80’erne var en vild tid!
Kan I huske, hvor fede midt-80'erne var? Hele tiden væltede det frem med nye, friske og fræsende thrash-skiver fra bands. der konstant prøvede at overgå hinanden i forhold til tempo og sejhed. Kreator, Slayer, Metallica, Megadeth, Destruction, Sodom … ja, listen er uendelig. Men der er løbet meget vand i den å, og nu skriver vi ikke længere 1984, men 2026 – vi må derfor konkludere, at thrashens storhedstid er overstået, og at vi har set og hørt alt, hvad den genre havde at byde på. Alligevel lever retro-thrashen i bedste velgående, tit fremført af knejte, der er alt for unge til at have oplevet den oprindelige thrash på egen krop – eller af midaldrende familiefædre, der ikke er kommet videre. Men er der overhovedet nogen grund til at lytte til de nye børn i klassen, når nu man kan sætte Show No Mercy eller Pleasure to Kill på for 666. gang i stedet? Tjøh, tjoh ... ikke rigtig.
Hold kæft, Picasso!
Savage Mania er nogle semi-unge gutter, der virkelig elsker at spille sammen – lige så meget som de elsker 80’er-thrashen. Man kan virkelig mærke deres kærlighed til genren samt kærligheden til bare at riffe sammen. Desværre er kærlighed og nostalgi ikke alt, og selvom de herrer da bestemt kan spille, så er det umuligt at lytte til Demonic Assault og ikke tænke, at det virkelig lyder som en udvandet udgave af især Show No Mercy. Konstant sidder man med følelsen af, at man lytter til Temu-udgaven af “Tormentor”, “Die By the Sword” eller “Fight till Death”.
Det er i sig selv som sådan fint nok, der er intet nyt i, at nyere bands minder en om ældre og etablerede artister. Problemet med Savage Mania er dog, at de ikke bare minder om, for Savage Mania er så tæt på at være en rendyrket kopi. Tag nu bare frontmanden, Oliver Rytkönen, hvis vokal lyder 1:1, som Tom Araya gjorde tilbage i 1984 – det kan ikke være et tilfælde. Faktisk er det kun Viktor Suominens trommespil, der er så relativt fladt sammenlignet med Lombardos, at man ikke er i tvivl om, at det altså ikke er Show No Mercy, man lytter til.
Jeg har absolut intet imod retro-thrash eller retro-metal i det hele taget – jeg forstår fuldt ud, hvorfor den er opstået, hvorfor den hitter, og hvorfor den har en eksistensberettigelse. Jeg kigger da også på den moderne metalscene, der er fyldt med elektronisk jammer, hyperpoleret flæbe-core og hvad end Sleep Token skal forestille sig at være, og tænker: 'Så stik mig et stykke med 80’erne, tak!'
Men der skal altså mere til end bare at kopiere – at hylde er fint, at stjæle … not so much, uanset hvad Picasso engang sagde. Dog skulle hvem end der har fået drengene her til at tænke, at det var en fed idé at starte pladen med et ligegyldigt intronummer, som endda hedder “Intro”, sparkes ud på røv og albuer.
4 – gives for den jævne præstation
Med andre ord mangler Savage Mania simpelthen egen identitet. Selvom de spiller fint, har de ikke formået at overbevise mig om, hvorfor jeg skulle vælge at lytte til deres debutalbum, når jeg i stedet kunne lytte til et af de mange klassiske thrash-værker, der allerede eksisterer. Ergo kan jeg kun belønne pladen her med den karaktermæssige ækvivalent til ordet 'jævnt', nemlig fire kranier.