Hei-ho, hei-ho, wir sind vergnügt und froh

Det er ikke meget mere end halvandet år, siden den tyske black-dueo Dauþuz udgav EP’en Grubenfall 1727. En relativt, hurtig sag med tre numre, hvoraf de to var genindspilninger af tidligere udgivne numre. Men nu er Aragonyth og Syderyth klar med deres første fuldlængde siden Monvmentvm fra 2019, og traditionen tro handler musikken om bjerge, miner, metaller og alle de fortabte sjæle, der er forsvundet i de dybe gruber igennem årenes løb.

I skovens dybe stille ro

På Vom schwarzen Schmied forsøger bandet at fortælle en historie om en forpint og angrende smed, der forsøger at gøre bod for diverse ugerninger, han har udført igennem sit lange liv. Fortællingen forgår på både tysk og latin, og næstefter aramæisk og aritmetik var det de to fag, jeg fulgte mindst med i i folkeskolen. Men da det jo er black metal, så er lyrikken omtrent lige så relevant som ”Se & Hør-manden”.

Stilistisk set fortsætter Dauþuz ned ad den samme, mørke tunnelgang, som de har betrådt lige siden bandets undfangelse tilbage i 2016. Dvs. at vi befinder os i et Bathory-inspireret ingenmandsland mellem den første og den anden bølge af black metallen, hvor der er plads til både store armbevægelser og lejrbåls-guitar, men også iskolde tremoloriffs, forpinte jætteskrig og et trommesæt, der lyder som potter og pander samt de papkasser, de kom pakket ind i. Men alligevel så har de to musikere udviklet sig samt udgivet deres musikalske repertoire, der sniger sig guitarelementer ind hist og pist, der minder mere om den helt moderne post-black metal, og trommeslageren har opdaget, at der også er bækkener, man kan lege med!

Et af mine ”kritikpunkter” af Grubenfall 1727 var, at blandingen af de ovenstående elementer var med til at give bandet et element af hygge, som ikke helt matcher tematikken. Dette gør sig fortsat gældende på Vom schwarzen Schmied, for der hersker bestemt stadig en stemning af vandreture i skoven og snobrød ved lejrbålet. Men når man nu er indforstået med, at denne lyd er lige så stor en del af Dauþuz, som ”YEAH!” er af Metallica, så må man konkludere at – hygge eller ej – det er utrolig stemningsfyldt, hvilket matcher deres tyske arbejdermetal rigtig fint. Og nu her, hvor jeg sidder og kigger ud på sneen, der fyger, må jeg ydermere konkludere, at musikkens atmosfære får elementers rasen til at virke endnu mere imponerende og frygtindgydende.

Vom schwarzen Schmied er lidt af en krabat med en spilletid på næsten en klokketime. Det lyder måske lidt krævende, men det er omvendt et værk, der kræver tid og rum for at få lov til at udfolde sig og sprede sine sorte og forkullede vinger. Det virker virkelig til, at bandets modus operandi er ”hastværk er lastværk”, og derfor er det især numre som ”Der Bergschmied I – Mein Berg” og ”Der Bergschmeid VIII – Sargdeckel”, der er med til at hive det her album op af dybet, for her tager bandet sig netop den tid, som deres musik kræver. Omvendt er ”Der Bergschmied VI – Cognito” et komplet ligegyldigt indspark bestående af akustisk klimpren og regnvejrslyde. Det nummer havde nok fungeret bedst, hvis det var en del af et andet, eller måske skulle det blot være forblevet på tegnebordet.

Blood Fire Carbon

Jeg kan faktisk rigtig godt lide Vom schwarzen Schmied, det viser den side af Dauþuz, som man kender og forventer, men samtidig er der en smule musikalsk udvikling – uden at vi ender ovre i avantgardejazzen lige pludselig. På mange måder er bandet stadig den tyske pendant til den stil, som Quorthon lagde for dagen med Blood Fire Death tilbage i 1988 – og det er jo aldrig helt dumt. Er det et perfekt album? Nej, det er det ikke, der er enkelte bump på vejen, men vi er absolut på vej et fornuftigt sted hen, og jeg kan kun være spændt på at se, hvor de tyske minearbejdere tager os hen næste gang.