Den frække lillebror er tilbage!
Anthrax har altid været lillebroren i The Big Four. Det er altid dem, folk mener, burde blive erstattet af Testament, Exodus, Death Angel eller et andet semi-stort Bay Area thrash-band fra starten af 1980’erne. Og jovist, de har da også altid været det mere fjollede, legesyge og ligeglade medlem af gruppen. For de har aldrig lagt skjul på, at de bare gerne ville feste og lave fis og ballade. Omvendt var de også de første til at begynde at eksperimentere og lege med andre musikgenrer – og så kan man så mene, hvad man vil om både bandets flirten med rap, hip-hop og grunge.
Man kan dog heller ikke just påstå, at Anthrax har været det mest stabile eller leveringsdygtige band. Tit og ofte har man da gået og tænkt på, om de egentlig stadig var i live. Cursum Perficio har jo også været ti år undervejs, hvilket er den længste pause mellem udgivelser, bandet endnu har holdt. Derfor er spørgsmålet jo oplagt: Er pladen ventetiden værd?
Anthrax er stadig Anthrax, på godt og ondt
Hvis Cursum Perficio udelukkende skulle anmeldes ud fra rytmesektionen, så ville den klart få ti kranier. Scott Ian, Frankie Bello og Charlie Benante har alle dage været nogle af de vildeste og mest undervurderede musikere i metallen. De tre spiller så ekstremt præcist, knivskarpt og generelt vanvittigt tight. Ligeså er Joey Belladonna også den af The Big Four-sangerne, der utvivlsomt er den mest teknisk kapable. Jonathan Donais er da også en virkelig dygtig leadguitarist, men hans bidrag i Anthrax minder mig utroligt meget om det, Chris Broderick leverede, da han var med i Megadeth – som bedst kan beskrives som 'teknisk imponerende, men uhyre kedeligt'. Men okay, Anthrax har reelt ikke haft nogen imponerende guitarsoli, siden Dan Spitz skred i 2007 for at blive urmager i stedet – hvilket stadig er et af de vildere karriereskift i metallens historie.
Så hvorfor får pladen her ikke max karakter, når nu alle medlemmer er så dygtige? Fordi Anthrax jo stadig er Anthrax, med alt hvad det indebærer. For nok er de alle ekstremt kapable musikere, men det ændrer bare ikke på, at Anthrax aldrig har været lige så gode sangskrivere som de andre Big Four-medlemmer.
Scott Ian mener ellers selv, at Cursum Perficio er deres magnum opus, endda bedre end Among the Living. Det er altid et enormt faresignal, når bands, der har mere end 40 år på bagen, udtaler den slags – for det er aldrig rigtigt, og i værste fald siger det noget om, hvor virkelighedsfjerne ældre musikere bliver.
Helt overordnet er der ikke noget graverende galt med albummet her. Der er ingen kolossale og eklatante fejl at påpege. Der er dog en del mindre ting, der simpelthen er noget rod – ergo er vi lidt ude i en ‘død ved tusind snit’-situation her. Eksempelvis åbner albummet helt skidt. Vi får både en omgang instrumental fyld-fnidder og derefter “The Long Goodbye”, som ærlig talt er et af de fladere numre på albummet. Bare det at tænke at man skal starte med en sang, der hedder noget med 'goodbye', er da totalt ‘goddaw-mand-økseskaft’. At åbne sit album med en svag start er så stor en nybegynderfejl, at det nærmest er pinligt for et band som Anthrax.
Albummet burde afgjort åbne med “It’s For the Kids”, der er klassisk pizza-party-uartig-thrash, som Anthrax alle dage har mestret. Derudover er albummet alt for langt. Ganske vist er det hele 12 minutter kortere end Worship Music fra 2011, et album, der da også var fyldt med både coversange og instrumentelt fnidder. Worship Music var dog et betydeligt bedre album og nok et af de bedste Anthrax-album generelt. Man kan godt høre, at Cursum Perficio er et resultat af løse ideer og strøtanker fra et årti, for albummet mangler ærlig talt en rød tråd. Det er, som om de ikke helt kunne finde ud af, om det skulle være et klassisk Anthrax-thrashalbum eller en mere moden, grunge-inspireret plade a la dem, de lavede med John Bush i 1990'erne. Derfor ender Cursum Perficio med at være en plade, der har et ben i hver lejr, hvilket betyder, at det endelige resultat er, at man ikke helt ved, om det er fugl eller fisk, man sidder med.
Når det så er sagt, er jeg betydeligt større fan af pladen her end af forgængeren, For All Kings – et album, der bestemt ikke vækkede nogen løve i mig. Men hvis vi lige smider kritikerbrillen væk et øjeblik og fokuserer på det, der så rent faktisk virker på Cursum Perfico, så er der heldigvis en hel del, der er værd at fremhæve. Vi kunne jo for eksempel kigge på “The Edge of Perfection”. Et nummer som Ian mener, er det bedste, de nogensinde har skrevet. Faktisk det nummer hele deres karriere har handlet om at få skrevet. Det er store ord. Jeg er ikke helt enig, men jeg kan sagtens forstå, hvad han mener.
Det er afgjort et virkelig godt nummer, men det vigtigste er faktisk, hvor anderledes det er. Hele introsektionen er så langt fra Anthrax' sædvanlige stil, at man har svært ved at tro, det faktisk er dem, der står bag. Vi får simpelthen en solid omgang pseudo-black metal smidt direkte i fjæset, med tremolo-riffs og blastbeats. Derfra ender vi ovre i et nummer, der virker meget inspireret af “Only” fra The Sound of White Noise – som også er et fantastisk nummer. Der er også den tonstunge Pantera-influerede “T.O.M.B”, og vi må da heller ikke glemme det superfede riff i “Everybody’s Got A Plan” eller den flabede “NYC 93”, der er et åbenlyst kip med hatten til de dage, hvor de legede med Public Enemy – noget, der virkelig gjorde deres gamle fans eddikesure, hvilket vist kun morede Anthrax noget så gevaldigt.
The Biggest Four
Er Cursum Perficio ventetiden værd? Det er svært at svare på. Generelt skal man ikke forvente mesterværker fra bands, der har været i gang så længe som Anthrax. For uanset hvad de så selv mener, så har de peaket, og det er endda mange år siden. De har vundet, de har intet at tabe, og den slags påvirker altså kreativiteten. Men når det er sagt, så er det en god plade. Produktionen er eminent, alle lyder fantastisk godt på pladen, og som udgangspunkt gør de alle et fantastisk stykke arbejde. Jovist, så er der masser af småfejl, men pladen er fortsat mere end godkendt. Albummets titel kan løst oversættes til ‘rejsen er slut’, men forhåbentlig er dette blot en reference til, at pladen har været ti år undervejs, og ikke at Anthrax nærmer sig pensionen. For godt nok har det har taget over 40 år, men det er endelig lykkedes Anthrax at være det medlem af The Big Four, som har lavet den bedste plade inden for de sidste par år. Så tillykke med det, om ikke andet!
