Autenticitet i en digital tidsalder
Efter min mening er kulturarv noget af det vigtigste, som et band kan smide ind i sin musik. Ikke bare fordi det lyder fedt, men fordi det fungerer som et fingeraftryk på en scene, hvor alt for mange jagter den samme Spotify-algoritme. I en verden fyldt med genbrug og AI-genereret følelsesmæssig dybde er kulturarv noget af det eneste, der stadig føles menneskeligt. For lad os være ærlige: Endnu et generisk metalband med djentriffs og stiv produktion er omtrent lige så spændende som at se maling tørre på en væg. Men når en gruppe hiver noget ægte ind fra deres omgivelser, hvad enten det er en nordisk nøgleharpe, en keltisk clarsach eller en mellemøstlig oud, så sker der noget. Pludselig lugter det ikke længere af studiecomputer og energidrik, men af historie, jord og identitet. Noget, som også har bidraget til, at bands som Wardruna, Eluveitie og Myrkur har haft stor succes. Og hermed vil jeg gerne introducere Cnoc An Tursa. For de kommer ikke bare med riffs og growl, men med tågeindhyllede skotske højlande, urgamle fortællinger og en stemning, der ville kunne få selv Loch Ness-monsteret til at komme til overfladen og headbange.
Hvis du troede, en yeti var uhyggelig …
Cnoc An Tursa stammer fra Falkirk og blev dannet i 2006. Navnet refererer til de forhistoriske stencirckler på Isle of Lewis, så allerede dér ved man, at vi ikke har at gøre med fem fyre, der bare gerne vil spille breakdown i hættetrøjer. Det her lugter af tåge, hedenskab og gamle fortællinger fortalt omkring et bål, mens nogen bliver forbandet i baggrunden. A Cry for the Slain dykker nemlig direkte ned i den skotske folklore. Her møder vi bansheen The Caoineag og den skotske version af yetien, Am Fear Liath Mór – oversat til ’den store grå mand’ – som efter sigende hjemsøger toppen af Ben Macdui-bjergene. Mere uhyggeligt end yetien? Absolut. Men stadig ikke lige så uhyggeligt som at møde en influencer med dronekamera og en rygsæk fuld af Prime-energidrik. Musikalsk spiller bandet blackened folk metal med stor respekt for hjemlandets kultur og myter. Det føles aldrig turistagtigt eller påklistret, men som noget, der oprigtigt kommer fra blodet og mulden. Med andre ord: A Cry for the Slain er autentisk og et dejligt album.
Det kække åbningsriff i ”Am Fear Liath Mór” sparker døren ind som skolens mest populære skotte. Ham med perfekt hår, selvtillid i overflod og en kilt, der gør resten af klassen grønne af misundelse. Riffet er egentlig simpelt, men hold kæft, hvor det virker. Det er typen af riff, som giver en spontan lyst til at bestige et bjerg eller i det mindste drikke noget al for stærk whisky. ”Cailleach and The Guardians of the Seven Stones” er et andet højdepunkt. Introen bygger stemningen op som en gammel lejrfortælling, inden fællessangen vælter ind og planter et omkvæd direkte i din hjerne. Det er den slags folk-metal, der føles skabt til at blive råbt af fulde skotter i en regnvåd pub, mens borde og sandsynligvis tænder ryger i processen. Fængende som bare pokker.
På trods af de mange højdepunkter er der dog også et par fejlsyninger i kilten. Outtroen ”The Nine Maidens of Dundee” er ganske enkelt ligegyldig og ender med at føles som rulleteksterne efter en film, som man venter på slutter. ”Address to the Devil” har samme problem. Nummeret bruger oceaner af tid på, ja, ikke rigtig at komme nogen vegne. Det svarer lidt til folk, der siger ’uha, jeg skal lige hjem og vende det med min bedre halvdel,’ når de i virkeligheden bare mener ’nej tak’. Det er ærgerligt, for albummet fortjener en stærkere afslutning!
Cnoc er Cnoc
Cnoc An Tursa gør præcis det, de sætter sig for. De blander black metal og folk til en stærk omgang tågebeklædt højlandsmetal, hvor lejrbålsstemingen nærmest drypper ud af højtalerne. Jovist, de sidste ti minutter mangler lidt spænding, men de første 30 minutter? Her er der fuld gevinst. Fede leads, stærke omkvæd og så meget skotsk atmosfære, at man næsten får lyst til at booke en afbudsrejse i stående øjeblik. Det er den slags stemning, som ikke kan købes, ja, medmindre du selvfølgelig køber lp’en, så er du allerede halvvejs mod højlandet.
