Mission fra metal

Fans af kultfilmen The Blues Brothers vil sikkert mindes Jake og Elwoods tilbagevendende argument for at genstarte deres bluesband: ”We’re on a mission from God.” På lignende vis er den chilenske thrash-kvartet, Demoniac, dannet tilbage i 2011 med det ene formål at bringe metallens aggressivitet tilbage i deres hjemby, Limache. Det er sgu da ædelt! So it Goes er gruppens andet fuldlængdealbum og første på det norske undergrundsselskab Edged Circle Productions. Den oprindelige udgivelsesdato blev rykket ind i det nuværende år fra december 2020 på grund af coronarelaterede forsinkelser. Vil det lykkes missionærerne at forvandle deres hjemstavn til en frådende mosh pit?

Hvert sekund tæller

Kort sagt: ja. Langt sagt: So It Goes er en hæsblæsende riff-festival, et frenetisk supersonisk overfald og en tornado af 24 karat thrash-metal. Men hvad vildere er: albummet er endnu mere end ovenstående. Ikke siden Vektors nyklassiker Terminal Redux har jeg personligt oplevet et så storslået thrashalbum, og der er ingen tvivl om, at det vil optræde på adskillige lister ved årets udgang. Demoniacs musik lader til at rumme inspiration fra landsmændene i Ripper med en vis kompleksitet i riffene, en central rolle for bassen og en hæs, bidende snerren fra vokalen. Gruppen skruer tempoet og aggressionen op på niveau med tidlig Kreator, hvilket giver et fornuftigt udgangspunkt for deres riffs og følelsen i musikken. På dette fundament opbygger de melodisk dramatik, fængende progressioner og sågar neoklassisk lydende instrumentalpassager.

A-siden åbner med det, der ligner et medley i ”RSV – Fool Coincidence – Testigo”, som pakker alle ovennævnte elementer sammen på blot syv og et halvt minuts halsbrækkende intensitet. Der er ingen sammenføjninger at spore. Alt er sømløst sammensat, så gruppen bevæger sig fra syge thrash-riffs i ”Pleasure to Kill”-tempo til travle legato-licks uden tvivl i sindet. ”The Trap” kommer efter med samme elementer, samme kvalitet, men presset ned til knap fire forbrændende minutter. Demoniac spilder ingen tid med ligegyldige groovestykker – der er mere end nok variation i deres stil til, at de ikke behøver sænke tempoet. Nogensinde. Med det sagt, så består det midterste nummer nærmest af en instrumentalballade for soloklarinet (vent, hvad?), som giver et veltilrettelagt åndehul og i øvrigt er overordentligt flot spillet. Endelig kan man fornemme, at gruppen har skrevet albummet til vinylformat, idet A-sidens afslutter, ”Equilibrio Fatal”, efter endnu en spærreild af riffs runder af med en følelsesfuld guitarsolo, som udvides til en duet.

I bedste Pink Floyd-stil er B-siden helliget ét enkelt nummer, begavet med albummets titel. Som øretæven, der bliver ved at give, er titelnummeret et ærefrygtindgydende thrash-epos på tyve minutter af det mest fræsende riffværk, de tørreste trommetæsk og de hæseste rasende skrig. Derudover er der plads til alt muligt blær; en voldsom, åbnende riffsalve, hvinende introsolo, minutlang bassolo, hidsige temposkift, svævende basstykke med rallen – og vi er kun nået en tredjedel ind i sangen!  Sidenhen tager sangen af i intensitet og leverer et sjælfuldt, melodisk stykke med den tidligere klarinet for til sidst at bygge betagende op til en afsluttende åreladning af rasende, thrashende tungsind. Har man hørt mage.

Neoklassiker

So it Goes er på én gang old school og moderne. Til den rå lyd og utøjlede aggressivitet, som kendetegnede den tyske thrashscene i 80’erne, føjer chilenerne et væld af melodier, som tit lyder inspireret af progressioner fra klassisk musik. Alle disse elementer formes til én kohærent lyd; retrospektiv i sin referenceramme, men nyskabende i sin sammensætning. Hvis So it Goes ikke vækker thrasherne til live i Limache, er der intet andet at gøre, end at bede Gud om at lave en Sodom. Jeg tror ikke på et liv efter døden, men giv mig lige min plade med So it Goes med i kisten for en sikkerheds skyld.