Ekstern skabelse
Exogenesis – på italiensk Esogenesi – beskriver tanken om, at jordens livsformer på et primitivt stadie kunne være opstået andetsteds og senere ankommet til jorden. Jeg har lige slået det op, for sandt at sige har jeg aldrig mødt nogen, der udtrykker denne holdning… før nu. Italienske Esogenesi er klar med deres eponyme debutalbum af dødsdoom via Transcending Obscurity, og det er en udgivelse, jeg har set frem til i over en måned. Italienerne lever da også nogenlunde op til forhåbningerne, selvom resultatet kunne bruge større eksperimenteren.
Eksil i yderverdenen
Esogenesi viser sig at være en drøj omgang – på den gode måde. Gruppen benytter både riffede passager af klagende dødsdoom og langtrukne, forvrængede suk af begravelsesdoom. Strukturen og følelsen er i fokus, hvilket den gennemsnitlige sanglængde på knap ni minutter (fraset mellemspil) vidner om. En rallende vokal leverer sangenes vers, men vokalen er ingenlunde omdrejningspunktet for sangene. Sangene her bygger i høj grad på kontraster mellem de gængse doom-passager og stykker med uforvrængede arpeggioer fra guitaren. Som sådan skabes sangene ikke af strengenes eller vokalens mindeværdighed, men snarere af en tungsindig stemning, som præger albummet fra start til slut.
Gruppen gør det gennemgående godt, og der er fin dødsdoom at finde på Esogenesi. Udtrykket varierer fra det knusende på åbneren ”Abominio” over det lead-baserede melankolske på ”Decadimento Astrale” til det hårdt riffede på ”Esilio Nell’Extramondo”. Et uventet højdepunkt på afslutteren ”Incarnazione Della Conoscenza” ankommer, da vokalen leverer et digt på italiensk med fornem talestemme; ikke så meget teatralsk, som bare følelsesfuld. Derudover trasker hver af albummets fire egentlige sange (fraset mellemspillet ”…Oltregenesi…”) mod hver deres klimaks, som afløser et stille stykke og føres an af rytmeguitaren.
Dette bringer mig imidlertid også til det negative. Det, jeg efterlyser ved Esogenesi, er lidt mere eventyrlyst i sangskrivningen. Gruppen behersker deres virkemidler, men virkemidlerne ender med at blive lidt af en sutteklud; tre ud af fire sange indledes med renspillet guitar, førend de forvrængede riffs tager over. Samtlige sange indeholder en stille passage, i tre ud af fire tilfælde foranlediget af et break, som bringes til en brat afslutning. Endelig bæres samtlige sange mod et klimaks i et riffstykke efter den stille passage. Siden sangene, som nævnt, ikke bæres af mindeværdige riffs eller lignende, kommer de til at minde en del om hinanden.
Eksperimentér
Esogenesi forstår at strukturere en klagende doomsang effektfuldt. Langsomme, sløve passager af renspillet guitar afløses brat af kolossale, forvrængede akkorder, og forløses siden i flotte, riff-bårne klimaks. Desværre for albummet, bygger alle fire egentlige sange på samme skabelon samtidig med, at de individuelle stykker ikke i sig selv er skrevet for at være mindeværdige. Sangene består af lige dele stemning og klimaks, men sidstnævnte dæmpes af, at man kan se det komme fra sangens begyndelse.
