EP’ens år

2021 er åbenbart ”EP’ens år” i Finland. Først kom Bodom After Midnight, så Insomnium, og nu Havukruunu. Det er ellers ikke meget mere end halvandet år siden, bandet udgav albummet Uinuos Syömein Sota – en absolut godkendt omgang sort, hedensk rock og rul, der dog led af en bizar trang til ulideligt lange synthesizerpassager samt uinspireret trommespil. Så er spørgsmålet jo, om de finske mumitrolde-metallere fortsætter præcis samme stil, eller om man vil kunne spotte nye ideer og friske indslag på Kuu Erkylän Yllä?

Styrker og svagheder

Da bandet annoncerede EP’en, var det med en lovning om, at man ville kunne høre elementer fra samtlige albummer. Det lyder jo alt sammen meget fint, indtil man opdager, at bandet reelt kun har udgivet tre album, og alle med få års intervaller – ergo har der næppe været tid til den helt store udvikling. Og ganske rigtigt, så lyder det nyeste skud på stammen da også som en direkte fortsættelse af det forrige, som ligeledes lød som en direkte fortsættelse af albummet før, etc. Så på sin vis holder bandet jo præcis, hvad de lover, og de lyder præcis, som man kunne forvente: primitive black’n’roll med elementer fra Bathory, Rotting Christ og delvist Immortal. Som altid er det, der giver bandet sin identitet, vokalist/guitarist Stefans tørre og hvæsende glammen. Hans vokal er måske ikke unik, og at referere til ham som den finske Sakis Tollis er nok rammende. For trods det at bandet lægger sig tæt op ad black metal, bliver der hverken skreget eller growlet – derimod sunget (forholdsvis) rent, og når han supplerer med de messende passager, tilføjes musikken et mere storladent og episk element, der virkelig stinker af legendariske albums som Blood Fire Death og Hammerheart.

Men trods bandets mange styrker, så holder de – stædigt – fast i deres svagheder også. Der er stadig lange, ligegyldige keyboardpassager, som ikke bidrager med noget andet end klokketid. Ligeledes har trommespillet også en tendens til at køre i frigear og blot buldre derudad i arketypisk Darkthrone stil – hvilket hurtigt bliver enerverende og trættende. Derudover bliver jeg nødt til at nævne det tredje nummer, ”Routapanssari”, for her er tale om et nummer, der må være blevet til efter en lang aften med alt for megen hjemmebrændt og saunagus. De første fem minutter ud af de næsten otte er rimeligt standard Havukruunu, men pludselig stopper musikken, og i stedet høres lyden af en forstærker, der slukkes, og en dør, der lukkes, efterfulgt af lyden af et kabel, der tilsluttes, og så bliver der ellers leveret en komplet ligegyldig, instrumental jamsession på halvandet minut efterfulgt af lyden af vinden, der blæser … Hvad i alverden var tanken dog med det?! Hvem fik den ide, og hvordan når man frem til, at det overhovedet var en god ide? Jeg græmmes.

En sjov ide er ikke nødvendigvis en god ide

Kuu Erkylän Yllä er en fin fortsættelse til Uinuos Syömein Sota. Bandet gør som nævnt det, de gør bedst, nemlig at levere en gang melodisk og rocket black metal med vikinge elementer – præcis, som de altid har gjort. Men de dårlige ideer fylder for meget, til at vi virkelig kommer op i nærheden af forrige album. Kunstnere skal være mere end velkomne til at lege, eksperimentere og have det sjovt, men der er ingen skam i at kigge sig selv i øjnene og erkende, at bare fordi det var sjovt, så er det ikke ensbetydende med, at det var en god ide.