Endnu en tur ud i rummet

Fem år er der gået, siden vi sidst fik nyt fra Chevelle. Tilbage i 2016 udgav de albummet The North Corridor, som var en noget blandet fornøjelse. Meget kan man sige om Chevelle, men de bevæger sig rundt i grænselandet mellem alternative rock og metal og toppede kommercielt i 2002 med Wonder What’s Next. Hvis du – ligesom albummets titel – undrer dig over, hvad Chevelle denne gang har i ærmet, er det intet mindre end et konceptalbum om en tidsrejse ud i rummet fyldt med opdagelser og forhindringer; og hvis du er en af dem, der er af den overbevisning, at de ligesom Deftones ikke har udviklet sig de sidste tyve år og stadig er et plagiat af deres storhedstid, skal du måske give deres nye album, NIRATIAS, en chance.

Nothing Is Real And This Is A Simulation

NIRATIAS er ikke blot et konceptalbum om en tidsrejse ud i rummet, men en rejse tilbage i Chevelles diskografi. Frontmand Pete Loeffler har selv udtalt, at der har været et vist pres fra manager og pladeselskab i bandets skriveproces og udgivelser; så hvis NIRATIAS ikke bliver velmodtaget blandt fans, vil bandet lægge deres fokus andetsteds. Det kan man jo have sin mening om, for hvis ens lyttere skal diktere, hvilken retning bandet skal gå i, kan man let komme ud på et skråplan – men det er ikke tilfældet her. Albummet føles både genkendeligt, men også grænsesøgende i forhold til bandets styrker og svagheder – og styrkerne bliver i den grad dyrket.

Det store spørgsmål er så, hvordan man får alternative rock til at lyde forfriskende i 2021? Man kunne frygte, at rejsen ville blive et ”2002 har ringet, og de vil have deres alternative rock tilbage”, men de to brødre, Pete og Sam Loeffler, virker til at have fundet mere spilleglæde og frihed i skabelsen af dette album. Med det sagt, er det på ingen måde en banebrydende udgivelse, der genopfinder genren, men lidt har også ret, og på højdepunkterne formår de at bryde ud af tidligere tendenser med stor overbevisning.

 ”Verruct” er en instrumental traver, der med sit sludgede åbningsriff og gulvbrækkende, dybe baslinje sparker albummet i gang. Det er groovy, enkelt og uhyre effektivt. Den stærke start opfølges af ”So Long, Mother Earth”, som ikke bare er et af pladens stærkeste numre, men også et af de bedste numre bandet har lavet i rigtig lang tid. Det er som spyttet ud af den gyldne alternative rock-æra med stærke hooks, åbne power akkorder og masser af lag på lag, der giver det hele en ekstra dynamik.

Hvis du er en af dem, der aldrig helt har forstået sammenligningen mellem Tool og Chevelle, er det tydeligt at høre, at Tool på dette album har haft en kæmpe indflydelse. Alt lige fra det ”Schism” inspirerede riff i ”Piistol Star (Gravity Heals)” til vokalfraseringerne på ”Ghost and Razor” og riff-sammensætningen på ”Peach” skriger af Aenima og Lateralus perioden. Det er ikke superoriginalt, men det klæder Chevelles stil og passer som hånd i handske i det lidt underspillede og bastante udtryk.

Når alt kommer til alt, så er det, der gør, at dette album udskiller sig positivt, helhedsoplevelsen. De små preludes ”Sleep the Deep” og ”VVurmhole”, der isoleret set er selvstændige sange, men fungerer som små introer, præger albummet i en positiv retning. Chevelle formår at skabe et lydbillede, hvor de implementerer intense guitareffekter og dybe synthesizere, der føles autentisk med albummets koncept.

Et nøk i den rigtige retning

Med alt taget i betragtning synes jeg virkelig, at Chevelle på NIRATIAS formår at skabe et ganske solidt album. De formår at indkapsle essensen af, hvad de fremadrettet gerne vil stå for, og hvad de har stået for som band rigtig længe. Mange vil måske klandre dem for at være for mainstream i deres udtryk, men de bryder ud af den tidligere tendens, der har været, når der er gået lidt for meget Creed i den, men bevæger sig også væk fra den hårdere og grungede lyd, der var at finde på The North Corridor. Hvis du ikke er fan af de ret stringente rammer, kan det muligvis føles en anelse monotont, men de to brødre formår at søge nye veje for, hvad de kan med musikken. Her skal der også slås et slag for produktionen af Joe Barressi, der har sans for sine detaljer og finurligheder og får det hele til at fremstå utrolig skarpt. Nuvel, det er ikke en banebrydende udgivelse, men det er bestemt heller ikke et sammensurium af de samme gamle visioner og ståsteder. Det bliver spændende at se næste skridt for Chevelle.