Farvel til fronten
Da Kissin’ Dynamite sidst bragede forbi disse spalter, var der ikke meget fut tilbage i lunten. Back With a Bang! lovede tilbage i sommeren 2024 en eksplosion, men efterlod snarere et sjaskvådt krudtspor af genbrug, trivielle melodier og en glamrockformel, der for længst havde mistet sin glans. Hannes Braun stod dog tilbage som et af de få ubestridte aktiver. To år senere er situationen derfor næsten pervers i sin timing. For mens Kissin’ Dynamite nu forsøger at lukke én epoke og åbne en anden, bliver det selvbetitlede niende album samtidig det sidste med Braun som bandets aktive frontmand på scenen. Seks nye numre skal vise, hvor tyskerne står anno 2026, mens syv genindspilninger af sange fra karrierens spæde begyndelse skal demonstrere, hvor langt de er kommet. Spørgsmålet er derfor ikke blot, hvorvidt Kissin’ Dynamite kan sige ordentligt farvel. Snarere, om de endelig har fundet en måde at kigge bagud, uden endnu en gang at gå fuldstændigt i stå.
Med bagsiden forrest
Når enden nærmer sig, bliver begyndelsen næsten uundgåeligt mere synlig. Det er også udgangspunktet på “Glory Days”, hvor Braun med linjen “I was just a kid with a burning heart” retter blikket mod de sorgløse ungdomsår. Nostalgien bliver hurtigt konkret på “I Salute You”, der fungerer som Brauns honnør til publikum. Saltatio Mortis’ sækkepiber gør nummeret tungt marcherende og ceremonielt, men samarbejdet har også en fin historisk cirkelbevægelse. De to bands kendte hinanden allerede fra Kissin’ Dynamites unge år, hvor Braun blev inviteret op på en langt større scene af netop Saltatio Mortis. Nu står de igen ved hans side, mens scenekapitlet lukkes. “Night Is Calling” nægter til gengæld at gøre afskeden til en begravelse. “I know the best of times is just a breath away”, synger Braun, og optimismen virker oprigtig. Han forlader ikke bandets kreative maskinrum, blot turnélivet. Den forskel mærkes.
Fortiden fylder dog mindst lige så meget som nutiden. “Heartattack” bliver første genbesøg fra Steel of Swabia, og i lyset af Brauns helbredsmæssige begrundelse for at stoppe live får titlen næsten ufrivilligt et morbidt skær. Musikalsk fungerer genindspilningen bedre. Den moderne produktion giver den efterhånden patinerede veteranvokal nyt liv uden at prøve at gøre Braun 20 år yngre. “Out in the Rain” får tilsvarende hjælp af Elize Ryd, hvis klare, polerede vokal danner en effektiv kontrast til Brauns knastørre toner. Selve sangen er stadig nogenlunde så banal, som den altid har været, men den lyder ganske enkelt fremragende, ikke mindst i det afsluttende soloparti. På “Love Me Hate Me” er referencerne stadig umulige at overse. Den pumpende staccatofigur i introen emmer af Scorpions, Whitesnake og klassisk tysk 80’er-metal, og stadionformatet klæder sangen lige godt nu, som det gjorde i 2010.
Gæsterne bliver heldigvis mere end navne på bagsiden af coveret. Anna Brunner gør den akustiske “Lie for Me” langt mere velfungerende, end hendes seneste visit hos undertegnede gav anledning til at håbe på, mens “Steel of Swabia” bliver løftet markant af Ralf Scheepers’ højoktane vokal og Sam Totmans guitarsolo. Den schwabiske hjemstavnshymne har altid været storladen, men her får den endelig den preusserpatos, titlen nærmest kræver. Endnu bedre fungerer “Against the World”, hvor Eklipses strygere trækker al tempo ud af nummeret og giver den allerede pompøse arenarock en mørkere, næsten cinematisk dimension. Her beviser Kissin’ Dynamite, at genindspilningerne ikke bare er gamle filer med ny mastering. De er reelle omarrangeringer, og dermed får fortiden pludselig en funktion. I kategorien ”noget nyt, noget gammelt” finder vi atter i den grad også noget lånt. Journey har bestemt ikke levet forgæves, og at ”I’ll Be” læner sig så tungt op af “Worlds Apart (Separate Ways)” er simpelthen for tilfældigt til at være netop det. Det er fint med nostalgiske nik, men der bør dog også trækkes en grænse. Selv på en milepæl på denne!
Goodbye uden gravøl
Med gæsterne ude af vagten og “Nothing Breaks Like a Heart”, “Only the Good Die Young” samt “Good in Goodbye” tilbage i opløbet, står forskellen til Back With a Bang! krystalklart frem. Kissin’ Dynamite er stadig ikke stor kunst. Der er stadig lån, banaliteter og arenarockgreb, som er blevet brugt så mange gange, at selv genbrugsstationen ville protestere. Men denne gang føles det helt og aldeles oprigtigt. Der er noget på spil, fordi Hannes Brauns eftermæle som frontmand står midt i projektet. Man kan sagtens diskutere, hvorvidt det er at fedtspille at pakke seks nye numre ind i syv allerede tryktestede klassikere, men genindspilningerne retfærdiggør i store træk deres tilstedeværelse. På Back With a Bang! lød Kissin’ Dynamite som et band, der ikke vidste, hvorfor det stadig kiggede tilbage. På Kissin’ Dynamite har fortiden endelig fået et formål. Og når “Good in Goodbye” sætter punktum, er der faktisk flere gode ting at tage med fra afskeden.
