Årets udgivelser 2019
Den danske scene - Stærk og mægtig!
Igen i år blev det bevist at den danske metalscene er stærk og mægtig! Flere og flere bands er begyndt at bryde igennem overfladen, både herhjemme, men også i udlandet. Den danske scene er mangfoldig og har en stor variation, derfor var det – bestemt – heller ikke nemt at blive enig her på redaktionen, men det lykkedes os at blive, relativt, enige om at disse tre nedenstående albums altså fortjener at løbe med sejren i år!
Årets Danske Udgivelse:
På deres tredje album beviser ribegensere, at de har formået at udvikle sig, men stadig holde fast i kernen af Aphyxion; nemlig melodisk og tung metalcore. Void repræsenterer med sin polerede om end industrielle lyd det postmoderne samfund med alle dets problematikker og med et lydbillede, der ligger et sted mellem Bring Me the Horizon og In Flames, er der plads til både moshpits og wall of deaths, men også fællessang og hævede lightere.
At den danske blackscene er både stærk og varieret har været tydeligt for alle, der følger den. 2019 blev så året, hvor en gruppe bornholmere (og en enkelt fynbo) satte sig tungt på tronen som i særklasse det bedste band, Danmark har at byde på inden for denne genre. For i år har Orm med deres andet album, Ir, udgivet det, vores anmelder kaldte "en plade uden sidestykke i dansk metal de sidste mange år" (læs anmeldelsen her). Udgangspunktet er godt nok blackmetal, men Ir er et værk, der er næsten umuligt at sætte labels på, for musikalsk kommer man vidt omkring på de to over 20 minutter lange skæringer, der udgør albummet. Udover de klassiske black-elementer bliver der plads til doommetal, thrashriffs, langstrakte akustiske passager, ja, selv en solotrompet passer helt naturligt ind. Kreativiteten er stor og viljen til at blive inden for snævre genrerammer tilsvarende lille. Albummets koncept med at kombinere fortællingen om et dødsfald med bornholmske myter og sagn drager ubønhørligt lytteren ind og slipper ikke taget igen, før ”Bær Solen Ud” slutter med en lang, sørgmodig coda, som deltog man i et begravelsesoptog. Ir er således på én gang smuk, voldsom og insisterende.
Alle elsker Baest! DR, Go' Morgen Danmark – ja, selv Tulip! Derfor ville det være bizart, hvis vi ikke også elskede Baest. Deres andet album, deres bombastiske koncerter og deres elskelige personaer bragte Baest dødsmetal helt ind i stuerne hos hr. og fru Danmark. På Venenum beviste de jyske drenge, at de ikke kun var en døgnflue, men derimod en magtfaktor i dansk metal, en sand bestialsk kampvogn, der ikke lader sig standse!
Årets Danske Håb:
Et af de undergrundsbands, der har fået mest opmærksomhed i 2019, må være københavnske Katla – og med god grund! Debutværket Katla har givet de tre herrer en forrygende start på karrieren, og med en sejr i WOA Metal Battle har de allerede vist deres værd i udlandet. Katla har styr på deres liveoptræden, det lyriske tema er velovervejet, og debuten er noget af det stærkeste, vi længe har haft igennem Detektoren. Den mørke doom bliver leveret i overbevisende stil, de knasende guitarriffs sætter sig fast i hukommelsen, og de ekkofyldte brøl fuldender galskaben. Lyden er både slagkraftig og storslået, mørk og medrivende – og vi kan simpelthen ikke få nok. Senest har bandet udgivet den solide single ”Dragonlord”, og vi venter spændt på, hvad fremtiden bringer.
Melodisk dødsmetal er ikke nogen stor genre i Danmark, men det er næstvedske Cauterizer klar til at lave om på. Med deres debut-ep, Subconscious, har de i hvert fald overbevist Detektoren om, at Cauterizer har masser af potentiale. På de fire numre skaber trommer og bas et solidt fundament, guitarerne leverer medrivende riffs, og vokalen minder om mesterlige Evocation – ikke dårligt! Den eneste kritik, vi kunne rette mod Subconscious, var, at de progressive elementer, bandet lovede, ikke var til stede. Modererer Cauterizer tankerne om at være progressiv, tør vi godt vædde på, at bandet inden længe deler scene med de store danske dødsmetalnavne. Vi glæder os allerede.
Få bands har i 2019 kreeret en så stilren og gennemarbejdet debut-ep som Verdande. Fire numre er alt, hvad lytteren får, men det er rigeligt til at imponere: Energien er i top, produktionen sidder lige i skabet, og særligt guitararbejdet er svært at glemme. Læg dertil, at de enkelte kompositioner er relativt komplekse, og at Verdande formår at lege med lyden. I foråret leverede bandet en flot indsats ved WOA Metal Battle, men siden har der været temmelig stille i Camp Verdande. Vi håber, at der kommer gang i esbjergenserne igen – og indtil da lytter vi til Verdande på maksimal volumen.
Årets Internationale Udgivelse:
Soilwork skuffer sjældent – og det gjorde de heller ikke denne gang. I starten af året smed det svenske ensemble sit 11. studiealbum, Verkligheten, på gaden, og vores anmelder kunne slet ikke få armene ned: Det ene rosende ord væltede frem efter det andet. På Verkligheten møder vi et modent band, der tør eksperimentere og lege med nye elementer. Jo, jo, genren er stadig melodød; der er masser af fræsende guitar og onde growls, men i numre som ”Full Moon Shoals” og ”Stålfågel” er der lagt markant mere vægt på rock og melodi. Balancen mellem det aggressive, fængende og melodiske er noget nær perfekt, og desuden leverer Björn Strid en af sine stærkeste vokalpræstationer nogensinde! Er du til melodisk dødsmetal, er der ingen vej udenom: Verkligheten er en magtdemonstration.
Opeth er nærmest en genre i sig selv. Ofte forsøgt eftergjort, aldrig overgået, har de i 25 år hævet barren for hvad man kan tage sig af kunstneriske friheder og bygger bro mellem genrefanatikere. Ikke alle Opethfans er enige om hvilken Opeth der er bedst, men uanset om du plukker orkidéer eller vilde blomster, er ingen sandhed alles. De har formået at blive legender i deres egen tid og står ikke tilbage for en udfordring – såsom at omvende fans af deres nørklede dødsmetal til at elske deres nørklede prog. Uanset om der bliver growlet eller ej, leverer Opeth kvalitet gang på gang og deres seneste skud på stammen, In Cauda Venenum, er ingen undtagelse. Jordnær og vedkommende, men også drømmende og kompleks, står den som en foreløbig krone på et værk uden udløbsdato.
Det seneste hjertebarn fra den pekuliære franskmand Neige er alt hvad man kunne håbe på at en Alcest udgivelse ville være: mørk, smuk, dyster og eventyrlig. Ulig dets forgænger Kodama er dette ikke et concept album, men derimod et album om en række drømme/mareridt Neige havde som barn, sat sammen med følelsen af aldrig rigtigt at passe ind. Manden selv har refereret til musikken som ”happy black metal”, og det har han så ret i. Nok er der tremolo riffs og en hæs, skrigende vokal. Men det er den type black der giver en lyst til at sidde og stirre udover en skovsø i stedet for at ofre en ged i sin mors kælder.