Creeping Flesh - ...And Then the Bombs Came

...And Then the Bombs Came

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

Når fortiden forpligter

Der er vel næppe nogen adresser, der forpligter mere i metalsammenhænge end Göteborg, Sverige – byen, der er fødested for utallige mere eller mindre veletablerede metalbands, herunder de hellige tre konger inden for melodeath (In Flames, Dark Tranquility og At the Gates). Ethvert lovende band fra den nordiske metalhovedstad må derfor lide den tort at blive vurderet under en lidt større lup end sine kollegaer fra mindre mytiske egne.

Spørgsmålet er herefter blot, om opkomlingerne fra Creeping Flesh med deres andet udspil … And Then the Bombs Came formår at gøre fortidens helte ære, eller om de glider ud i glemslen?

Svensk død, som mor lavede den

Bandet har i hvert fald gjort alt, hvad der står i deres magt for at markere sig som det friskeste skud på stammen af en gammel eg. Creeping Flesh spiller old school dødsmetal på den old school måde – ikke alt det der ”New Wave OSDM” (Tomb Mold, Baest, Skeletal Remains), som de unge labber i sig for tiden. Grundopskriften består af den klassiske slow-/mid-paced dødsmetal, som vi kender den fra blandt andre Massacre, Entombed og Obituary, krydret med enkelte melodiske elementer fra hjemstavnen.

Hvis man tror, at Göteborgdrengene er en flok gentlemen, der lige vil varme en op med en drink og lidt smalltalk, inden de går til metalmakronerne, så bliver man slemt skuffet. Efter titelnummeret, et kort sample, der ildevarslende bebuder bombeflyenes ankomst, bliver der gået knastørt til værks med ”Flaktürme” og ”Finest Hour”. Salige Martin Kearns ville have knebet en tåre, hvis han kunne høre trommespillet på førstnævnte, der i et alternativt univers snildt kunne være at finde på en Bolt Thrower-classic. ”Finest Hour” udmærker sig ved at have albummets mest fængende omkvæd og kommer med statsgaranti til at have et par ødelagte nakkehvirvler på samvittigheden i løbet af koncertåret 2022.  

Bomberegnen fortsætter ufortrødent på ”Like So Many Before Them”, hvor lytteren bliver kastet direkte ind i en brutal nedslagtning af de amerikanske tropper i Slaget ved Kasserinepasset. Nummeret er et tonstungt dieseltog, der langsomt, men sikkert kommer op i fart, indtil det hele kulminerer med et pivfrækt og møgbeskidt Bloodbath-esque breakdown. Det er generelt helt tydeligt, at Creeping Flesh siden 2019-debuten Into the Meat Grinder har udvidet deres tekniske repertoire ganske betragteligt. Flere af numrene har fået et diskret, men effektfuldt lag af industriel lyd på, som i glimt giver associationer til Cannibal Corpses Torture-æra, ligesom albummets sidste skæring, ”Wandering Soul”, også viser, at bandet heller ikke er helt uden talenter i de mere doomede aspekter af dødsmetallen. En meget lovende udvikling, må man sige.

Vores svenske venner lider dog af en enkelt børnesygdom, som forpurrer det samlede billede en smule: De har svært at finde ud af, hvornår der skal gives los, og hvornår der skal trædes på bremsen. På ”Titan Grip” er der for eksempel et helt eminent build up, hvor man ekstatisk sidder ude på kanten af stolen og tænker ”SÅ, nu skal jeg satanedeme have tænderne sparket ud”, for blot ti sekunder senere at se sig selv lænet ind over en veloursofa, mens man bliver klasket blidt bagi med en våd berlinger. Lidt antiklimatisk, desværre, men det ændrer dog ikke på, at der overordnet set er tale om en meget flot og helstøbt præstation.

Bomberegn – og et par enkelte knaldperler

Med … And Then the Bombs Came har Creeping Flesh leveret et solidt, vellydende og gennemarbejdet stykke old school dødsmetal, som vil kilde alle de rigtige steder, uanset om man er nestor eller novice inden for genren. Albummet cementerer bandets status som et af de mest spændende navne på dødsmetalscenen, og hvis man har billet til Næstved Metalfest 2022, vil det efter min opfattelse være helligbrøde ikke at slå vejen forbi, når Creeping Flesh spiller op til dans i august.

Tracklist

  1. ...And Then The Bombs Came
  2. Flaktürme
  3. Finest Hour
  4. Like So Many Before Them
  5. Decrowned
  6. Obscure The Sun
  7. Titan Grip
  8. March Of The Elephant
  9. Wandering Soul