Med arven fra den berømte shock rocker
Lad os tage den obligatoriske historie om det legendens eftermæle først og få den ud af verden. Co-Op er et trepersoners projekt startet nogle år tilbage af Dash Cooper, søn til den verdenskendte shock-rocker, Alice Cooper. Visse af bandets genretræk er åbenlyst genkodede ind i Cooper-familien, men gruppen kan også mere end at ride på forfaderens succes. Co-Op spiller, ligesom Alice gjorde, mudret hard rock musik med flere stænk af heavy sprøjtet ind i kompositionerne. Resultatet rammer tættere på det tidlige Deftones musik tilsat tekniske guitarsoloer og solide, groove-fundamenter, der holder godt sammen på det hele. Det tyder således allerede på, at Co-Op kan blive mere spændende end metalverdenens andre eksempler på sønnikebands.
Der lægges hårdt ud
Kigger man ned over sanglisten, kan man se, at Alice Cooper allerede medvirker på andet nummer, ”Old Scratch”. Dette varsler en afhængighed af rockikonet, der dog heldigvis hurtigt bliver bragt til skamme. Pladens førstenummer og single ”N.O.W.” slår stilen fast med et solidt groove, og lander den et sted mellem Pantera og Dirt Forge; utroligt fængende og attitudefulde riffs og rytmer og en autentisk sydstatsstemme leveret af Dash Cooper, der nok trækker på Alice Coopers stil, men har bygget videre på den og skabt sin egen. Konceptet er ikke særligt avancerede; de simple temaer står tilbage for dræberriffs, der leveres selvsikkert med overlegenhed og en for stoner rock genren kendetegnende charme, der kan få enhver til at rocke med.
Alt lader til at køre derudaf for Co-Op på de første tre numre, der på hver deres måde viser Co-Ops potentiale for at lave solid stonermusik. Variationen aftager dog herefter, og ”Desert Dreams” bliver begyndelsen på en gradvis nedjustering af forventningerne til Co-Op. Bandet synker ned i det middelmådige efter tre fede numre, og har da stadig lidt at byde på, men niveauet når aldrig samme højde som på de første numre. Især Cooper Juniors vokal falmer i forhold til hans performance på de første numre. ”Theme Of Ignorance”, ”Sleep” og ”Condemned” er alle tre lettere uinteressante, og stemningen hæves igen med ”Never Whisper The Truth”, der er et ganske udmærket eksempel på en power ballade, der har mere bid i sig end bare sing-along-omkvædet.
Intensiteten aftager løbende
Co-Op skulle måske have brugt lidt længere tid på at producere og udvælge sange til debutalbummet. Rækkefølgen af sangene er ikke tilfældig; de tre amerikanere må selv have mærket kvalitetsforskellen på de tre første sange og resten af albummet. I stedet for at stille sig tilfreds med det middelmådige på resten af albummet kunne man have ønsket, at sangene midt på albummet var blevet finpoleret eller genovervejede efter produktionen af singlenumrene. Enkelte af dem kan retfærdiggøres, men lidt flere godter senere på albummet, kunne bestemt have løftet hele produktionen.
Tilbage er der at fremhæve Co-Ops store potentiale som de tre første sange gav en smag på. Selvom to af numrene har kendte musikere på krediteringen, kan Co-Op sagtens selv brillere, hvilket eksempelvis ”N.O.W.” viser. Der mangler nu kun, at de selv tager potentialet helt alvorligt, kommer ud at turnere og lægger ligeså meget arbejde i at skrive og udvælge resten af albummet. Det kræver hårdt arbejde at blive et succesfuldt band, selvom man har berømte forældre. Jeg tror, at Co-Ops debutplade er første skridt i den rigtige retning. Forsættes kursen skal bandet nok gøre sig bemærket på rockscenen og give os mange gode numre fremadrettet. Indtil videre må vi nøjes med et hint af bandets potentiale og enkelte fede nye numre til rockplaylisterne.
