Dirt Space

Der var engang, hvor Dirt Forge sad på tronen blandt landets larmende, støjende, sludgede, doomede (find selv på flere beskrivende adjektiver og følg med i morgen) bands. Lige indtil deres sidste udgivelse, Interspheral, hvor stilen blev lagt en kende om, og de blev lidt mindre larmende. Vel, kære læser, fortvivl ikke. Hvis De savner lidt mere grums i Deres kaffe, bør De rette deres ører mod trekløveret Double Space.

Heldigvis for lytteren er der bands, der værner om den dejlige støj, og endda i vores egen andedam, hvilket Double Space beviser med deres ny og, på nogle områder, 20 år gamle debut.

Destillatet af to årtiers larm

Den råbende vokal ligger tilpas bagude i Jacob Bredahls mix, en placering, der understreger, hvor meget der råbes igennem. Det er lyden af stemmebånd, der arbejder på højtryk for at følge med flokken. Her kan man tale om intensitet og integritet i leverancen. Da alle tre musikere er krediteret for vokal, er det svært at sige, hvorhen roserne skal rettes, eller hvem der skal have hug, for noget af vokalen på ”Gravy” irriterer mere, end den tjener helheden. Det er et spøjst nummer, for ”Gravy” er sludge i motorvejstempo. Når både den, ”Nesting” og ”Wipe Away” lugter af Kyuss, får det danske trekløver tilføjet facetter og nuancer, man måske ikke lige forventer ovenpå den langsomme og meget sludgede ”Fractured”. Albummets to længste skæringer, henholdsvis åbneren og afslutteren ”Altitude”, er så langt fra en californisk ørken, som de næsten kan komme.

Lyden står skramlet og skarp, det egner sig absolut ikke til afspilning på diverse transportable enheder, computer med mere. For at få vellyd skal Double Space enten på et par solide stuehøjtalere eller et par gode hørebøffer. ”Straws” indleder med et riff, der viser vejen tilbage til den sorteste blues. Skæringens variation med temposkift, forskellige riff og rytmiske sektioner, hvor Per Silkjær roder godt rundt med gryderne, gør, at man må spørge sig selv, om ”Straws” reelt er progressiv sludge? Det buldrer dynamisk op og ned og kunne sagtens have været med på Dirt Forges Soothsayer.

”Dune” åbner med et kongeriff, og sammenligningen med Dirt Forge er så oplagt, at det helt generelt er nødvendigt at se på de nuancer, der adskiller kombattanterne: Double Space bruger støj, deres soli vægter det atonale, de er mindre motörheadede, og vers-omkvæd-opbygninger kan man kigge i vejviseren efter. Rent sonisk larmer de, så det er en fryd.

Progressiv sludge

Double Space vil noget med deres støjende sludge, så når et debutalbum er 20 år undervejs, er der ikke altid belæg for at sætte øjenbrynene i fremskudt skeptisk formation. Titlen Not in a Million Years understreger den lange proces, men der er ingen tegn på, at bandet kreativt har været ramt at stagnation. I stedet er albummet et tidløst tableau over sludge, med bluesede og stenede noter, komponeret med stor fantasi. Således er skæringerne her flyveture over beskidte landskaber, med diverse overraskelser undervejs. Flere af sangene er skrevet inden udgivelsen af bandets første ep i 2010, og det eneste, man måske kan sige, kan datere musikken, er de stenede, næsten ørkenrockede passager.

Progressiv sludge, hvad siger De så? Fornemt, fornemt.