Hvad kan man egentligt få for seks kroner?
Tænk sig, hvis jeg havde en krone for hver gang, jeg havde anmeldt et black metal-album med et lyrisk fokus på minearbejderhistorie. Ja, så ville jeg godt nok kun have seks kroner, hvilket jo ikke just er en formue, men det er da vildt nok, at det alligevel er sket hele seks gange. Der er dog ikke nogen, der gør det helt så godt som netop Dauþuz, og derfor klappede jeg da også i mine små hænder, da bandet annoncerede, at de i år var klar med opfølgeren til det eminente værk Uranium fra 2024 – en af mine absolutte yndlingsplader fra netop det år. Så fat skovl, hakke og kanariefugl, for vi skal atter ned i uranminerne på Todeswerk – Uranium II.
Dystert og spændende
Uranium var en fantastisk skive, der virkelig viste, hvor gode Dauþuz er, når de går all in og spiller med samtlige, musikalske muskler. Pladen her er en direkte fortsættelse til den skive, så derfor er forventningerne enorme – selvom alle klicheerne om 'den svære toer' naturligvis rumsterer i baghovedet. Hvor Uranium handlede historien om uranudvinding i Tyskland sådan helt generelt, handler Todeswerk – Uranium II specifikt om byen Jáchymov (bonusinfo: Det er derfra vi har fået ordet 'dollar') og den rolle, som byen og dets mange miner betød for Sovjetunionens atomprogram. En utroligt spændende og ekstremt dyster historie, som alle burde læse op på. Spændende og ekstremt dyster er faktisk også den bedste måde at beskrive Dauþuz’ musik på. Det er klassisk tysk hedninge-black med uendeligt meget guitarlir, akustiske passager, fællessangelementer, stemningsfyldte rytmemønstre, diverse lydeffekter som 'hakke mod klippevæg,' og så den fuldstændigt fantastiske galimatias-vokal, som Syderyth besidder. Jeg knuselsker simpelthen den mands vokal, uanset om det er hans dybe bøhmands-klagesang eller de spasmodiske skrig – det er virkelig fantastisk. Hvad der dog ikke er synderligt fantastisk, er, at Syderyth og Aragonyth begår den ultimative musikalske dødssynd: at spilde lytterens tid med komplet og aldeles ligegyldige instrumentale intermezzi. Bevares, tilsammen varer de to numre ”Bluteisen” og ”Hammerzwang” lidt mere end tre minutter, hvilket ud af en samlet spilletid på godt og vel tre kvarter ikke er meget, men det er nok. De to 'numre' dræber totalt det flow, der ellers var – og ydermere, når nu det netop kun drejer sig om tre minutter og ti sekunder, så kan vi nok godt blive enige om, at det jo er totalt ligegyldigt. Jovist, nogle vil nok påpege, at det hverken er første, anden eller tredje gang, at bandet inkluderer den slags på sine plader. Men nu har det været noget, de ellers har sparet os for siden Monvmentvm fra 2019, så hvorfor dog gå tilbage til sådan en fuser? Heldigvis er de seks numre lige så fuldstændigt fantastiske og på samme tårnhøje niveau, som man efterhånden ved, at Dauþuz altid er garant for.
Godt, solidt håndværk
Trods at Todeswerk – Uranium II hverken formår at toppe eller stå lige så stærkt som sin forgænger, så er det stadig en weltklasse pagan black-skive, som de to – så absolut – skal være stolte og tilfredse over. Det er slet og ret altid en fornøjelse at sidde og bearbejde en Dauþuz-skive, for man ved, at man altid får et produkt, som er gennemført, gennemtænkt og gennemarbejdet – hvilket er tre dyder, alle kunstnere burde have som rettesnor uanset medie og genre. Så tak for det!
