Fra de skrå brædder til studiet
Egentlig havde jeg ikke planer om at nedfælde flere ord omkring Deathchant end min anmeldelse af bandets koncert på årets Copenhell Metal Cruise. Men efter den hæsblæsende, imponerende og særdeles overbevisende koncert som kvintetten fra Los Angeles leverede, erhvervede jeg mig et spritnyt eksemplar af deres nyeste udgivelse, nemlig KOVA, som udkom for en lille måned siden. Det tæller vist stadig som en aktuel udgivelse. På de skrå brædder fremstår Deathchant uovervindelige og mere rå end grus, pigtråd og sandpapir i en blender, men hvordan lyder de så, når scenelamperne slukkes, og publikum er gået hjem?
Kammerateri og landevejsstøv
KOVA er både dedikeret til og navngivet efter bandets afdøde ven, Davey Kova. En person som bandet kaldte for ‘The Sweetest Scariest Walking Middle Finger Yin Yang’ og ‘The Human Motorcycle’. Altså en type, der kun levede i overhalingsbanen, og som aldrig tog den i første gear. Skiven her har da også ret meget fart på. Har man ikke stiftet bekendtskab med Deathchant før, så kan musikken generelt bedst beskrives som ‘Thin Lizzy på speed, med Lemmy på vokal, drysset med lidt americana’. Det er lyden af at køre så hurtigt, man kan, op og ned ad Route 66 på en tonstung Harley Davidson, alt imens en blanding af ørkenstøv og dieselrøg fylder lungerne.
Det er måske ikke det mest varierede album. Bandet kører ret meget i samme rille – og det gør faktisk ikke så meget. Deathchant er absolut bedst, når de holder sig til at høvle fed retro-spade, mens de råber henover. Men albummet indeholder også en hulens masse følelser, og den generelle tematik er jo sorg, afsavn og kammerateri – hvilket jo er nok så fint. Hvad der dog ikke er særligt fint, er de to sidste numre, ”Forgiveness” og ”Requiem”. Begge numre handler åbenlyst om Kova selv. Men tager man patossen ud af ligningen, så står vi med to ufatteligt ligegyldige numre, hvoraf det sidste af dem endda bare er halvandet minuts synth-vindmaskine-halløj. Med andre ord, så fungerer Deathchant absolut bedst, når det bare er fuld fart fremad. De må aldrig gøre som Lots hustru og kigge sig tilbage, bare fortsæt, gerne med 120 i timen, tak!
Heldigvis er det præcis det, som bandet gør på langt størstedelen af deres fjerde udgivelse. ”Red Sun” er nærmest bare én lang guitarsolo, hvor der bliver hevet og flået i strengene. ”Funeral Pyre” er en herlig omgang bølle-biker-metal, som nærmest har noget Venom over sig, og ”Ruin” har en drønfed punk-rock energi, hvor der virkelig kippes med hatten mod Mötorhead.
Mere sejhed, mere råhed … bare mere!
Min største anke ved Deathchant på plade versus Deathchant på en scene er, at de ikke formår at overføre den samme energi og råhed, som de viser foran et publikum. Det er en skam, for selvom musikken er god, så savner jeg den ekstra vildskab, som jeg ved, at de har. Jeg savner nemlig mere fra dem alle fire. Måske de skulle overveje at indspille foran et lille publikum næste gang, eller måske er live-plader vejen frem i stedet? Jeg er udmærket klar over, at der absolut intet nyt er i, at bands spiller bedre foran et publikum. Kontrasten er bare virkelig stor, når det kommer til Deathchant versus andre bands, jeg har stiftet bekendtskab med. Jeg vil ikke gå så vidt som til at kalde KOVA en skuffelse eller mit indkøb af vinylen et fejlkøb, for det er helt oprigtigt en fed omgang støvet, retro-rock. Men jeg erkender da, at det ikke bliver den plade, der får flest spins på mit anlæg, ej heller bliver det her mit ’album of the year’. Men mindre kan naturligvis også gøre det.