Alle fortjener en chance til
Det lå ikke umiddelbart i kortene, at jeg skulle beskæftige mig yderligere med de gyldne eminencer i svenske Rexoria. De blå-gule powermetallere præsenterede senest med Imperial Dawn et album, der på alle tænkelige måder skreg ’middelmådig metervare’, ikke mindst takket være forsanger Frida Ohlins noget ujævne emulering af Noora Louhimo (eks-Battle Beast). På trods af anmelders tvivlsomme førstehåndsindtryk – såvel som redaktionens ditto – meldte der sig alligevel en vis nysgerrighed ved annonceringen af Fallen Dimension. Måske af ren stædighed, måske af dårlig dømmekraft. Hvem ved? Albummet har i hvert fald formået at gøre reklame for sin eksistens gennem duetterne med henholdsvis Mike Andersson (Tungsten) og Johnny Gioeli (Axel Rudi Pell / Hardline). Så måske er forklaringen i virkeligheden ganske enkel: Alle fortjener en chance til.
Formularisk flødefræs med få lyspunkter
Man kunne fristes til at kalde det dårlig dømmekraft. Ikke kun fordi undertegnede frivilligt vender tilbage til Rexoria, men også fordi tilliden delvist beror på gæster fra projekter, der historisk har haft en bekymrende tendens til at akkumulere en vis mængde lidet flatterende 3-taller. Alligevel er det netop ved dette træ, Fallen Dimension forsøger at rejse sig. Og selv om åbneren “Metallic Rain” lægger ud med militære kommandosignaler og den obligatoriske idiot savant bag synthesizeren, er det vanskeligt ikke at lade sig rive en smule med af det smittende leadhook. Tænk Battle Beast møder Sabaton; jovist, originaliteten må man kigge langt efter, men det virker i momentet. Man leder ikke desto mindre med lys og lygte efter Rexorias eget stempel mellem tildragelighedens interdimensionelle murbrokker.
Bevares, intentionen om at levere ’societal criticism and war-driven narratives to emotional power ballads and uplifting, hook-driven anthems’ brænder da af og til igennem, når vi kigger på lyrikken i et nummer som “Malleus Maleficarum”. Der er både pondus og en vis panache efter gældende standarder. Ikke mindst illustreret gennem de latinske recitationer, der skaber det momentum, som drives videre af “Running with the Stars”. Her hæfter jeg mig især ved introen, der unægteligt lyder som noget, Bloodhound Gang kunne have kogt op omkring årtusindskiftet. Det er dog først omkring “Dominion”, vi finder noget, der minder om en egentlig identitet. Tragikomisk nok er det også her, Mike Andersson melder sin ankomst. Alligevel balanceres der konstant på kanten af det velkendte. Selv når guitarerne skamløst flirter med øregangene, ændrer det ikke nævneværdigt på helhedsindtrykket. Det er kompetent, men også forudsigeligt i en grad, hvor man savner både kant og karisma.
Mod slutningen bliver det om muligt endnu mere evident, hvor svært albummet har ved at fastholde sin egen energi. “Wasted Land” og “Virtual Pain” flyder næsten sammen, og man tager sig selv i at lytte med af pligtskyldighed fremfor reel interesse. Det er derfor også symptomatisk, at Johnny Gioeli først dukker op til allersidst på “Heart of Sorrow”. Det redder ikke den samlede oplevelse, men det sætter den i perspektiv. Når gæsterne træder ind, løftes materialet. Når de træder ud igen, falder det sammen under vægten af egne ambitioner. Tilbage står således et album, der vil en masse, kan forbavsende lidt på egen hånd, og frem for alt, sjældent formår at holde sit publikum investeret.
Store armbevægelser, små aftryk
Rexoria fik en chance til. Det skulle de nok ikke have haft. Fallen Dimension fremstår først og fremmest som svenskernes semifallerede forsøg på at maskere identitetskrisen med marginalt interessante gæsteoptrædener og skabelonskårne stadionhooks. Sagen er bare, at når gæsterne går hjem, står vi tilbage med en lyd, vi allerede har hørt et utal af gange både før og bedre. Det efterlader os med andre ord med en knap og nap middelmådig LP, der mest af alt bekræfter, at de bedre alternativer allerede står klar på hylden – og har gjort det i årevis!
