Cauterizer - Subconscious

Subconscious

Udkom

Type:EP
Genre:Melodisk Death Metal
Antal numre:4

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Underbevidst valg af udgivelsesdato?

Seks år efter at bandet blev dannet, er de melodiske dødsproggere fra Næstved Cauterizer klar med deres debut-EP, Subconscious. Om udgivelsesdatoen var valgt tilfældigt, vides ikke, men at placere den, to dage inden bandet spillede på den nystartede og lokale Næstved Metalfest, var lidt af en genistreg. Cauterizer havde inden denne booking kun spillet en håndfuld koncerter, så det tydede på, at bandet i hvert fald kunne et eller andet live – så er spørgsmålet, om dette også gør sig gældende på plade.

Jeg mangler ikke noget, gør du?

Fire numre fordelt på 31 minutter er, hvad Subconscious består af, så der er bestemt god plads til, hvad end progressive finurligheder Cauterizer finder på. Åbneren ”Rest In Peace” leder dog mere tankerne hen mod bands som Evocation og Amon Amarth uden reelt set at byde på noget prog. Dette opvejes dog af et fængende riff og en velkomponeret melodi, der fra første sekund slår fast, at Cauterizer i den grad har hørt efter i melodødstimen. Efterfølgeren, den ti minutter lange ”Revoke”, skulle man så tro indeholdt de prog-elementer, ”Rest In Peace” manglede. Det gør den bare ikke. Der er et break cirka seks minutter inde, der lugter lidt af Metallicas lidt stille øjeblikke, men ellers er det ”bare” mere veludført melodisk dødsmetal. Hvilket også er tilfældet for de resterende to numre på Subconscious: melodisk dødsmetal, hvor proggen er meget godt gemt.

Havde Cauterizer nøjedes med at beskrive dem selv som melodisk dødsmetal, så havde man aldrig manglet det progressive. Længden af numrene ville være lidt atypisk, men ellers er der intet, der får alarmklokkerne til at ringe. Man ville få serveret en yderst lækker fireretters melodødsmenu bestående af bastante rytmer og solide riffs, krydret med en lidt mere fremtrædende bas, end man er vant til i genren, og man ville have været ganske godt tilfreds. Hvilket tydeligt viser, hvad det er, Cauterizer fremadrettet bør fokusere på. De burde arkivere, hvad end progressive tendenser de mener, de har, og i stedet skrive en omgang solid melodisk dødsmetal. Og det gør ikke noget, at numrene runder de syv, otte eller ti minutter, for Cauterizer beviser med Subconscious, at de kan skrive melodier og riffs, der fastholder lytterens interesse fra start til slut. Den instrumentale ”Aftermath” kunne dog godt have været et minut kortere, men når det kun er ét ud af 30 minutter på en debut-EP, der er spild, er det ganske godt klaret.

I sidste ende er det at beklage sig over EP’ens manglende prog, hvad man kan kalde et ”first world metal-problem”. Det kunne være fedt at have numre med rigelige mængder prog, men når man får en så solid omgang melodisk dødsmetal, kan man virkelig ikke tillade sig at klage.

Tracklist

  1. Rest In Peace
  2. Revoke
  3. Aftermath
  4. Ready To Say Goodbye