Ti bud mere
Amerikanske Crypt Sermon debuterede i 2015 med det hæderkronede og bibelske doom-opus, Out of the Garden. Når jeg bruger ord som ”hæderkronet” og ”bibelsk opus”, er det fordi, at albummet imponerede alt og alle, fra denne ydmyge anmelder til selveste Fenriz af Darkthrone. Vi spoler frem til 2019, hvor gruppen tilføjede ingen ringere end Frank Chin (eks-Vektor) på bassen, hvilket ikke ligefrem har mindsket mine forventninger til Crypt Sermons toer, The Ruins of Fading Light. Fire og et halvt år har Crypt Sermon tilbragt på Mount Doom, og de er netop nedsteget med ti nye bud mejslet i to cirkelrunde vinyltavler.
Der blive mørke
Man kan roligt sige, at Crypt Sermon har ”udviklet deres lydudtryk”; faktisk i så høj grad, at jeg var forvirret og skuffet til at begynde med. Hvor Out of the Garden var råt og ligefremt og stolede udelukkende på dens massive doom, tilføjer The Ruins of Fading Light mere af alting. Der er mere leadguitar, både i form af melodiske temaer, harmonier af disse og i form af soloer i kontraststykkerne. Der er mellemspil med mellemøstliglydende instrumenter. Wilsons vokal tilføres mere kraft og endda harmonier. Sangene er længere – albummet er længere. Der er endda mere plads i masteren, hvilket er en kærkommen forandring, når nu lydbilledet skal rumme mange flere bestanddele. I det hele taget forlader Crypt Sermon deres afklædte old school-lyd til fordel for en mere kompleks lyd, ofte med et større melodisk fokus i retning af Spirit Adrift.
Jeg var, som nævnt oven for, skuffet til at begynde med, men skuffelsen blev tids nok afløst af begejstring. ”The Ninth Templar (Black Candle Flame)” går fra en kort, stemningsskabende indledning til tung riffing i midtertempo. Lead-guitaren præsenteres og leder sangen ind i det første vers, som afslører en forsanger i storform. Fra det energiske og hårdtslående vers til det moltonede og melodiske omkvæd leverer Wilson en på alle måder følelsesladet præstation, som bidrager til musikkens episke karakter. Kontraststykket retter scenelyset mod leadguitaren, som kvitterer med en humørmæssig afveksling fra verset og omkvædet. Efterfølgende vælger ”Key of Solomon” at føre an med en guitarmelodi, man omgående nynner med på. Herefter udvikler sangen sig til at langsommere og endnu mere doom-funderet nummer, som introducerer harmonier på både vokalen og leadguitaren i omkvædet.
Der er ikke en svag sang på albummet, ej heller sange, der blot er ”gode”. Midternummeret ”Christ Is Dead” skaber et omkvæd så klimatisk, at man skulle tro, Jesus døde ved et pludseligt meteornedslag frem for langtrukken korsfæstelse. Afslutnings- og titelnummeret er passende ultimativt, ikke mindst takket være en heltemodig indsats fra forsangeren. Har jeg en enkelt anke ved albummet, er det, at tre af albummets numre er mellemspil, mens yderligere to besidder en mellemspilslignende indledning. Disse er i høj grad medvirkende til at skubbe albummet op på tre LP-sider, hvilket trods glimrende sangskrivning kan mærkes ved albummets afslutning.
Den overlegne toer
Medmindre der sker noget meget overraskende, ender The Ruins of Fading Light med at være årets doom-album for mit vedkommende. Hver sang bringer knusende tyngde, følelsesfulde vokaler, flotte melodier, spektakulære soloer og rigelig variation. I forhold til debuten er alle præstationer forbedret, ligesom musikken lyder flottere takket være et mere rummeligt lydbillede. Jeg var godt nok gladere for debutens mere kompakte størrelse, men niveauet holdes højt gennem samtlige femoghalvtreds minutter, og hvis man som doom-fan ikke kender til Crypt Sermon, så er der ingen tid at spilde.
