influerede afkroge, hvor BPM periodisk blæser mod et faretruende minus. Atmosfæren bliver næsten klaustrofobisk, og selvom nummeret trækker en smule i langdrag, er det særdeles velspillet. Kontrasten til de hurtigere passager fungerer glimrende og understreger, at Grand Harvest behersker mere end én hastighed. Det er netop spændvidden mellem de tordnende udladninger og de tunge, eftertænksomme passager, der holder Home interessant.

Albummets måske mest fascinerende aspekt findes imidlertid i spændingsfeltet mellem de smukke melodier og det dybt foruroligende lyriske univers. På ”Hope Was Her Name” vender de højere tempi tilbage, mens guitarmelodierne får en næsten triumferende karakter. I lyset af bandets filosofi kan døden ligefrem opleves som en udfrielse snarere end en afslutning. Samme sans for kontraster præger de senere kompositioner, hvor hektiske dobbeltpedaler kan rumstere under langt mere adstadige guitarfigurer, uden at den intense atmosfære forsvinder. På det afsluttende titelnummer sænkes skuldrene imidlertid atter, mens rytmesektion og strengeinstrumenter buldrer i baggrunden. Her er det Dr. Hälls hypnotiske vokalfraseringer og den gentagne bøn om at blive ført hjem, der løber med opmærksomheden. Nysgerrigheden efter at udforske de lyriske lag vokser sig endda næsten større end nydelsen ved den ellers gennemgående udsøgte instrumentering.

Eksistentiel dualitet

Da de sidste strofer af Home fortoner sig, er det ikke nødvendigvis de instrumentale præstationer, der har efterladt det største aftryk. I langt højere grad resonerer den eksistentielle efterklang, som Grand Harvests særegne verdenssyn har sat i gang. Forestillingen om en tilværelse så smertefuld, at døden kan opleves som en befrielse, er både hjerteskærende og dybt tankevækkende. Men der ligger også noget forunderligt opløftende i at acceptere forgængeligheden som et uundgåeligt grundvilkår, en naturlig del af livets kredsløb snarere end noget, der nødvendigvis bør frygtes. Det er netop denne dualitet, der gør Home til en så fascinerende størrelse. Musikalsk betræder Grand Harvest ganske vist særdeles velkendt terræn, og få passager kunne med fordel have været strammet en anelse op. Men det sublime håndværk, de stærke melodiske kontraster og den gennemførte atmosfære skaber en helstøbt oplevelse, der rækker langt ud over den traditionelle ekstremmetals doktriner. Svenskerne kan næppe krediteres for at have genopfundet den sorte død, men de har så sandelig givet os noget ganske tankevækkende at tage med på den sidste rejse. Ikke mindst hvad der godt kunne ligne et vinderlod i krukken, når AOTY-placeringerne skal fordeles om en måneds tid.

Tracklist

  1. Dawnwaster
  2. Enter Azrael
  3. Agios Thanatos
  4. The Abyss of Your Arms
  5. Hope Was Her Name
  6. The Scythe and the Silence
  7. Home